Mine 3 favoritter blandt oktobers albumhøst
Oktobers albumhøst var særlig gavmild. Nu holdt jeg mig i Norden i septembers MUSIKLYTTERI, og derfor tillader jeg mig med god samvittighed at servere tre engelsksprogede album, heraf et australsk.
Lad mig også lige tilføje for nye læsere, at mine lister aldrig er rangordnede, da man som bekendt ikke kan sammenligne æbler og pærer.
Det herligt upolerede som mål i sig selv på Todd Sniders posthume album
Kunstner: Todd Snider
Album: My Second Rodeo (09.10.26)
Genre: Americana-Folk med New Orleans influenser.
Territorie: USA
Todd Snider er med jævne mellemrum dukket op i mit loop, uden at jeg for alvor har bidt på krogen, men heldigvis har jeg aldrig helt givet op på ham.
Kernen i alle sange på det nye album er Sniders originale skitser. Det er er tydeligt allerede fra åbningsnummeret, der starter med, hvad der mest af alt lyder som en voice-memo komplet med bilstøj fra gaden, mens blæserne og siden snigende korsvar efterhånden lægger sig ind under ham. Først herefter hopper rytmegruppen på vognen og spiller til hans oprindelige timing, en væsentlig detalje der er med til at gøre indtrykket herlig organisk.
Med den rå og usminkede åbning, albummets generelle analoge take på amerikansk folk gennemsyret af blues med tydelige spor af New Orleans, viste det nye album sig lige pludselig at være det, jeg gik og ventede på.
Jeg har skrevet en fuld anmeldelse af albummet, hvor I kan læse mere om, hvordan hans band og producerer har arbejdet videre med de skitser, han sendte dem få uger før hans pludselige død i november 2025, blot med besked om ”save this”.
LÆS OGSÅ min fulde album anmeldelse
Posthume album er ofte samlinger af B-sider og andet, kunstnere ikke selv har valgt at udgive. Jeg tænker, Snider sidder i himlen og smiler over resultatet og hans musikalske venners flotte arbejde med hans sange.
Hvis man leder efter noget upoleret og godt kan glæde sig over en titel som ”Stoner Yodel Number 3”, så kan man roligt holde sig til her.
Anbefalede favoritter til første lyt: Free Wheelin’ / Solid Country Gold / Stoner Yodel Number 3
***
Sylvan Esso er sprængfyldt af ideer.
Kunstner: Sylvan Esso
Album: OW ♾️ (11.09.26)
Genre: Art pop / folk-tronica
Territorie: USA
Nick Sandborn og Amelia Meath er duoen bag navnet Sylvan Esso. Dette album (deres femte) er så langt fra Todd Sniders ovenfor som overhovedet muligt. Det er desuden en lidt atypisk anbefaling fra min hånd, fordi det langt hen ad vejen ikke fremstår som håndspillet musik. Det, der begejstrer mig, er til gengæld den enorme kreativitet, der ligger i produktionen af hver eneste sang og i duoens ofte ret elektroniske iscenesættelse. Det vælter simpelthen ud af dem med ideer. Man er ikke bare virkelig godt underholdt, men også inspireret og spændt på, hvad det næste mon er. Hver sang byder på et nyt greb.
Der er flere grunde til, at musikken trods de mange programmerede detaljer og elektroniske elementer alligevel ikke forekommer mig kølig og steril. Amelia Meaths usminkede - og for genren overraskende intime og naturlige måde - at synge på er central.
At man fornemmer, at der ligger reel sangskrivning bag alle krumspringene, er en anden grund, ligesom det, at man kan høre en levende rytmegruppe (eller dele af en) under mange af trackene, også er et vigtigt ”håndtag” for mig.
Når jeg følger interesseret med i Sylvan Essos udgivelser, så er det også, fordi jeg for nogle år siden oplevede dem live. Her lykkedes det duoen – dansende foran hver sit bord fuldt af elektronik og en enkelt vokalmikrofon – at formidle musikkens kropslige elementer ved en forrygende koncert. Der findes også en EP, Echo Mountain Sessions, som jeg holder meget af, hvor de har ”oversat” deres elektroniske univers til et håndspillet univers med bl.a. blæsere.
Det er lidt ”snyd”, at dette album sniger sig ind her i oktoberlisten, for det udkom i september. Det er dog først kommet op på Spotify her i oktober. Det kan der jo være rigtig mange gode grunde til.
Anbefalede favoritter til første lyt: ”Entertainment & Coca-Cola” / ”Sledge” / ”Flood Season” / ”Hot Slob”
Sangen i denne video er en af de mest stille og allermest mærkeligt fascinerende sange på albummet, et af de få numre, der slet ikke har noget til fødderne.
***
Hudløs australsk sangskriver sniger humoren ind og går lige i hjertet.
Kunstner: Ruby Gill
Album: Fishing is not about Fishing (15.10.26)
Genre: Indie / indie-folk
Territorie: Australien
I 2018 faldt jeg over sydafrikanskfødte, i Australien bosiddende Ruby Gills allerførste single. Den hed ”Your Mum” og indeholder linjerne ”I know I don't cook like your mum / But I'm trying to love her son”. Denne både den gribende præcise tekst og hendes hudløse foredrag gik lige i hjertet på mig. To år gik, og en enkelt single mere kom op på Spotify. Så gik der et år mere, og endnu en single kom ud af det blå. Jeg tænkte, at hun nok var af en sådan konstitution, at hun havde lidt at kæmpe med. Pludselig i 2022 begyndte hun så at rykke og udgav endelig sit debutalbum. I 2025 kom der endnu et, og nu er hun allerede klar igen. Hvor de første album virkede meget som soloprojekter, er der mere bandlyd på det seneste album, hvilket vel nok gør dette album lidt mere tilgængeligt for almen lytning. Melankolsk og hudløst er det stadig, og dét lyder måske meget alvorstungt, men Gill har også en god portion formildende humor, som det blandt andet fremgår i titlen på hendes debutalbum (2022), der hedder ”I’m Gonna die with this frown on my face”, mens man på coveret så et ret muggent barn. På det nye album er der titler som ”Lord, Let me be a pastry chef” og ”A crush on a firefighter at an inappropriate time”. Jeg elsker den lille undren og den spidsen ører, sådanne titler skaber i mit tætpakkede lytteprogram.
Gills generelle det-her-er-et-personligt-anliggende-tonefald inviterer til at dykke ned i teksterne.
I titelsangen ”Fishing is not about fishing” erkender den velsagtens voksne datter, at hun da godt ved, at de der fisketure, hendes far tog hende og hendes søskende med på, handlede om alt muligt andet end fisk:”Mostly, we were quiet; we only saw him once a month / We never ate the fish we caught; it was more about love / For a girl and a son, and a girl.”
Flere af sangene har feministiske og/eller politiske undertoner, som her i den herlige ”Shrimp with my Girl”: ”I paid ten dollars for the latest New Yorker / Just 'cause I'm desperate to think like a man (…) On every page, somebody's rage simmers / Somebody's dick shivers”
Musikalsk er det ikke et ”krævende” album. Det forekommer ret livespillet med rytmegruppe og Gill selv på enten guitar eller klaver. Ruby Gill er ikke noget stort verdensnavn, og det bliver hun sandsynligvis heller ikke. Dertil er hun nok for skæv en musikalsk eksistens. Selv kan jeg virkelig godt lide både hendes melodier, hendes tekster, hendes stemme og hendes mod til at skære ind til benet både tekstligt og musikalsk.
Anbefalede favoritter til første lyt: ”Porchlight” om hvilken hun på sin Youtube kanal skriver: ”A sad song for lesbians who love to communicate so much” igen, ikke uden humor Andre bud ”Carol / not carol”/ ”Fishing is not about fishing” / Shrimp with my Girl