Todd Snider - ★★★★
Album: My second Rodeo
Release: 09. oktober, 2026
Anmeldt for/læs på All That.dk
Todd Snider er med jævne mellemrum dukket op i mit loop, uden at jeg for alvor har bidt på krogen, men heldigvis har jeg aldrig helt givet op på ham. Med den rå og usminkede åbning, albummets analoge take på amerikansk folk gennemsyret af blues og tydelige spor af New Orleans viste det nye album sig lige pludselig at være det, jeg gik og ventede på.
Det viste det sig så også at have en helt særlig historie. Snider døde nemlig i november 2025 af en kombination af ubehandlet kold lungebetændelse og blodforgiftning, formodentlig forårsaget af et overfald tidligere på måneden i forbindelse med en koncert i Utah. Han blev 59 år. Efter den hændelse afbrød han turneen og tog hjem til Nashville, hvor han døde to uger senere. Inden da havde han imidlertid nået at sende 10 optagelser af nye sange til sine to sine faste samarbejdspartnere, producere og multi-instrumentalister Joe Bisirri og Robbie Crowell med den enkle besked: ”save this”.
På de optagelser havde indspillet sin egen vokal og akustiske guitar uden click track og uden medspillere. Til gengæld var der masser af ægte nærvær og den prunkløse charme, man ofte taber, når man forsøger at genfinde stemningen i studiet fra de demoer, man optog hjemme (og her er det musikeren i mig, der taler af erfaring). Sniders idé var nemlig, at Bisirri og Crowell skulle bygge numrene op oven på de helt enkle grundspor, han havde lagt. At den organiske timing og det musikalske åndedrag fra disse første indspilninger, skulle være omdrejningspunktet for det album, han havde i tankerne.
At det endte med, at Bisirri og Crowell sammen med guitaristen Aaron Lee Tasjan – som nogen måske kender fra sommerens Tønderfestival – måtte færdiggøre albummet uden Snider, vidste han naturligvis ikke. Efter hans død arbejdede de videre oven på hans nøgne optagelser og voice memos, kun med hans instruktioner fra e-mails til at lede dem på vej.
Omkring hans eget bluesnære guitarspil og godt ramponerede vokal nyder jeg den skønne blæsergruppe, der leverer autentisk New Orleans-stemning. Et andet charmerende element er de tre korsangere, der ikke bare uh-hu’er og pynter lige omkring hans vokal, også gerne svarer ”meddigtende”, som soul-kor fra de gode gamle Memphis-Soul-dage havde det for vane.
At kernen er hans originale skitser, er tydeligt allerede fra åbningsnummeret, der starter med, hvad der mest af alt lyder som en voice-memo komplet med bilstøj fra gaden, mens blæserne og siden snigende korsvar efterhånden lægger sig ind under ham. Først herefter hopper rytmegruppen på vognen og spiller til han oprindelige timing, noget der er med til at gøre indtrykket herlig organisk.
Posthume album er ofte samlinger af B-sider og andet, kunstnere ikke selv har valgt at udgive. Jeg tænker, Snider sidder i himlen og smiler over resultatet og hans musikalske venners flotte arbejde med hans sange.
Hvis man leder efter noget upoleret og godt kan glæde sig over en titel som ”Stoner Yodel Number 3”, så kan man roligt holde sig til her.