Sin unge alder til trods prøver Yebba ikke at dupere os med sit formidable håndværk, men stoler på, at vi ikke har glemt, hvad hun også kan.
Yebba - ★★★★
Album: Jean
Release: 6. marts 2026
Anmeldt for Gaffa.dk
Det er 5 år siden amerikanske Yebba udgav sit debutalbum Dawn. Vi var mange sangerinder, der tabte kæben over hendes ret blærede vokal. Især de flotte R&B melodi-forsiringer, der lød såååå godt og sad liiige i både det rytmiske og det melodiske skab.
En sang som ”October Sky” fra Dawn er et overlegent eksempel på den kunst.
Som helhed var det dog et album, hvor der gik lidt for meget fusions-jazz i den for min personlige smag. Ikke Desto mindre cementerede det Yebbas ry som en særlig dygtig sanger og hun optræder da også som gæst på herlige tracks fra bl.a. Chance the Rapper, Sam Smith, Tyler the Creator og Ed Sheeran.
På Jean (opkaldt efter hendes bedstemor) er Yebbas vokaler imidlertid langt hen ad vejen fri for R&B ”blær”. Hun ved godt, at hun ikke behøver at overbevise os om, at hun kan synge. Det, vi får her, er i stedet et album med en blødt sunget og ret intim vokal.
”Forgiveness” åbner med gedulgt klaver og vokalen lige ved vores ører: ”No money, no nepotism / No favoritism, no nothin' / But I stuck to my guns /And God made good on His promise”. Denne stemning af til tro til fremtiden farver hele albummet.
”Yellow Eyes”, der var albummets leadsingle, har lidt mere groovy produktion med håndklap og guitarer og ret lækker finish rundt om vokalen. Yebba hvisker stadig - dog nu i kor med sig selv.
Mit favoritnummer ”Alright”, der er bygget over fingerspil fra akustisk guitar, er spækket med indimellem ret overraskende harmoniskift af den slags, som Paul Simon er stormester i.
Der er masser af vellyd for ørerne og intim vokal, indtil vi når ca. halvt ned i albummet, hvor større lyd og mere produktion skifter albummets gear. Det sker for alvor med ”Agressive”, hvor el-guitarer er lige ved at drukne vokalen, noget der på den anden side sikrer, at tracket får den aggresive kant, som titlen lover.
Herefter begynder jeg at få sværere ved at holde af albummet. Der er updated Bass & Drum på ”Of Course”. ”Delicate Roots” har mere kælen vokal, men nu så langt ude i produktions-fiksfakserier, at jeg ikke længere kan mærke den. Helt står jeg af, når jeg rammer den glatte ”Waterfall”.
Overordnet set er det stadig et godt album, fra en dejlig sangerinde, der sin unge alder til trods ikke prøver at dupere os, fordi hun for længst har overbevist os om sit formidable håndværk.