Særligt SLALUM hævede baren og viste sit format på UHØRT Festival.
Flere kunstnere. - Live
UHØRT Festival 08.08.26
Anmeldt for All That.dk (hvor der er mange flere skønne billeder)
Foto: Jeppe Gondolf
Jeg hørte: SEOULL / Hun R / Woody Gunnar / Green Tea Bitches / Frejah Rebekah / Slalum m.fl.
Den københavnske festival UHØRT, skriver om sig selv, at de præsenterer landets nyeste musik. Som sådan er den en slags en lillebror til SPOT festival i Aarhus. Måske er det lige en tand mere uprøvede - og på den måde vitterligt UHØRTe - kunstnere, end dem man finde på SPOT. Nogen har slet ikke udgivet noget, andre enkelte sange. Enkelte har udgivet mere.
Jeg kom i udgangspunktet for at høre den kvindelige rapper m.m. Slalum, men brugte anledningen til at få et indtryk af festivalen og møde en håndfuld nye unge håbefulde bands.
SLALUM - Seriøst, stærkt og selvstændigt udtryk.
SLALUM er Laura Dalum-Hansens musikalske projekt, og det fortjener opmærksomhed. Hip Hop er ikke for alvor en af “mine” genrer, men når det er så tilpas kreativt udført, har så meget sprogligt potentiale og udføres så sprudlende og ikke mindst overbevisende, så er jeg på. Jeg vil også tro, at selv All Thats jazz-only fans (den fik I godt ik? ;-) vil føle sig godt underholdt til en koncert med Slalum.
Hendes udtryk - uden helt at føle mig hjemme i det rette hip-hop-lingo - er fuldt af jungle og drum and bass. Det vil sige masser af up-tempo, break-ede beats og ret komplekse og meget aktive trommer af den slags, der godt kunne være klippede, men her blev live-spillet af en virkelig god ung trommeslager. Han kunne godt have fortjent en særlig introduktion.
Med på scenen havde hun DJ på turn table m.m. og en kvindelig tenorsaxofonist/korsanger. En endnu mere ekspressiv og impro-vant saxofonist, der kunne give hende mere mod- og medspil på scenen, kunne også have virket godt, men det der var, fungerede også.
Laura Dalum-Hansen er hverken sød, vred eller bitchy. Hun er slet og ret seriøs. Man kan se og høre det i alt fra hendes styling, bevægelser og dans til det overskud, hun viser i sine verbale og rytmiske kolbøtter. Hendes musikalitet og – måske vigtigst af alt for en hiphopkunstner – hendes tracks understreger, at hun har et stærkt og selvstændigt udtryk.
Med både EP og singler ude er Slalum, sammenlignet med de andre bands jeg så på UHØRT, da også mere rutineret. I øvrigt et helt håbløst ord i denne sammenhæng, for der var intet rutinepræget over denne magtfulde præstation, der pegede fremad og mod større scener.
SEOULL - stryger lytterne med håret.
SEOULL har udgivet to sange, og dette ku’ sagtens være deres første og i alle fald største koncert.
På deres streamingprofil optræder de som trio, men til koncerten havde de desuden en fin kvindelig bassist- korsanger med. Genren er mainstream soul / R&B pop med kvindelig vokal. Det var velspillet og sunget, og det var et godt valg, at de medbragte back-tracks ikke fik lov at stjæle hele det musikalske billede, fordi der blev spillet til og på det. Udtrykket er til den venlige side. Den slags produktioner og sangskrivning, der gerne stryger lytterne med håret.
HUN R. - Thumbs up herfra til den skarpe pen, men hvor var det musikalske projekt?
HUN R var det andet band, jeg havde set frem til. To kvindelige rappere fra Aarhus med ret feministiske og ganske humoristiske tekster, der er godt skruet sammen. Den slags fanger min opmærksomhed.
Som musikalsk oplevelse viste det sig dog ikke at være decideret overbevisende. Det var ligesom både for lidt og for meget. Showet fik mig til at tænke på, at det var sådan et hip-hop-indslag i årets Cirkus Revy ville se ud. De havde alle attributterne, track suits’ne og bevægelserne, men jeg kunne ikke få øje på det musikalske projekt. De var heller ikke lige gode til at administrere det adrenalin-rush, som sådan et show udløser med den konsekvens, at de havde svingende held med at lægge beatet ned. Kort sagt lidt for meget filler, ik’ så meget killer. Men et stort thumbs up her fra til den skarpe pen.
Woody Gunnar - Rejsen er lige begyndt.
Har et ret fint indie-pop album liggende på streaming. Som live-band har de brug for flere koncerter at spille sig varme på. Men rejsen er jo også lige begyndt. Vokalerne stod bedst, hvor de sang sammen (mand- og kvindestemme) Sangene i første del af sættet var præget af mange langsomme pumpe-8-dele, men løftede sig sammen med et lidt friskere tempo på “Won’t Forget You”
Green Tea Bitches - Ukonventionel spøjst og sprælsk dance-punk duo overraskede positivt.
Jeg havde lyttet på forhånd til de to sange, duoen har liggende på streaming, og tænkt, at det ikke var noget for mig.
Denne dansk-kinesiske dance-punk duo viste sig at overraske positivt. Med en scenografi bestående bl.a. af to store oppustelige blomster, en styling med glimmer-lillepige kjole til frontkvinden og panda plys-klap-hue til begge bitches (hvor af den ene er en mandlig guitarist-bitch) gav det hele på en eller anden måde mening i sådan et slags Tik-Tok-friendly skævt univers. Frontkvinden, hvis navn ikke fremgår nogen steder, viste sig også som en stage persona, der med humor og sans for skøre indfald, virkelig fik salen med og reelt skabe en medrivende og festlig oplevelse for os. Om det ligefrem var en “koncert”-oplevelse, er måske så meget sagt, da back-tracket fyldte pænt meget. Men spøjst, sprælsk, og i mine ører dejligt ukonventionelt, var det.
Frejah Rebekah havde styr på stemmen.
Frejah Rebekah optrådte med guitarist og back-track. Hun har en flot stemme og godt styr på sin vokal. Udpræget hang til fraseringer og forsiringer gjorde, at melodierne fortabte sig lidt i tågen. Men igen, man skal jo starte et sted, og forenkling og tiltro til at den sang, man har skrevet, kan stå selv, kan jo komme med tiden. At være en god sanger er i alle fald et godt udgangspunkt.
Jeg nåede ikke ONE NICE BOI som vores fotograf Jeppe Gondolf, havde haft en god oplevelse med. Jeppe kunne berette om stage-diving og generel tagen-den-ud.
Mack Marcel, som en kollega jeg stoler på fortalte, havde givet en flot håndspillet indie folk- koncert med amerikansk forbillede med fuldt band, nåede jeg heller ikke. Der er så til gengæld et album på vej med hende. Så kan jeg jo høre det til den tid.
Når enden er god…..
En anden ting, Jeppe og jeg talte om, var, hvorfor så mange ikke havde tænkt nok på, hvordan deres numre skulle slutte? Måske er det noget med alle de der back-tracks, at de bare er vandt til at slukke for dem?
Under alle omstændigheder, så er slutningen jo næsten ligeså vigtig som starten på et nummer. Hvis man vil have publikum til at klappe, så nytter det ikke noget, at numrene slutter sådan lidt hovsa, som i: nu var der ikke lige mere. Vi står der ude og tænker nå? Ok? Publikum får så ikke hænderne op af lommerne, før det alligevel er for sent - bare et tip!
Ikke min sidste UHØRT Festival
Hvis jeg var festivalarrangør, ville jeg ønske mig flere gæster, og det er mig en gåde, hvorfor der ikke var flere unge. Jeg kunne se at flere bands have deres mor og far med, men hvor var vennerne?
Det er grundlæggende spændende, at få lov at lytte med, når nye sjæle kaster sig ind i dette herlige felt som musikskabelse og -udøvelse er. Således bliver det ikke sidste gang, jeg kommer til UHØRT.