Sara Parkman Live - ★★★★★
Brorsons Kirke 30.02.26
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: undertegnede
Store stemme fyldte Brorsons Kirke med højdramatisk musik og udsigt til granskove og sneklædte vidder.
Det var den svenske folkemusiker, violinist, vokalist og komponist Sara Parkman, der var ceremonimester denne aften i Brorsons Kirke på Nørrebro ved den anden af to udsolgte koncerter arrangeret i samarbejde med spillestedet Alice. Brorsons er altid en utrolig smuk og vellydende ramme om akustisk musik. Er musikken ydermere en smule højstemt, som nu i aften, er det som om kirkerummet, med bandet stående i dets midte og publikum på alle fire sider, bare bliver endnu smukkere.
Fra Parkman kom ind i kirken fyldte hun rummet og førte det musikalske ord resten af aftenen i og med, at stort set alle numre, startede og sluttede enten med hendes vokal eller violin. Med sig havde hun, den fremragende violinist og medsanger Anne Möller og Hampus Norén, som hun har skrevet og produceret sine sidste to album af tre i eget navn sammen med. Han spillede trædeorgel med ekstra bas + tilhørende gadgets, og sang også gerne i vilden sky, når det skulle til. Både Möller og Parkman spiller på den 5 strengede violin med resonans strenge, som man tit hører i svensk spillemandsmusik. Den lyder mørkere end en traditionel violin, mere af svenske granskove og snedækkede landskaber, ku’ man sige. Meget ofte synger de, mens de spiller violin, så alt i alt var der masser af lyd, selv om de ”kun” var en trio.
Den første halvdel af koncerten bestod af to 15 minutters forløb. Typisk for Parkmans kompositioner og suite-former er, at de starter med et enkelt instrument eller stemme, hvorefter de bygger op mod et stort klimaks, hvor alle synger med og trædeorglet maxer det dynamisk spænd ved at tilføre et dybt bas-register. Parkman selv tager stikkene hjem, ved at lægge nakken tilbage, og skråle af sine lungers fuld kraft! Dramatisk, flot og vildt er det, men ikke ude af kontrol. Det første kvarter sluttede i en flot og decideret medrivende ”Sjung, Syster Sjung”, spækket med Parkmans vanvittig flotte vokal-forsiringer. Først derefter, fik vi lov at klappe første gang.
Efter endnu et suiteforløb med højdramatisk klimaks, blev forløbene kortere, og fik lidt længere introduktioner med på vejen. Min favorit introduktion, handlede om sangen ”Mammakroppar”, som Parkman introducerede ved at udpege det dilemma, som mange voksne kvinder, mærker på egen krop, når vi forsøger at afstemme oplevelsen af, at have bevidnet vores mødres uendelige slankekure og udtalte lede ved egne kroppe, med vores billede af dem som gode rødstrømper, der samtidig forsøgte at overbevise os, deres døtre, om, at vi er smukke, som vi er. Sangen slutter i gentagelser af ”Mamma, när du badar är du vacker”. Et mantra af den gode slags.
Vældig medrivende var også en violinduet, hvor de to kvinder spillede, hvad jeg tror var, en traditionel svensk polska. Et andet favoritmoment, var en helt stille uakkompagneret sang-passage, hvor publikum var SÅ stille, at jeg måtte opgive at tygge på mit tyggegummi. Folk ville hende SÅ gerne, og hun havde da også rummet i sin hule hånd og gav os alt, hvad vi kunne tage.
Programmet gav plads til alle temperamenter, fra det skære til det voldsomme- selv vreden fik plads. Ind imellem var musikken decideret højstemt med religiøse under og over toner, ikke mindst fordi Parkman har en ”fetich” med latinske fraser, der giver en særlig middelalderlig højstemthed.
Hendes vokal er en fornøjelse. Hun har kæmpe overskud både i forhold til variation af klang, dynamik og register, ligesom hun bruger masser flotte fraseringer og melodi-forsiringer, der stemmer i alle ender og kanter.
På Parkmans 3 album i eget navn, har hun det med indimellem at kamme over i noget, jeg nærmest vil kalde synth-pop. Jeg var glad for at ”nøjes” med masser af træ, masser af strenge og masser af bælg rundt om de tre vokaler.
Et lille forbehold er det, at opskriften; at starte stille, introducere en drone, formulere en række musikalske hændelser hen over den, smide en dyb bas ind, mens vokalen rider det vilde ridt, måske var lige lovlig velbesøgt. Man kan godt, som publikum, gå hen og blive lidt immun over for de store armbevægelser og al dramatikken, når man har gennemført den rejse et vist antal gange. Hvorfor ikke starte med et brag og ende ved en smuk skovsø, bare for at ryste posen? Jeg synes, dog at de gjorde deres bedste for at skabe variation over dette oplæg.
Fx, hvor mange tekster undervejs var skåret over ret få ord, så skilte det sidste nummer sig ud ved at bygge på en meget ordrig svensk oversættelse af et stykke tekst fra det gamle testamente. Her skulle kaskader af ord afvikles på meget kort tid, ord som Hampus Norén, som en anden hype man ovenikøbet doublede, altså et nyt greb, ligesom man troede man kendte opskriften. At der i broderlandet står stor respekt omkring Sara Parkman forstår man – også når man kan læse sig til, at hun og Norén var indstillet til Nordisk Råds Musikpris 24.
Når jeg kikker i mine noter, har jeg skrevet ”højdramatisk” syv gange. Det, ka’ jeg sige med sikkerhed, ikke er et ord, der fylder i mine noter, når jeg har været til indie koncert i Vega.