Rita Payés Live - ★★★★★★
DR Koncerthuset 28.11.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Trinelise Væring
Alle kunstnere vil gerne være både internationale og ”særlige”. Det er netop dét, de bedste spanske kunstnere kan.
Spanske kunstnere har alle dage haft deres helt egen tone, fordi deres spanske musikalske rødder er så en stor del af deres udtryk, ligegyldig hvilke genrer de fusionerer med. Rosalía fx, som jo gør sig som global popstjerne, ville stadig, selv hvis hun ikke sang på spansk, lyde enormt spansk. Det er nemlig ikke bare sproget, men også melodierne, deres forsiringer og i høj grad harmonierne og den måde numrene er skruet sammen på, der giver dem deres særegne lyd.
Sanger og basunist Rita Payés er meget mere jazz’er end Rosalía, men ligeså spansk. Det må være en gave at have så stærk en lokal musiktradition, at den skinner igennem i alt, hvad man laver.
I programteksten står der, at Payés “forener jazz, bolero, bossanova og pop i sine melankolske og romantiske sange, der hylder fortiden og peger samtidig mod jazzens fremtid”. At det er er et blødere udtryk end fx flamenco musik, rammer meget godt min oplevelse.
Jeg kender til hende fra den Tiny Desk Concert (NPR) fra 24, der ligger på YouTube, hvor jeg blev helt solgt til denne velspillede varme akustiske musik, der osede af traditioner uden at reproducere dem blindt.
At hun faktisk allerede har været i København under Vinterjazz tidligere i år, er fuldstændig gået min næse forbi. Men det er øjensynligt en af årsagerne til, at rygtet var gået, så hun nu kunne fylde den store DR-koncertsal.
Koncerten startede med et percussion ”spor”, hvor alle spillede/slog/tappede deres instrumenter uden toner. Herover sang Payés første vers, der, som alle hendes sange, havde masser af bevægelse og harmoniskift. Alligevel havde tonaliteten ikke forskubbet sig det mindste, da bandet kom ind med de toner, der skulle bringe nummeret videre. Det skete flere gange i sættet, at sange startede med vokalt pick- up uden intro eller for-tælling. Payés må have totalt gehør og dertil en formidable time. Hun kan ile med på hurtige løb fra guitaren, synge rubato for så at lave en tydelig rytmisk frase, som sætter beatet på plads igen. Hun gav simpelthen indtryk af at være musikalsk helt ud til fingerspidserne. Det er godt, for det er virkelig ikke nemme sange hun skriver, men med det musikalske overskud hun har, får hun det til at lyde let.
Bandet bestod af elegant let spillende trommeslager/percussionist, en yngre el- og akustisk- guitarist, den ældre og decideret fremragende argentinske bassist Horacio Fumero (der har spillet med mange af de store jazzmusikere i Europa allerede fra midt i 70erne) og så Payés mor Elisabeth Roma på akustik spansk guitar. Hold da op, hvor var hun virtuos. Datteren har det virkelig ikke fra fremmede.
Payés’ stemme er varm og ukunstlet, ikke høj-dramatisk som flamencosangerne, mere slank og mobil. Dertil spiller hun også virkelig godt basun både som melodibærer og som jazzimprovisator.
Isin kommunikation med publikum var hun var sød og uforstilt, holdt pauser i sine sætninger, når hun skulle folde tungen ud efter knudrede engelske ord eller komme på, hvordan hun skulle forklare, det hun havde på sinde. Vi var på en hyggelig klub med et band, der var kommet for at spille musik for os, ikke afvikle et show i en stor koncertsal.
Som publikum blev vi også udfordret i og med, at vi blev sat til at synge en smuk melodi med masser af toner, som vi overraskende nok mestrede, så det blev et flot bidrag til musikken. Halvt igennem koncerten gik bandet ud og mor og datter spillede to sange alene. En “lullaby”, der var så harmonisk intrikat, at der da ikke var meget plads til at falde hen, blev efterfulgt af en helt skøn duo udgave af ”Alfonsina y el Mar”, som nogen vil kende, fordi den er udødeliggjort af argentinske Mercedes Sosa. Igen, med en voldsom virtuos guitarpræstation fra Roma til en smuk og ret improviserende vokal fra Payes. Siden akkompagnerede Payés sig selv på guitar i “Tantas Cosas”. Herefter endnu en duo, nu med kontrabas, der forløb sådan at Horacio Fumero spillede første vers alene, Payés sang andet vers alene, mens de mødtes i tredje vers. En smuk og anderledes måde at spille duo på. Fumero fik også god plads i de følgende numre bl.a. en flot impro/intro. Til sidst kom bandet tilbage og spillede de sidste par sange.
Payés der kun er 26 fortalte undervejs, at hun har to børn, men hun må jo alligevel have tid til at øve sig, for hun er bemærkelsesværdig dygtig. Man forestiller sig jo, at hun har fået den musikalske disciplin ind med modermælken.
Der var stående ovationer både før og efter ekstranummeret, og det havde de fuldt fortjent.