Post Modern Jukebox kunne godt have været sjovt, men nu blev det så for det meste til ren kitch.
Post Modern Jukebox - ★★
DR Koncerthuset studie 2 24.04.26
Anmeldt for All That.dk
Dem der kender mig og den musik, jeg normalt anbefaler eller udgiver selv, vil måske undre sig over, hvad jeg lavede til en koncert med Scott Bradlee’s Post Modern Dukebox. Den tanke strejfede også mig flere gange i løbet af showet. For det var jo det, det var, et totalt scripted show og ikke en koncert som sådan. Havde jeg siddet med et glas vin i godt selskab på en mindre klub, hvor det var blevet ”solgt” til mig som en kabaret, ville jeg sandsynligvis have moret mig over hele pakken inklusive stepdans, billige kostumer og de - trods alt - habile solister. Men at stå midt i Radio Husets Studie 2 gav ikke rigtig mening. Jeg og ALL THATs udsendte fotograf, var da også enige om, at det var en ”overraskende” booking fra DRs side, selv om man jo godt ved, de kører med både til-gården-og-til-gaden-bookninger.
Det, jeg havde håbet at opleve, var sjove, jazzede cover-versioner af store kendte popsange. Jeg er nemlig sådan en, der laver og nyder lange playlister med covers, som jeg gerne quizzer sagesløse medpassagerer i min bil med: ”du har 20sekunder, kan du gætte, hvad det er for en sang?”. Her er det jo skæggest, hvis coverne ligger pænt langt fra originalen. Hvem holder fx ikke af at høre et blue grass band gå amok på Michael Jackson repertoire Så det var i den ånd, jeg stillede op.
Man kunne allerede have sine bekymringer, da man kom ind i rummet og så, at bandet var placeret helt ude i periferien af scenen. Bagerst kontrabas, trommer, og to blæsere, og ude til venstre helt mutters alene sad en pianist på opretstående klaver. Om det reelt var Scott Bradlee, der sad der kapelmester-alene, eller det var en look-alike-stand-in, har jeg ikke været i stand til at afklare, men der var en underlig franchise-vibe over aftenen. Således ville det slet ikke undre mig, hvis der samme aften stod en anden version af PMD et andet sted i Europa og spillede samme show, mens Scott Bradlee selv sad hjemme i New York og holdt et vågent øje med bankkontoen. Men det er naturligvis kun en konspirationsteori.
Resten af ensemblet bestod af en stepdanser og 3 sangerinder, der alle kunne deres håndværk, en enkelt med decideret karisma. Til at holde aftenens forskellige indslag sammen: sprechstallmeister Rogelio Douglas Jr, der kørte showet i ”bedste” amerikansk-cirkusdirektør-stil. ”Who got dressed up for tonight?” spurgte han salen. Der var spredt håndsoprækning i salen, inklusiv en hånd fra min side mand, der stod i joggingbukser.
Det musikalske højdepunkt, for der var reelt kun ét, leverede Marley Armstrong med en virkelig god version af Britney Spears ”Toxic”, som pludselig var reelt sexet. Leveret i guld-paillet-kjole (sikkert fra Temu, men hun lignede godt nok en million) med en stemme som en shirley-bassey´esque jazzdiva med musikalske noter af James Bond tema. Det var medrivende og pis’ godt.
Efter at havde lært publikum at knipse på to og fire (det var nok meget godt lige at få den på plads) gav Douglas selv også en fin version af Sia/Imagine Dragons kæmpehit ”Radio Active”, hvor jeg tog mig selv i at synge med på ”radio active, radio active”. Det er sgu en stor sang, og den kunne tåle behandlingen.
Ellers var der langt mellem snapsene. Udvalget af popnumre under behandling kom fra kategorien sikre vindere. Folkene bag PDM kender nok deres publikum, og selv om de fx lige har udgivet et Sabrina Carpenter cover, så havde de valgt at gå med Abba, U2, Eagles, Nick Cave , Tom Jones og af nyere dato The Weekends ”Die for You”. Det er klart at de sange der oprindeligt lever af en flot melodi og ikke på en helt særlig produktion, klarer transformationen til swing-jazz bedre. Måske også derfor lidt overraskende at ekstranummeret, Megan Trainors ”All About the Bass”, faktisk også var et godt bud.