Larkin Poe er bedre live end på plade
Bloom - ★★★
Rel. d.24.01.25
Anmeldt for GAFFA.dk
Enkelte lyspunkter til trods, bliver det overordnede indtryk i sidste ende ikke så medrivende, som de nok har tænkt, at det skulle være.
Jeg har kendt Larkin Poe lige siden jeg oplevede de to amerikanske søstre og deres 2 bas og trommespillende medspillere til en koncert i Odense for nogle år siden. Jeg nåede kun at høre en halv koncert, fordi jeg selv skulle spille et mindre sted på samme festival, men jeg kunne sagtens nå at konstatere, at søstrene Rebecca og Megan Lovell var utrolig seje og og især Megan var en virkelig god lap steel spiller. De så noget spinkle unge og hvide ud, og jeg kan huske jeg den gang tænkte at Rebecca Lowells stemme var lidt anonym, men deres udadvendte og velspillede bluesrock sparkede de helt ud over scenekanten, og det var jo det vigtigste.
Siden koncerten i Odense har Larkin Poe defileret ind og ud af mit musik-loop uden helt at bide sig fast — indtil de i 2023 udgav An Acoustic Companion, som indeholder fire akustiske versioner af tidligere udgivne elektriske numre. Den EP lyder fantastisk godt. Lydens af alskens akustiske strenge og og træ, er både varm og beskridt på den helt rigtige måde.
I september i år var jeg så så heldig at opleve dem i Nashville, hvor de under AmericanaFest spillede et akustisk livestreamet set for det anerkendte Americana-medie No Depression. Koncerten fandt sted på en lokal bar, Dee’s Country Lounge, i East Nashville. Det er ikke et sted folk valfarter til, det er bare et sted de lokale hænger. Fuldstændigt uprætentiøst.
Larkin Poe sang og spillede som en støvet blå drøm. Deres vokaler smeltede sammen på den måde, som kun søstre kan. Megan Lovell stod med sin lapsteel/dobro- (resonatorguitar) om halsen, holdt vandret foran sig og spillede med slide, så alle toner var en god rum tid om at ankomme til deres destination. Hun lød så rustik og bluesy, at jeg fik gåsehud. Rebecca Lovell sang virkelig en god blues lead, alt imens hun spillede western-guitar for fuld skrue. Og det der med at hendes stemme var lidt anonym, det tager jeg i mig igen, eller også er den bare med tiden blevet lidt klædeligt slidt af dagen og vejen. Jeg kan virkelig godt kan lide hendes vibratoløse-white-girl-but-still-a-mother-fucker stemme. Jeg tænker, at det er en rigtig flot balance hun holder i sit udtryk med masser af blues samtidig med, at hun ikke giver helt efter for alle klicheerne. Søstrene havde også band med, men også de havde indrettet sig på den akustisk ramme og der blev spillet kontrabas, mens trommeslageren nøjedes med en lille tromme han bare bære om halsen som en march tromme. De stod alle fire tæt omkring én mikrofon — ligesom mange amerikanske folk og roots bands ofte gør, når de skal skabe en mere intim afdeling fx midt i en koncert.
Det endte med at være en af de bedste oplevelser, vi fik med hjem fra hele festivalen. På videooptagelsen fra denne eftermiddag på Dee’s Lounge, en optagelse som ligger på Youtube sammen med de andre minikoncerter No Depression optog under AmericanaFest, kan man i øvrigt se mig sidde blandt den lille skare på måske 25 tilskuer.
Larkin Poe er kommet langt siden deres første folk-album fra 2010. I dag er søstrene i starten af 30’erne, og i 2024 vandt de en Grammy for Best Contemporary Blues Album for albummet Blood Harmony fra 2022 — et album med et mere varieret og roots-præget udtryk, end det album jeg rent faktisk skal forsøge at anmelde.
Og nu kan jeg ikke udskyde det længere. Larkin Poes seneste - deres ottende studiealbum Blood- har jeg en mere blandet oplevelse af. For i mine ører mister musikken noget af sin særlighed, når de satte fuld strøm til. Jeg oplever, at det bliver det forudsigeligt og dermed også reelt kedeligt. Det er effektiv bluesrock, ja, og de spiller godt, men de tager ingen chancer. Er der et omkvæd under opsejling, får den ik’ for lidt, som om de vil være sikre på, at vi fatter, at det er et omkvæd. Det ender med at blive så kompakt et udtryk, at jeg ikke kan mærke musikken ånde og på den måde bliver det overordnede indtryk i sidste ende ikke så medrivende, som de nok har tænkt, at det skulle være.
Der er dog enkelte lyspunkter. Bluephoria er jo en rigtig fed crowd pleaser med støjende el-guitarer i afmålte blokke afbrudt af vokal, der først får lov at stå rå og helt alene og siden blot med trommer under, mens enkelte afmålte guitarmarkeringer, kommer ind og ud indtil Hammondorglet lægger sig under det hele for en ganske kort stund og vupti bliver man bliver fejet op af omkvædet og el-guitarerne. Det er svært ikke at lade sig rive med af. Min favorit er dog If God Is a Woman, der skiller sig ud på albummet ved at nærme sig noget mørkere southern gothic rock, i en grad min indre biograf begynder at vise film med draperier af spansk Louisiana mos, der hænger fra store gamle træer.
Selv om jeg ikke er så begejstret for albummet som helhed, glæder jeg mig allerede til Larkin Poes koncert til efteråret i Falkoner Salen. Jeg kan høre for mig, hvordan publikum skråler med på Bluephoria. Og mon ikke også de lægger en akustisk afdeling ind i deres sæt? Det håber jeg i alle fald.
Det ville være stort, hvis Tønder Festival fik Larkin Poe på programmet og sikrede sig, at de spillede en akustisk koncert i Bolero-teltet en af dagene. Det ville være en oplevelse af de helt store.