Smuk aften i selskab med georgiske Iberi
IBERI - ★★★★★
Johannes Kirke, Nørrebro 15.10.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Kasper Pasinsky
Bevæbnet med både sabler og anseelig stemmepragt
Skulder ved skulder, klædt i sort med sabler i bælterne stod det syv mand store georiske mandskor foran altret i Sankt Johannes Kirken på Nørrebro. Kirkerummet, der til lejligheden var lyssat med cherise-farvede uplights, var en flot ramme om koncerten. Iberi har optrådt over hele verden, på store festivaler som WOMEX og globalFEST i New york, og nu stod de så i København, hvor der da også var helt udsolgt.
Iberi leverede et 75 minutters fermt varieret program, der aldrig gik i tomgang. 17 stykker i alt. Variationen kom af, at der hele tiden var nye konstellationer og forskellige underdelinger af ensemblet i spil, så man både fik hørt alle syv stemmer sammen og fx fire stemmer alene.
I udgangspunktet er det nok den store lyd, hvor alle synger for fuldskrue hele tiden, der er udtrykket, mens andre sange var bygget op over call and response modellen, med en sanger, der præsenterede en melodistump, som koret så svarede på.
Der var mange-tonige klange afløst af til to-stemmighed, og oftest lagdes de polifone klange til ro ved at stemmerne mødtes i en unison klang. Som harmoniske bølger på stranden, der ind imellem kommer med skum på toppen og andre gange er helt gennemsigtige.
Det er ikke dissonantiske og krydrede klange de dyrker, men derimod åbne store klange sunget uden vibrato, en cocktail der kræver, at der bliver sunget ultrarent. Og det bliver der.
Men det var ikke bare den store lyd for programmet var også dynamisk var vældig varieret. Noget af det smukkeste var faktisk netop de dynamiske skift. Det føltes helt magisk, når de, efter en sang hvor der var sunget for fuld udblæsning ,satte en helt stille hymne an med de smukkeste harmonier, der blev ved at folde sig ud.
Det var min oplevelse, at stykkerne ikke var bygget op over vores traditionelle ”vers”, der gentages, ej heller at sangene vendte tilbage til start, så at sige. Jeg oplevede det som flydende forløb, der mere tegnede et musikalsk landskab, der gled forbi.
Med til skabe variation var også, at alle syv sangere kunne et eller andet ekstra. Èn viste sig at være en ret ekvilibristisk fløjtenist, andre kunne spille på et traditionelt strengeinstrument, (sandsynligvis i familie med Luthen) der bl.a. kunne lægger en sitrende bund, som fløjten så kunne spille over, så jeg sad og tænkte ”georisk spagettiwestern”, som havde man hyret Sergio Leone. En anden kunne danse, én spille skalmeje og en fjerde rammetromme. Alle ”tricks” kom i spil i passende mængder så programmet netop fremstod virkelig varieret og meget dynamisk.
For mig, som sanger, var det smukkeste jo nok at høre deres stemmer i samklang.
Mindre interessant var et par mere traditionelle (i vestlig forstand) sange akkompagneret af guitar med traditionelle akkorder og typisk én stemme, der bar melodi, mens andre leverede flerstemmigt engleblidt herrekor. Det var skam fint, men ikke så særligt.
Sprechstallmeisteren gjorde sig umage med at introducere alle sange, men der hvor jeg sad, kunne jeg ikke fange, hvad han sagde på grund af kirkens levende akustik. Et par enkelte ord lykkedes det mig at opfatte, og det lod til, at han sagde lidt om, hvor sangene kom fra både geografisk og i tid.
Alt i alt en meget smuk aften i selskab med Iberi.