Kan I mærke, der er håb nu?
Hvide ravne, sorte svaner - Reportage fra teater koncert.
Edison Scenen 01.03.25
Anmeldt for GAFFA / Foto: Frida Gregersen
Ja det ku’ vi måske godt mærke, da vi cyklede hjem i natten efter at have oplevet koncerten: Hvide ravne, sorte svaner
Lørdag aften var sync platformen Frankly My Dear rykket ind på Betty Nansen Teatres Edison scene med et generøst show. Otte kunstnere med rødder i forskellige kulturer, der i løbet af aftenen spillede musik fra eller inspireret af deres hjemlande. Alle fik både et solospot og et kollaborativt moment og flere indgik i flere sammenhænge.
De medvirkende kunstnere var: Øyunn (Norge), Dawda (Gambia), Mizgin (Kurdistan) Jullie Hjetland (Danmark/Norge), Channe Nussbaum (Danmark/ m. Jødiske rødder,) Elinborg Palsdóttir (Færøerne,) Salam Susu (Syrien), Kjartan Arngrim (Danmark)
Koncerten blev afviklet i scenografien fra forestillingen FOLKEVISER, der kører på Edison lige nu, og det var en virkelig flot og stemningsfuld ramme.
Ren kærlighed ud over scenekanten
Frankly My Dear, der i denne sammenhæng, ifølge pressemeddelelsen, kalder sig ”artistnetværk”, havde samlet holdet i samarbejde med Jeanett Albeck. Hun var også aftenens konferencier, der generelt stod for at sende kærlighed ud over scenekanten til alle os på stolerækkerne, heraf vel 75% kvinder. Der var i øvrigt meget klædeligt, minimal reklame for Frankly undervejs, så det reelt ikke endte som en charmeoffensiv. Respekt for det.
Alle kunstnerne gjorde det fremragende. Det meste af showet blev afviklet med en rumklang så lang, at vi på sin vis blev teleporteret til et sted i de norske fjelde. Langt hen ad vejen klædte det musikken godt og var med til at gøre det hele lidt mere statligt og nå ja, stort! Det var flot at både høre og se, og de mange udtryk kom fint til deres ret. For mange i publikum var det måske deres første koncertoplevelse med musik, der har få eller ingen popmusikalske referencer.
Highlights
Blandt mine personlige highligts var gambianske herboende Dawda Jobateh, der er en fantastisk musiker. Han hældte kaskader af toner og rytmer og klange ud over os fra både kora og stemme. Hans andet nummer, der var inspireret af det danske vinterlandskab og viste hvordan skandinavisk mol og grantræer med sne, på smukkeste vis kan gå hånd i hånd med afrikansk varme og rød jord.
Jullie Hjetlands performance stod stærk især i hendes egen ”Mine Hænder.” Med et helt arsenal af elektronik, en snerrende dyb drone, beats og elektronisk bearbejdede vokal-loops, udviklede, afviklede og omviklede sin smukke, smukke live vokal, der kan andet og mere end bare at være smuk og nordisk. Den har også den kant, som jeg altid længes efter, når det går hen og bliver for kønt. For nu at citere Johnny Cash gennem den Bob Dylan biopic, jeg lige har set, så ”trækker hun altid noget møg med ind på gulvtæppet”. Det kan jeg godt lide.
Kjartan Arngrim, som de fleste kender fra Folkeklubben, skilte sig noget ud fra resten feltet ved for det først at synge på dansk, men også ved ”bare” at synge en regulær sang med vers og omkvæd. Han havde bl.a. genskrevet ”Drømte mig en drøm i nat”, der ellers i udgangspunktet er det ældste eksempel på nedskreven dansk middelalder lyrik. Som han citerede en klog mand for (jeg fik desværre ikke noteret hvem), såkan man kun ”overtage traditionen i et opgør” og han havde da også totalt omkalfatret sangen.
Lidt af en kliché at vi skal lide af fjeldskabt-folkemusik-misundelse
Jeanett Albeck, som jeg generelt er stor fan af, stod som sagt for at strø kærlighed over både de optrædende og publikum. Jeg må dog også må indrømme, at det tog noget ud af aftenens hekse-koner-der-brygger-magi, at hun mellem hver artist skulle lave velmenende, men lokalavis-journalist-style interviews. Musikken havde stået mere magisk, hvis den havde fået lov at løbe sammen på scenen med lidt færre Albeckske mellemkomster.
Jeg synes også roligt, at Albeck kan lægge den der kliché, om at danskerne ikke er interesserede i vores egen folkemusik og at folkemusik er finest, når den kommer fra bjergrige egne, på hylden. Det er måske rigtigt for 35+ generationerne, at vores egen folkemusik er ret fremmed for os, men realiteten er, at der er et sprudlende dansk miljø af især yngre folkemusikere, der er lige frem en linje på konservatoriet, og der findes vel snart ingen efterskole med respekt for sig selv, der ikke har folkedans på programmet, ligesom unge mennesker valfarter til musikstævnerne FOD og ROD, hvor der danses og spilles dansk folkemusik.
Det ville have klædt arrangementet, at den fortælling var en del af præsentation, frem for at publikum gik derfra og følte, at den danske folkemusik nok er lidt fattig. Den kunne godt være talt op, frem for decideret ned.
Hvor sidder diversitets-knappen?
Inden jeg når frem til den flotte afslutning på aftenen, vil jeg gerne have lov at referere til det mini-interview, jeg lavede efter forestillingen med Steffen Breum fra Frankly My Dear. Det skal nemlig siges helt frankly, at jeg, som selv er hvad andre nok vil kalde aldrende kvindelig artist, spidser ører, når jeg hører, at nogen, som Frankly My Dear gør det, agerer i musikmiljøet med en udtrykt diversitetsagenda.
Det er vist heller ingen hemmelighed, at musikbranchen over en bred kam har lidt svært ved at finde knappen, der kan udløse den eftertragtede diversitet, som undersøgelse efter undersøgelse har vist, er en sjældenhed i musikudbuddet, og endnu mere sjælden, når de pengestrømme, der mere eller (oftest) mindre lifligt løber fra musikbranchens haner, skal fordeles.
Vi har set mange mere, men især mindre, hæderlige forsøg på at skubbe en diversitetsagenda foran sig. Mange aktører har det, ja undskyld, mest i munden, hvor det jo også er helt gratis.
Frankly er jo ikke først og fremmest koncertarrangør men derimod en sync platform, der åbnede i aug. 24. altså rimelig nystartet. Frankly har skrevet under på en såkaldt Keychange Pledge Agreement, som er et internationalt initiativ, hvor man forpligter sig til at fremme inklusion og ligestilling i musikindustrien.
Derfor var jeg nysgerrig på at høre om, hvordan de så egentlig arbejder med diversitet i deres forretningsmodel, som overordnet set handler om at bygge bro mellem komponister og filmskabere og branche. En branche som ifølge Breum har det problem, at den dels er meget lukket, svær at komme til, dels at musikken lyder ens.
Og dertil, kunne vi hurtigt blive enige om, at med AIs nye rolle i at skabe fx mood-musik, altså baggrundsmusik til særlig stemninger, og sound-alike tracks, så er det blevet endnu sværere at være filmkomponist af kød og blod.
Fact eller fatamorgana?
Når jeg spørger ind til, om man så kan se den diversitetsdagsorden i deres katalog af musik, som jeg på forhånd har siddet og scrollet lidt rundt i, svarer Breum: ”vi søger aktivt flere kvinder end mænd, mændene kommer gerne af sig selv. Vi forsøger aktivt at afbalancere det regnskab (…) vi synes, det er for få, der sidder på det meste, vi vil gerne tage vores del af kagen og sprede den ud over et større netværk fyldt med folk med forskellige hudfarver eller køn.”
Når jeg spørger til, hvordan det så rent faktisk ser ud med antallet af fx kvinder, der leverer til deres sync bibliotek, ligger det iflg. Breum på 33%. Ser man på antallet af tracks med en ophavskvinde, er det nede på 27%. Det, kan jeg så sige, ikke overrasker mig, for musikbranchen har jo lavet talrige analyser over pengestrømmene, og her kan man bl.a., af rettighedsorganisationen Kodas regnskaber se, at kvinder modtager langt færre rettighedspenge, end deres mandlige kolleger. Det er der mange grunde til, som det vil føre for vidt at redegøre for her.
Ud over den eksplicitte diversitetsdagsorden, skiller Frankly sig også ud fra andre library music-platforme ved netop ikke udelukkende at gå efter moodmusik, men efter musik med signatur: ”jo mere det lyder som den kunstner, der leverer, jo bedre er det” som Breum siger. Jeg tænker, at i disse AI tider, er det måske i virkeligheden det vigtigste, Frankly kan bidrage med.
Og så er der, som Breum også fremhæver, jo er mange diversitetsparametre, inkl. den kunstneriske diversitet og genre. Det kan jeg kun give ham ret i, og dermed er vi tilbage ved aftenens koncertevent. Og hvorfor skal Frankly egentlig nu også arrangerer koncerter? Breum forklarer at sync bare er et enkelt middel til at nå deres mål ”som jo netop er, at vi vil gøre det muligt at bruge musik på mange flere måder, end vi er vant til, andre økonomiske strømme, som vi kan tappe ind i, fx opleve koncerter på andre måder”.
Gena Davis:”If you can see it, you can be it”.
Man jo sagtens mene, at den performance vi oplevede i aften med 8 kunstnere, et overtal af kvinder og flere af dem fra musikkulturer med oprindelse fra varmere himmelstrøg på en måde var et, skal vi kalde det, optisk bedrag. Men omvendt med Gena Davis, den amerikanske skuespillerinde, der har arbejdet benhårdt med diversitet inden for filmbranchen og Hollywood via sit Gena Davis Institute, så klogt siger: ”If you can see it, you can be it”. Og det betyder jo, at vi bliver nødt til at se det for os, for at tro på, at det måske kan blive en realitet.
Channe Nussbaums sidste jiddische sing-along, kunne godt have rundet aftenen flot af, men det var sørme også en værdig afslutning, vi fik med hele holdet på scenen inkl. Albeck på harmonika, der sammen med publikum sang ”Jeg gik mig ud en sommerdag”. Det var også her, jeg fandt mit sidste highlight, der indtraf, i det øjeblik kurdiske Mizgin på sin lyse saz citerede melodien oven i Dawdas mørke kora og resten holdet på vokaler og diverse instrumenter. De to, for danske ører eksotisk klingende, instrumenter, der citerer en dansk middelalder sang, var et match made in heaven.
Da aftenen var slut spurgte Albeck fra scenen: ”kan I mærke, der er håb nu? Og ja det ku’ vi måske godt!