Den australske garagerocker rækker ud efter tonerne og bliv hængende lidt - hvis hun gider.
Courtney Barnett - ★★★★
Album: Creature of Habit
Release: 27. marts 2026
Anmeldt for Gaffa.dk
Den australske sanger, sangskriver og el-guitarist Courtney Barnett spiller indie/garagerock, med tekster, der har sin helt egen tørre, underspillede humoristiske tone. Hendes første studiealbum, Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit fra 2015, udløste bl.a. en amerikansk Grammy nominering for Best New Artist. Det var også det helt igennem fremragende album, der bragte hende til Roskilde festival i 2016. Jeg så hende live i Vega to år senere og har været fangirl lige siden, selv om jeg ikke har været lige så begejstret for de efterfølgende album.
Nogen læsere vil måske vil være overraskede over, at Barnett er noget for mig, for hun er ikke en typisk sangernes-sanger. Hendes sangstil er nærmest ”doven” og indimellem taler hun mere end hun synger. Så når hun i ”Site Unseen” (i øvrigt med gæsteoptræden fra Waxahachee) repeterer ”Stay a while and see”, tænker jeg, at det ikke bare er hendes strategi i livet, men også for at synge; ræk ud efter tonen, bliv hængende lidt, og hvis du ikke gider mere, så glid væk igen. Der vil være dem, der synes, det er irriterende. I mine ører, giver det hende en helt særlig coolness, som jeg vældig godt kan lide. Hendes dybt charmerende, drævende australsk-engelsk er også en vigtig del af pakken.
Ydermere har hun som el-guitarist også en ganske personlig stil, der sender lidt den samme I-don’t try-too-hard-but-just-hard-enough vibe. Kort sagt, skramlet på den helt rigtige måde.
Ordet ”uprætentiøst” dækker det generelle indtryk. Hun er fx også helt tilfreds med et vers, der skifter frem og tilbage mellem to akkorder, efterfulgt af et omkvæd med to andre. The Bare Necessities, som Baloo synger i Junglebogen, er det hun arbejder med.
Alene ved at kaste et blik ned over titler på hendes album, fx det første jeg nævnet ovenfor, og det forrige fra 2021, der hed Things Take Time, Take Time og det nye Creature of Habit, forstår man, at Barnett nok ikke er typen, der kører med musikalske ”impulskøb”. Måske er der ligefrem et godt stykke vej fra ide til handling. Det er et eksistentielt tema, der går igen på dette album, ligesom dét ikke at være sikker på, at man er dér, hvor man gerne vil være. På den anden side ved man jo, hvad man har og ikke, hvad der kommer.
”Always getting in my own way / Is it too late for making any changes?” (citat ”Site Unseen”) eller ”It's hard to break a habit / When it's just so comfortable” (Citat ”Sugar Plum”) er bare et par eksempler blandt mange.
At være et vanedyr virker, for mig at høre, for Courtney Barnett. Jeg kan lide hendes signatur, og må også indrømme, at mine favoritter fx ”One Thing at a Time” og ”Great Advice” nok er de sange, der ligger tættest på den kantede, skramlede garagerock med lakonisk lyrik, hun startede ud med: “Appreciate your great advice / And I need your opinion like a needle in the eye” (Citat ”Great Advice”)
Andre sange har en lettere tone fx ”Wonder,” der lægger friskt ud lige i halen på åbningssangen, uden så meget som et sekunds afstand. Det giver fra første færd indtryk af et album, der ikke dvæler unødigt.
Man får altså rigtig meget af det, man godt kan lide, hvis man kan lide Barnett. Det man ikke får, er noget af det, jeg synes, hun er allerbedst til på tekstforfatter-siden, nemlig at beskrive verden omkring hende og bruge det som et spejl for indre bølgegange, som da hun tilbage i 2015 i sangen ”Depreston”, under dække af at skrive en sang om at være på bolig-jagt, gav forstadslivet en kærlig overhaling. Man kan måske sige det sådan, at hun ser mere indad end udad, på dette ny album, mens jeg på debutalbummet fandt det særligt fornøjeligt, at se verden gennem hendes øjne.