Trods en rørende vokal er teksterne til gengæld fulde af tomme kalorier og klichéerne danner kø ved kassen.
Chance Peña Live - ★★★
Vega 30.05.26
Anmeldt for All That.dk
Mit koncertforbrug i denne uge er dedikeret til unge muskuløse amerikanske mænd med følelsesfulde stemmer og en guitar. I aftes var jeg nemlig til koncert med texanske Chance Peña i Store Vega, og i næste weekend skal jeg til koncert med Outlaw Country i Parken med bl.a. Zach Bryan og Ben Howard m.fl.
Zach Bryan er nok en større stjerne, men Peña er bestemt også kommet godt fra start med en flot pladekontrakt med Columbia og 486 millioner streams på Spotify til hans største sang. Bryan er mere Country og har flere strenge at spille på som sangskriver, mens Peña er mere folk (rock).
Fælles for begge, og det der tiltrækker mig, er følelsesfulde stemmer og et ret akustisk lydbillede på deres album.
Det akustiske lydbillede var det dog så som så med til koncerten i aftes, hvor den akustiske guitar kun var inde og vende på en enkelt sang. Det var et elektrisk udtryk, der blev dyrket live. Ydermere fremstår sangene på Peñas to album mere eller mindre uden trommesæt, mere percussion og stump box. Til koncerten var der trommesæt og keyboards på scenen.
Peña er tydeligt inspireret af et band som The Lumineers. Dem så jeg i Royal Arena, sidst de var her og kender derfor referencen ret godt. Peña har imidlertid hverken det samme melodiske eller tekstlige vingefang. Der er, om jeg så må sige, ikke mange sider i hans opskriftssamling. Omvendt kan man sige, at han er dygtig til, at lave de retter, han laver, for der er en stribe reelle folk-bangere imellem.
Rørende vokal
Det er Peñas stemme, det ret akustiske univers på hans album, og et par enkelte specifikke sange, der har fanget mig. Den sårbarhed, der vibrerer lige under stemmens overflade, som lige før gråden får stemmen til at knække over, kan jeg godt lide. Han er også glad for at bruge sin falset, og det er er smukt, når han glider ind og ud af den. En vis risikovillighed i vokalen, har altid rørt mig.
Jeg har ikke dyrket ham så meget, at jeg har bidt mærke i teksterne før, men det kom jeg så desværre til at gøre, udløst af denne introduktion: ”If you’ve ever been in love, this one goes out to you” som faldt ret tidligt i sættet. Mit shitdetector-peakmeter røg helt op i det røde felt, hvorfra det aldrig rigtig faldt til ro igen. Faktisk har jeg sjældent hørt så mange klichéer på én aften, der fortsatte med introduktioner og tekster fulde af tomme kalorier.
Nu hvor jeg havde fået indstillet på det, har det affortryllet hans sange. En åbningslinje som ” I’ve been down and lonesome since you’ve been gone”, et kvæd som ”Back away from the fire love, if you get too close you might get burned”, eller denne her ”in order to love somebody else you gotta love yourself” som vist faldt i en introduktion …
Jeg ville egentlig have skrevet ”oprigtig” foran ordet ”sårbarhed” oven for, men oprigtigheden har jeg virkelig mine tvivl omkring nu. I alle fald har Peña ikke de sproglige muskler til at give en tekst en original vinkel eller et personligt udtryk.
Det ændrer ikke ved at Peña har skrevet pænt mange hits, der som enkeltstående sange - også i min playliste - vil fungere godt. Min favorit er ”Good Love Die”, og efter koncerten har jeg fået flere, bl.a. fra hans debutalbum Ever-shifting, Continual Blosomming fra 2024, som jeg ikke kendte, men nu godt kan forstå, har sat hans karriere på turbo… hvis altså man kan ignorere teksterne og det faktum, at han har meget lidt at sige.
Efter 20 sange afviklet på en time og 20 minutter var det slut. Hans numre er ekstremt korte. Ofte under 3 minutter. Der var mange hits, det var der virkelig, men fordi opskriften var så ens, flød det lidt sammen. I starten skrev jeg at udsigten til trommesæt, havde bekymret mig, fordi musik, hvor en stomp box på alle fire salg grundlæggende gør det ud for beat, ikke altid får fremhævet noget godt, med et trommesæt. Det endte dog ikke med at dominere helheden, fordi opskriften generelt var, at Peña startede alene, mens trommerne stort set lagde ud i alle vers og mest fungerede som indpisker i omkvædene. Pænt frustrerende i øvrigt, for en trommeslager, hele tiden at skulle stoppe og starte. Det var dog til en vis grad i sagens tjeneste. Det var i øvrigt tydeligt en solist med et tilstillet band. Der var ingen kommunikation fra Peña til sit band band, der i øvrigt leverede det, der skulle til inklusiv at synge en masse kor stemmer.
Publikum lod til at kende primært Peñas første album, og hvor de ”voksne” plejer at være i overtal til koncerter med den genre, var det overraskende unge, der var flest af. Chance Peña kunne godt være noget for Tønder festival, især, hvis han lige fik et memo om, at et akustisk set up ville passe godt i den ramme. Han kunne måske hente et yngre publikum ind på festivalpladsen.
Foran mig stod en ung pige, der havde taget sin tvillingebror og sin mor med til koncert (en gave, forstod jeg). Jeg mødte desværre ikke familien igen efter koncerten, men inden fortalte hun mig, at hun også skulle til Zach Bryan i næste uge. Der ses vi så.
Sætliste
1. Voager.
2. Spinning
3. Good love Die
4. Make Way For The Feeling
5. In My Room
6. Wool (ny sang)
7: Sleepdeprivation
8. Cold
9. Suddenly
10. Tongue Tied
11. Collapse
12. Slow & Strange.
13. Montana
14. It Is What It Is
15. My Mind Drifts to You
16. Bleeding Out
17. Burned It Down
18. Peacemaker
19. i am not who i was.
20. The Mountain Is You.