DR Big Band m. Cécile McLorin Salvant Live - ★★★★
DR Koncert Huset 11.0.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Mathias Bak Larsen
Alligevel blev DR bigbandets Nytårskoncert en lidt blandet landhandel.
Det var min første ”nytårskoncert ” med DR bigbandet, men det er, forstår jeg, en tradition. De seneste mange år har crooneren Curtis Stigers været den udefra-inviterede vokalsolist. I år var det så den tredobbelt grammyvindende fransk-amerikanske Cécile McLorin Salvant, der sammen med sin foretrukne pianist Sullivan Joseph Fortner Jr gæstede bigbandet. DR bigbandets blev ledet af deres japanske chefdirigent Miho Hazama.
Jeg stødte på Salvant første gang i 2022, hvor hun på sit ”Ghost”-album sang en utroligt smuk a capella-version af Kate Bush’ Wuthering Hights.
I ’23 udgav hun et fransksproget album og her i ’25 det engelsksprogede ”Oh Snap”. Jeg vil ikke sige, jeg er vildt optaget af hendes album, da de er en stor kindtand for jazzede for mig, MEN smag og behag er jo forskellig. Noget, der til gengæld i den grad tiltrækker mig, er hendes kæmpe musikalske overskud og den måde hun mestrer det vokale håndværk på, netop ”dyder” som live-situationen er skabt til at formidle. Det handler om hendes klang, det at hun har både lyrisk sødme i toppen og en boulevard-bred bund. Hendes vibrato er hentet fra de gamle jazzdivaer, men hun anvender det smagfuldt. Dertil kommer den skønneste tilbagelænede ”time”, og et kniv skarpt øre, der sørger for, at alle vokale udflugter stemmer 100%. Alt i alt sejler hun stoisk igennem musikalsk oprørte vande med så meget ro og overskud, at hun får svær musik til at lyde, som om det var det letteste i verden at synge.
Bigbandet (der stadig - bortset fra basbasunisten Anette Saxe - reelt er ét stort boyband ) spillede sørme også godt. Det er fx den vildeste basun/tuba sektion de kører bl.a. med de to herboende svenskere Peter Dahlgren og Peter Hängsel, der begge spillede forrygende soli undervejs. Og de var bestemt ikke ene om at spille godt, for der blev leveret fra alle pladser. Bandet startede i øvrigt hvert sæt alene med et nummer af Miho Hazama. Her er ”First Note” særlig værd at fremhæve.
Når alt det fine er sagt, vil jeg også sige, at jeg oplevede repertoiret lidt spredt. Jeg savnede, hvad jeg i mangel af bedre ord vil kalde, alvor og dybde. Jeg er klar over, at præmissen var en nytårskoncert, og jeg tror sådan set også, at jeg havde være fuldt tilfreds med at høre Salvants dejlige stemme synge nogen af de mange flotte jazz standards fra den store amerikanske sangskat. Det er altså ikke, fordi jeg forventede mere risikovillighed i repertoirevalget. Men som det fremstod, var det et underligt forsøg på at være ”let”, samtidig med at mange sange alligevel var svære at finde hoved og hale i. Det var suite-forms arrangementer på stribe, og selv med både Sting og Stevie Wonder på programmet, gik essensen af de enkelte sange og kompositionernes kerne tabt for mig, fordi at alle numre/forløb ligesom skulle rumme det hele. Den ”problematik” stod helt klart, da sidste nummer Paul Simons ”American Tune” (oprindelig udødeliggjort af Simon og Garfunkle) i Miho Hazama meget smukke og arrangement, kom os i møde, og man tænkte: ”hov, dér var jo en sang. Altså en rigtig sang-sang, med ord der var alvorligt ment, og dertil en melodi med både hoved og hale.
Salvants egne sange var sværere at få ”fat om” og stod ikke så stærkt. Dog med den flotte undtagelse ”Goodbye”, som hun og Fortner spillede duo som første extra nummer. Her fik man alle hendes stemmes flotte farver serveret på et sølvfad. Selvom hun startede koncerten med at meddele, at hun var forkølet, så var det ikke noget, der skæmmede oplevelsen. Måske hun sang lidt blødere, end hun gerne ville, men det var smukt, som det var.
Salvants egne sange var sværere at få ”fat om” og stod ikke så stærkt. Dog med den flotte undtagelse ”Goodbye”, som hun og Fortner spillede duo som første extra nummer. Her fik man alle hendes stemmes flotte farver serveret på et sølvfad. Selvom hun startede koncerten med at meddele, at hun var forkølet, så var det ikke noget, der skæmmede oplevelsen. Måske hun sang lidt blødere, end hun gerne ville, men det var smukt, som det var.
Således blev DR bigbandets Nytårskoncert en lidt blandet landhandel. Dr blev både spillet og sunget godt, men der både var både lidt for lidt og lidt for meget på hylderne.
Sætliste
And the Door Unsealed (Instrumental af Hazama)
I’ve Got Your Number (Cy Coleman)
Until (Sting)
Duet (piano/vokal) titel?
Star Eyes (Paul/Raye)
Anything But (Salvant)
Pause
First Note (Instrumental af Hazama)
Mae West Advice (Darcy James Argue/Paisley Rekdal)
Visions (Stevie Wonder)
Second Guessing (Salvant)
American Tune (Paul Simon)
Extra
Goodbuy (Salvant) (piano/vokal)
Fransk sang (Salvant) (piano/vokal) duet