Når et så grundlæggende ukommercielt band som Big Thief kan fylde KB Hallen, er der håb for musikbranchen.
Big Thief Live - ★★★★★
KB Hallen 21.04.26
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Claudia Skjold
Man kunne allerede se, hvor det bar hen, da man trådte ind i rummet. Når instrumenterne står tæt sammen på scenen, når trommerne ikke er på podie, bækkenerne sidder lavt, og guitarforstærkerne er de samme, som man selv har hjemme i øvelokalet, så ved man, at det bliver en aften, hvor der skal spilles musik og sandsynligvis hverken skal stage dives eller skydes konfettikanoner af. Det udgangspunkt kan jeg rigtig godt lide.
Jeg så Big Thief første gange i på festival i Portland i Oregon i 2017. Jeg gik derfra med en oplevelse af, at Adrianne Lenker, sanger, sangskriver og guitarist i Big Thief ikke rigtig kunne synge sit eget band op, og ikke rigtig gad være sammen med publikum.
I 2024 kom hun til København for at spille er solokoncert i det gamle Radiohus. Den koncert var så til gengæld en stor og reelt rørende oplevelse, omend det stadig var en ret indadvendt Lenker.
I aften mødte vi en helt anden, mere udadvendt og vokalt overbevisende, Lenker. Ikke mindst var hun tydeligt orkestrets musikalske omdrejningspunkt, og det var ikke bare med sin følelsesfulde stemme og sine sange, men også som lead-guitarist, der selv spillede de soloer, der skulle spilles. Buck Meek, bandets anden-guitarist, var god, men egentlig mere anonym. Trommeslager James Krivchnia skal have særlig ros for sit fine og delikate spil.
Når jeg skriver, at Big Thief er et grundlæggende ukommercielt band, så er det bl.a. på grund af den ”risikovillighed”, de udviser ved at vælge at spille rigtig mange nye numre på sådan en turné fuld af store venues. Jeg vil gætte på, at op mod halvdelen af sangene var nye eller i alle fald ikke udgivet. Det er jo sådan med nye numre, at de ikke bare er ny for publikum, men også for bandet, og dermed ikke altid er sikre vindere. Nogen falder bedre ud end andre, men det giver Big Thief plads til. Ligesom der både er luft i sangene og mellem numrene, hvor man lige kan stemme, fiske et plekter frem eller drikke lidt vand. På den måde får både musikken og publikum lov at ånde. Det er virkelig befriende, og faktisk sjældent at opleve til ”store” koncerter.
Det er også ganske ukommercielt at starte en koncert med det modsatte af et brag. Koncerten startede nemlig med Lenker solo, der spillende den fine ”Promise is a Pendulum”. En overraskende intim og skåret-ind-til-benet-start. Fint var det også, at hun ikke var sendt alene i forvejen ind på scenen. I stedet gik de tre andre med ind på scenen, hvor de så stod stille ved deres instrumenter og lyttede, mens hun sang og spillede.
Efter den start fulgte "Cradle" fra Lenkers soloplade "Abysskiss".. Først fra tredje nummer ”Real Love” tog Big Thief fat i noget et lidt mere energisk og rocket repertoire.
Koncerten igennem sad man med en fornemmelse af, at de grundlæggende bare spiller det, de har lyst til, frem for det, de tror, vi gerne vil høre. De spiller desuden, som om de stod på en klub, armbevægelserne og volumen er ikke større.
Der var mange fine sange sættet igennem; den dejligt garage-rockede ”Master Piece”,
den uudgivede, men ikke nye, ”Wait a While”, der næsten er en country-vals, og den næsten Dylansk rablende ”Vampire Empire”, der var endnu bedre live end på album. Der var ”Los Angeles” fra det seneste album, med vers der har mere spoken word flow end egentlig melodi over et regulært medrivende beat.
En lille håndfuld sange, var hentet fra Lenkers album i eget navn. Koncerten sluttede da også med ”Anything”, en af de fineste af hendes ”egne” sange. Den er en af hendes mest ordrige tekster, med hele syv pænt lange vers afviklet på tre et halvt minut! Ind imellem holdt hun selv inde, mens publikum bar teksten videre. En flot afslutning.
Jeg får lyst til at skrive, at der er håb for verden, når et så grundlæggende ukommercielt band som Big Thief kan fylde KB Hallen. Men OK, verden står måske ikke til at rede, men så musikbranchen i alle fald. På dens vegne, ku’ man godt være håbefuld efter sådan en dejlig aften.
”We Love Music”, sagde Adrianne Lenker sidst i koncerten. Og det blev da også netop en koncertgave til alle os, der holder særligt af at nyde musik uden alle udenomsværkerne.
Support: Dylan Meek forstod jeg ikke rigtig at værdsætte. Han var alt for vild med lyden af sin egen stemme, med at piske op og ned og ud og ind af sin falset, mens hans spillede jazzet el-klaver. Alt Det havde passet rigtig fint på et hotel med røde plyssofaer, men for mig at høre passede ikke rigtig i denne sammenhæng.