Dejlig intim koncert med vestafrikansk superstjerne
Bassekou Kouyate & Amy Sacko - ★★★★★
Hotel Cecil 11.03.26
Anmeldt for GAFFA.DK
Maliske Bassekou Kouyate er lidt at en vestafrikansk superstjerne. Det betyder jo ikke at man spiller Royal Arena, når man kommer forbi Danmark, men han har været her været her forbi mange gange inkl. tre gange forbi Roskilde festival, senest sammen med Damon Albarn. Han har også spillet med andre store afrikanske stjerne som stjerner som Youssou N'Dour, Ali Farka Touré og fra andre kulturkredse Béla Fleck, Taj Mahal, Paul McCartney m.fl.
Nu står der så Mali blues som genre i Cecils programtekst, men så vidt jeg er orienteret er Mali blues bare en skarpere regional vinkling på det, som mange kalder ellers kalder dessert blues, hvor det ligeledes maliske band Tinariwen ofte nævnes som prominente udøvere. Typisk for dem og mange andre dessert-blues-bands er, at de har masser af elektrisk guitar, mens Bassekou Kouyates hovedinstrument er den akustiske n’goni, et vestafrikansk strengeinstrument, som ofte kaldes banjoens forfader.
I aftes på Cecil optrådte han som duo med sin hustru sangerinden Amy Sacko.
De kom ind på scenen iført matchende metallic-blå outfits, satte sig tilrette på de to stole med en lille mixer mellem sig, Kouyate spilledet et par fills - og så var vi i gang.
Det er ikke musik, der er bygget op over vers og omkvæd, som europæisk pop-musik. Det er mere forløb, en stemning med tilhørende bundswingede groove, hvor vokal og n’goni er i løbende dialog. Kouyate holder hele tiden pulsen kørende med tommelfinderen på basstrengen, alt imens han spiller de vildeste fills som svar på Sackos vokale udsagn.
Efter et par numre viste det sig, at mixeren skulle bruges til at afvikle enkle, men super swingende back tracks, som var med til at give lidt mere variation til programmet. Det var ikke back tracks, som vi kender dem fra pop koncerter, som bandsne typisk spiller ”til”, fordi hele arrangementet ligger dér, og bandet ligesom skal følge med tracket. Afrikansk musik skifter jo sjældent toneart, og har ikke samme hierarkiske opbygning som vestlige popnumre, således er et back track bare noget, der løber ”med” neden under, noget man jammer over og ikke noget, der gør musikken stiv og usmidig. Numrene er let 8-9 minutter lange og lyden perfekt, så man fik rig lejlighed til at tabe kæben over Kouyate, der er en decideret virtuos musiker. Det var tydeligt hans show, mens Sacko i første halvdel af koncerten var god men mindre markant.
I den sidste tredjedel af koncerten, lige som man syntes, at man måske havde hørt nok, kom der nye farver til. I èt nummer spillede Kouyate over pedaler, så man forstod, hvorfor han er også er blevet kaldt Vestafrikas Jimi Hendrix. En anden sang gav genre-betegnelsen ”Mali blues” fra programteksten mening, og ikke mindst fik Amy Sacko mere plads i sidste del af koncerten. Særligt i en sang som Kouyate præsenterede som ”kvindernes sang”, fik hun for alvor plads og foldede sin flotte stemme ud med stort temperament over en skala, der fik mig til at tænke på Flamenco-musikkens store spanske ikon Camarón de la Isla. Det var faktisk aftenens højdepunkt for mig.
Hele vejen igennem koncerten swingede det som død og helvede både med og uden back track. Publikum nynnede med, når der var anledning til det, og Kouyate selv bidrog også med dejlige nydelses-brum her og der. Han havde lært at sige ”tusind tak” og var eller ikke bleg for at gentage de par engelske fraser han kunne, (de taler jo fransk i Mali) hvor af den ene var ”are you happy?”- Og det var var vi bestemt.
Bassekou Kouyate & Amy Sacko har udgivet ét album som duo, Djudjon – L’Oiseau de Garana fra 2024. Det kan man jo tjekke, hvis man er blevet nysgerrig.