Joan as a Police Woman (Live) - ★★★★★
DR Koncertsalen studie 2 16.11.26
Anmeldt for All That dk
Foto: pressebillede
Joan Wasser er kvinden bag kunstnernavnet Joan As Police Woman. På sit seneste album, Real Life Evolution, genbesøger Joan Wasser sit debutalbum Real Life, der har 20-års jubilæum i år. Det var et fremragende album, og det er Real Life Evolution så sandelig også. Mandag aften spillede hun med udgangspunkt i det nye-gamle album i DR Koncerthusets Studie 2.
Ideen om at genindspille sit debutalbum, nu med al den erfaring man har samlet op siden, forekom mig umiddelbart inspirerende, lige indtil jeg kom i tanke om, hvor lidt lyst jeg selv (jeg er nemlig sanger og sangskriver) ville have til at genindspille mit første album, fordi jeg føler, at jeg er kommet meget langt siden. Ud over at Wasser nok bare har lavet et meget bedre debutalbum, så er der også en anden forskel, der først gik rigtig op for mig i aftes. Wasser var overraskende nok 35 år gammel, da hun debuterede i eget navn, og da havde hun ydermere allerede været musiker i forskellige bands i en længere årrække. Det er jo nok en del af forklaringen på, hvorfor sangene på hendes debutalbum stadig er inspirerende for hende at arbejde med, og for os at lytte til. Ikke mindst er det vel også med gode sange som med simremad, at de "smager" bedre dagen efter, fordi smagsstofferne har fået lov til at smelte sammen og modne.
En virkelig fremragende trio.
De sidste par dage har jeg haft Real Life Evolution kørende i hot rotation i mine høretelefoner, og i forlængelse heraf set særligt frem til koncerten.
Wasser stillede op med to af musikerne fra albummet. Will Graefe spillede både akustisk og elektrisk guitar og sang godt kor. Jeremy Gustin spillede trommer og sang kor, mens Wasser selv primært spillede klaver, keys og så selvfølgelig sang. Både Graefe og Gustin var mildest talt fremragende musikere. Tilsammen en velspillende og raffineret trio.
De åbnede koncerten, som albummet, med "Anyone". Perkussivt fingerspil fra Graefe på dæmpede akustiske strenge, mens Gustin spillede beat med store brushes. Fra de to mænd flød også det fineste lette kor. I denne version fik sangen en ny lethed. Og sådan fortsatte det hele første sæt, hvor trioen spillede alle ti sange fra albummet. Sikken en fornøjelse. Gennemmusikalsk, dybt æstetisk og ekstremt dynamisk både spillet og sunget. Lige så elegant som Wassers lyse buksedragt og hendes slanke vokal.
Dette første sæt var således noget nær perfekt i både form og udførelse. Selv lyden var udsøgt. En afgørende grund til, at det hele gav så smagfuldt et indtryk, var, at Jeremy Gustin på trommer aldrig spillede for højt. Han havde dæmpet sine trommer ved at lægge stof over skindene og spillede en stor del af tiden sine grundswingende grooves med store brushes. På den måde var hans spil både energisk og fuldt af fremdrift, uden at det blev kompakt. I mine noter står der ligefrem: "hold da op en skøn trommeslager". Levende og kreativ i sit spil. Ikke en typisk poptrommeslager Ligesom Wassers sange heller ikke er typiske popnumre, i og med hun ikke lader til at interessere sig for at forfølge hooklines og deciderede ørehængermotiver.
Guitaristen Will Graefe var også det helt rigtige match for sangene, både på el- og akustisk guitar. På den akustiske guitar spillede han fingerspilsfigurer på delvist dæmpede strenge helt uden metallisk "ring". Det passede godt sammen med trommerne og tilsammen gav det et delikat og luftigt akkompagnement med god plads til Wassers stemme og dynamiske sangskrivning.
Sættet sluttede med Wasser alene ved det opretstående klaver, mens hun spillede en indtagende version af titelsangen "Real Life".
Her kunne man også bare være gået hjem.
I pausen stod jeg og tænkte, at denne udsøgte koncert nok er en af årets bedste koncertoplevelser. Tanken strejfede mig, at jeg burde gå med det samme, så den oplevelse kunne få lov at stå rent.
Nu er det ikke, fordi den overordnede konklusion bliver, at det skulle jeg sandelig have gjort.
For der var skam også gode oplevelser i det ret korte andet sæt, der bestod af syv sange hentet fra bagkataloget. Det var bare knap så overbevisende – ikke helt lige så magisk. Der var lidt mere fusion i udtrykket, og akkompagnementet var lidt mere almindeligt. At trioens arrangementer stod mindre skarpt her, er jo egentlig heller ikke så underligt. Sangene i første sæt har de arbejdet med i studiet, og det er typisk en proces, hvor alting har det med at krystallisere sig på en helt særlig måde.
Det har nok også noget at sige, at jeg kendte sangene i første sæt i forvejen. Måske er det også fair nok at sige, at Wasser ikke er verdens største melodismed, men da alle de andre "nydbare" parametre i første sæt var skruet op på max, var det ikke melodierne, jeg savnede dér. Der var, kunne man sige, nok at nyde. Det blev mere tydeligt i andet sæt, at det melodiske håndtag ikke var der til at rive mig med på de, for mig, mere ukendte sange.
Når det er sagt, var der også gode ting i andet sæt. En særlig smuk akustisk guitarintro til "Started Off Free", som Wasser også sang helt særligt smukt.
Første (af to) ekstranumre, "Flash", bød også på en lang impro-sekvens med Graefe og Gustin i fri dressur. Ikke mindst sluttede Wasser aftenen af alene ved klaveret, hvor hun gav en rørende, helt stille og intens fortolkning af "To Be Lonely", der indeholder linjerne: "This is the one I would die for / To be lonely / To be lonely with".
Studie 2 er et godt sted at opleve musik. Man kan komme helt tæt på scenen, og lyden er ofte udsøgt. Det kan man jo tænke på, hvis man skal give koncertoplevelser i julegave.
Hvis du, som læser med her, har lyst til at få et indtryk af koncerten, kan du se trioen spille "Anyone" :