Rita Payés & Lucía Fumero (Live) - ★★★★★
Store Vega 08.11.26
Anmeldt for All That.dk
Foto: Jeppe Gondolf
Den spanske basunist, sanger og sangskriver Rita Payés har optrådt flere gange i Danmark i eget navn. Senest fyldte hun DR's store koncertsal. Jeg anmeldte den koncert for GAFFA, gav den sjældne seks stjerner og kaldte den en "Perfekt tilrettelagt, virtuos og intim koncert midt i stor koncertsal". Jeg noterede mig med tilfredshed, at min anmeldelse var citeret i programteksten for Vega, så jeg tænker, at den nok også har været med til at bane vejen for, at hun allerede er tilbage, og at Vega har turdet placere hende i Store Vega. Den var dog ikke fyldt til randen, som DR-koncertsalen var, men fremmødet var stadig flot, og jeg mødte mange musikerkolleger. Så rygtet er da gået.
Denne gang kom hun uden sit store band, men med et nyt album, Rueda eterna, lavet i samarbejde med pianist, sanger og sangskriver Lucía Fumero og den meget delikate venezuelanske trommeslager og perkussionist Juan Rodríguez Berbín, som også spiller på albummet.
Med andre ord et ret lille og intimt format midt i Store Vega, hvor publikum jo skal stå. Det sidste var måske ikke egentlig ideelt, for det er ikke musik, der har noget til fødderne. Men fordi den er så fremragende udført, generelt charmerende og indimellem decideret bjergtagende i sit udtryk, glemte man næsten, at det havde givet mere mening at sidde ned.
Hvilken åbning!
Under noget, der mest af alt lignede en stor omvendt blå – den skiftede selvfølgelig farve i løbet af aftenen – paraply indfandt trioen sig på scenen. Røgmaskinen, der havde været i fuld gang allerede, da vi kom ind i rummet, indhyllede den let underbelyste scene i en stemningsfuld, farvet dis.
De lagde ud med Fumeros underskønne "Amor Azar", der åbner med blød basun over bløde, basunlignende keys, der følger melodien, som lander et sted mellem hymne og talesprog sat på toner. Herefter tager stemmerne over og synger de samme tætte klange over opretstående klaver. Det hele falder som det talte sprog, rubato (ikke i fast tempo), med åndehuller mellem fraserne og i øvrigt ikke sunget kraftigere, end hvis man skulle synge melodien lige ind i øret på en af sine kære.
Herefter fulgte "Petirrojo", en typisk argentinsk zamba skrevet af Payés. Argentinsk zamba er en rytme, der både er 6/8 og langsom 3/4 på samme tid og noget helt andet end den mere festlige og hårdtslående brasilianske model.
I løbet af aftenen fik vi både smukke ballader og sange, der havde mere travlt med at komme rundt i harmonierne, ligesom de havde mere aktive og flyvske melodier. Langt de fleste af Fumero og Payés' numre bygger på de typiske bløde, vuggende latinamerikanske rytmer. Uanset tempo og rytme har de fleste af sangene et nostalgisk og melankolsk islæt.
Et par musikalske afstikkere
Et par numre skilte sig ud ved at have færre akkorder og en lidt mørkere tone. På "Gatos y Ratones" (katte og mus) spillede Payés et hurtigt 6/8-ostinat på spansk guitar. Herover gled melodien forbi med sine mange lange toner. Dertil et klavertema, der kunne have været taget fra et soundtrack til en latinamerikansk film fra 50'erne. Det var der i øvrigt flere sange, der godt kunne have været.
"Primavera" var en anden favorit. Her spillede både Fumero og Berbín spansk guitar. Her havde melodien også lidt mindre travlt og var mere optaget af at dyrke dissonansen mellem de to tætte stemmer end af at hvirvle rundt i akkorderne.
I aftenens løb fik vi også et par korte soundscapes fra Berbín, flere basunsoli over friske tempi og ivrige akkordskift og et par steder også over korstemmer leveret af publikum. Der var en smuk klaverintro og aftenen igennem masser af de skønne tostemmige vokaler, der i øvrigt æstetisk ligger langt fra de stordramatiske flamencovokaler, I måske kender. Fumero og Payés' klang er mere afspændt, og deres temperament er et helt andet, mere "mellow" og mere latinamerikansk end iberisk-spansk. Jeg kan bestemt godt lide begge dele, men det er ret skønt at "være i stue med" et par så smagfulde stemmer i fuld harmoni.
Som var vi på et lille tilrøget spillested i Madrid
Da koncerten var nået to tredjedele igennem, kom det obligatoriske breakdown moment, der i popkoncerter som regel forløses ved, at solisten sender bandet ud og selv sætter sig ved klaveret eller guitaren. I Fumero og Payés' udgave betød det, at de satte sig over til et lille cafebord helt ude på scenekanten. Med en mikrofon imellem sig, der kun løftede vokalerne lige akkurat nok til, at vi kunne høre dem – hvis vi var musestille – sang de først "Flor y nieve" a cappella (uden akkompagnement). Herefter bød de på et par argentinske sange, som ikke ligger på deres album. Det var, som om stemmerne var klistret sammen gennem tykt og tyndt, hvilket i denne sammenhæng betyder et utal af hurtige stavelser og legende, glidende taklinger af tonerne. Der var flamenco-style håndklap til en af sangene og til den sidste også guitar. Tre sange i alt, hvor man også følte sig hensat til en café i Madrid.
Det eneste, jeg kunne have ønsket mig anderledes, var, at man kunne have sluppet for deres fjogede introduktioner, eller at de måske havde øvet sig lidt på dem.
Skønt at få lov at være til fuldt akustisk koncert i Store Vega. Det er heller ikke så ofte, man oplever musik, der – for mig at høre – er så tidløs, og som synes at eksistere på sine egne præmisser uden skelen til det tidstypiske. Ikke at det er et mål i sig selv ikke at være inspireret af musikalske trends, men det er godt nok sjældent og derfor også oplivende, at den slags musik – ovenikøbet på et af de mere sjældne sprog på disse kanter – kan finde sit publikum. Det gør mig håbefuld på musikkens vegne.
En begejstring over hele linjen
Jeg tog lige en voxpop blandt mine kolleger i publikum. Basunisten Mia Engsager, som jeg bad om at komme med et basunfagligt input, sagde, at Payés "spillede med lethed over et kæmperegister og var virkelig dygtig". Min sangerindekollega Anna Kruse havde især bidt mærke i, hvor meget man kunne med bare to stemmer.
Min kapelmesterkollega Kristoffer Rosing-Schow, der var til koncert sammen med sin kone og voksne sangskriverdatter, sagde, at de da lige var blevet enige om, at det måske var den bedste koncert, de havde været til nogensinde. Hvis de havde fået et par minutter til at tænke sig om, var der nok kommet flere gode koncerter frem på lystavlen, men det var i hvert fald den umiddelbare reaktion på tværs af generationerne. Min egen jazzsaxofonistgemal mente også, at det nok var den bedste oplevelse, han havde haft i Store Vega, indtil jeg mindede ham om den Feist-koncert, vi så for en årrække siden. Men alt andet lige: Det var en virkelig dejlig aften.
Er I blevet nysgerrige, kan jeg anbefale denne mini intim-koncert fra Youtube