Jesca Hoop (Live) - ★★★★★
RUST 21.10.26
Anmeldt for All That.dk
Foto Aske Luntang-Banke for All That.
Med god, gammel kliché vil jeg sige, at Jesca Hoop er sin helt egen. Hun er en ret original guitarist, sangskriver og sanger.
Som guitarist har hun sin egen helt særlige spillestil. Det særlige ligger både i lyden og i måden, hun akkompagnerer sig selv på. Hun dæmper strengene på sin elguitar med højrehånden. Ikke bare nogle gange for effekt, men helt konsekvent. Det betyder, at strengene klinger kort uden sustain og at der er meget få overtoner. Resultatet minder om lyden af en pizzikeret cello. Altså en guitarstil helt uden vanligt ”ring-a-ling”, kunne man måske kalde det. Mange guitarister bruger jo at dæmpe strengene på enkelte sange som en effekt, men jeg kender ingen, der har det som en grundlæggende sound.
Samtidig strummer hun aldrig (anslår en række strenge samtidig), men bygger sine finurlige og ret ekvilibristiske arrangementer op omkring fingerspil, varierende stemninger (i betydningen tunings) og venstrehånds-greb placeret over hele gribebrættet. Hendes spil fremstår som kaskader af enkelttoner, der samler sig til melodier og rigt varierede riffs. Alt sammen noget, der gør hendes guitarstil meget perkussiv og meget melodisk.
Som en sol, der skinner igennem disen
I det intime format med de dæmpede strenge er Hoops vokal meget eksponeret. Det kan den tåle. Den har nemlig også sin smukke egenart. Den er som en sol, der skinner igennem en dis. Man ved, at dens kerne er helt tæt og klar, men den er pakket ind i lidt ekstra luft og dermed ganske langt fra de typiske twangy-nasale countryvokaler, jeg også holder af.
Jeg har altid tænkt, at det der støvede flimmer omkring hendes stemme bare var sådan, hendes stemme lød, men et par gange i løbet af aftenen lod hun pludselig stemmen klinge helt frit og klart, hvilket i situationen gav mig gåsehud. Det siger mig også, at hendes lyd er et æstetisk valg – igen et ret konsekvent valg. Således er hendes stemme om ikke decideret særlig, så i hvert fald ret karakteristisk.
I hendes sangskrivning er det først og fremmest det melodiske, der bidrager til det ”særlige”. Hoop skriver ikke pop-slaskere, men folk-inspireret materiale med flotte, finurlige, ekstravagante melodier, der kaster sig rundt i stemmens registre. Hoop er amerikaner, men har, som hun også fortalte fra scenen, boet i England i de sidste 20 år. Jeg hører helt klart keltiske træk i hendes melodier, der, for mig at høre, er ret uamerikanske.
LÆS OGSÅ Anmeldelese af seneste Hoop album
Hoop går sine egne veje
Hendes skiftende tunings krævede ”stemningsfulde” pauser mellem sangene, hvor hun fortalte os lidt om sig selv og de omstændigheder i hendes liv, der havde inspireret hende til sangene. Således forstod man, at Hoop er 51 år og opvokset som mormon i Californien. Hun forlod kirken som 16-årig og har aktivt lagt det fordømmende blik på fx unge ugifte mødre fra sig.
Hun beskrev, at hun på et tidspunkt levede seks måneder i en sovepose under et æbletræ. Da jeg ydermere har læst, at hun har indspillet sit seneste album mere eller mindre på en roadtrip i sin campingvogn med skiftende gæster, og der i øvrigt ikke var nogen fortællinger om egne børn og familie i hendes introduktioner, fik man fornemmelsen af en smuk musikalsk trækfugl, der går sine egne veje.
Koncerten var egentlig kort, bare 12 sange, men den var også lige præcis så lang, som den skulle være. Der var mange sange fra det nye album, hvorfra særligt ”Big Storm” stod stærkt, bl.a. fordi hun her pludselig kastede det ellers smukke støv af sin stemme og ligesom skar igennem for en stund. Det oplevedes som en smuk kontrast.
Vi fik også sange fra ældre album. ”Pegasi” (start med den, hvis I aldrig har hørt Hoop før) var helt magisk, og med den vendte sættet sig fra en god start til en virkelig god koncert.
”Lyrebird”, en anden af mine favoritter fra et tidligere album, led lidt under, at guitaren ikke stemte perfekt, men det er svært ikke at elske en sang med den fantastiske, malende linje ”The lyrebird mimics the chainsaw and camera shutters” – tag den! Hoops tekster er generelt ret poetiserede og ikke så nemme at følge med i som lyttende dansker, for sproget er, ligesom hendes melodier, finurligt og lidt ”excentrisk”.
For dem, der har læst min 6-stjernede anmeldelse af hendes seneste album eller foromtalen af koncerten fra den serie af koncertanbefalinger, vi har lavet her på ALL THAT i efteråret, vil det ikke komme som en overraskelse, at jeg mødte op til koncerten.
Det overraskende var, at den var placeret på RUST på Nørrebro. Hoop har før spillet i Lille Vega, og jeg tænker, at placeringen måske var årsagen til, at vi var så relativt få. Man kan således godt begynde at holde øje med RUSTs program, hvor der er flere dejlige overraskelser i vente.
Koncerten sluttede med titelsangen fra hendes album fra 2026, The Long Wave Home. Den åbner med linjen ”Don't look to the night sky / To know where you are”.
Et smukt punktum for en intim koncert foran den lille, heldige skare, der havde fundet vej til Nørrebro på denne regnfulde oktoberaften.