Noura Mint Seymali (Live) - ★★★★
Alice CPH 09.10.26
Anmeldt for All That.dk
På en af de små videoer, jeg tog under koncerten med Noura Mint Seymali og hendes band lørdag aften på spillestedet Alice, ser man Seymali i storblomstret, farverig hijab, sætte gang i publikum med sin ivrigt gestikulerende med højre hånd højt i luften. Foran scenen hopper en flok unge, lyshårede kvinder op og ned, som var de på Roskilde Festival. Ikke et scenarie, man ser hver dag, vel?
Seymali dukkede op på min radar, da hendes seneste album Yenbett i december 2025 landede på førstepladsen på World Music Chart Europe. Da jeg opdagede, at hun kom forbi København (og Aarhus) med samme band som på albummet, blev jeg svært oplivet.
Seymali er mauritansk griot, musiker og sanger. At være griot er en nedarvet status, som indebærer, at man er bærer af en musikalsk fortælletradition. Hun er da også datter af to prominente mauritanske musikere og har spillet med i sine forældres bands siden de tidlige teenageår. I 2025 modtog hun en Lifetime Achievement Award ved WOMEX. Hun er med andre ord en rootskunstner, som der står stor respekt om.
Seymalis musikalske udtryk er en blanding af ørkenblues og psykedelisk rock. Måske tænker nogle læsere, at stilen er noget à la maliske Tinariwen, som har besøgt Danmark flere gange. Og ja, der er ligheder, men også åbenlyse forskelle i både lyd og udtryk. Tinariwen er et stort band, mens Seymali optræder med en lille, tæt trio. Dertil kommer, at den for ørkenrocken så typiske, snerrende elguitar i guitarist Jeiche Ould Chighalys hænder er om muligt endnu mere snerrende. Den bruges desuden mere direkte melodisk kommenterende på vokalen.
En anden markant forskel er, at Seymali synger på arabisk – et for mig at høre vældig karismatisk sangsprog med meget perkussive konsonanter. De arabiske forsiringer udfolder hun på vokalernes enkeltstavelser. Alt sammen noget, jeg synes, giver hendes udtryk et tydeligt arabisk temperament.
Efter en instrumental intro begyndte koncerten med Seymali siddende med det 9-strengede harpeinstrument ardine, som i øvrigt skulle være et instrument forbeholdt kvinder. Efter en håndfuld numre rejste hun sig og »nøjedes« resten af koncerten med at synge og styre slagets gang med naturlig autoritet.
Central for både lyd og udtryk var også den konstant smilende Chighaly på elguitar. Det handlede både om hans karakteristiske guitarlyd – masser af phaser, flanger og andet fra den kant – og om hele hans spillestil. Han spillede for eksempel aldrig hele akkorder, men derimod en myriade af linjer og hurtige riffs, der indimellem fulgte vokalen og andre gange spillede omkring den.
Han stemte sin guitar mellem hvert nummer, og uden at ville lægge hovedet på blokken fik jeg indtryk af, at han stemte efter arabiske skalaer med kvarttoner, så han og Seymali kunne mødes i unisone fraser.
Ousmane Tour på elbas og Matthew Tinari på trommer har begge medvirket på Seymalis seneste tre album. De spillede fremragende og udgjorde tilsammen med Seymali og Chighaly et tæt swingende band.
Stort set alle numre begyndte med enten et magtfuldt vokaludsagn eller et par guitarlinjer, der ved første lyt virkede lidt henkastede eller løst formulerede. De fik så hurtigt modspil af et stramt, swingende tromme-bas-beat, der ofte viste sig at være overraskende – noget, man ikke havde set (eller hørt) komme. En dejlig detalje mere, der var med til at gøre aftenen oplevelsesrig.
Alt i alt endnu en dejlig koncert på spillestedet Alice med en udadvendt kunstner, der tydeligvis ville os noget. På trods af, at hun reelt kun henvendte sig til os med en række »tak« på arabisk, fransk og engelsk, lykkedes det hende ligefrem flere gange at engagere publikum i at synge med.