Lake Street Dive - Live - ★★★★
Store Vega 26.09.26
Anmeldt for All That.dk
Foto: Jeppe Gondolf for All That.dk hvor der er mange flere flotte billeder.
Lake Street Dive mødtes på konservatoriet i Boston i 2004. Rachel Price (vokal), Bridget Kearney (el- og kontrabas) og Mike Calabrese (trommer) har været med hele vejen. Siden er bandet rykket til Brooklyn, og Akie Bermiss (keys) og James Cornelison (guitar) er blevet en del af holdet.
Karakteristisk for dem er deres håndspillede vintagestil fuld af klassiske dyder. En stor del af deres numre trækker på Stevie Wonder-inspireret 70'er-soul, men også fusion-jazz fra samme periode og Motown er en del af pakken. Paul McCartney dukker op i en melodisk frase her og der, et par skefulde Bonnie Raitt i Prices fraseringer og en knivspids retro-disco og masser af wah-wah-pedal er smagsforstærkere i rytmegruppens stil.
Musikken er både velspillet og helt igennem håndspillet. Det swinger, de har en lyd sammen, og så er det tydeligt et band, hvor alle løfter. Dertil kommer, at Rachel Prices leadvokal sidder lige i skabet. Hun har det vildeste rytmiske overskud og en imponerende præcision – og dertil en forbilledlig diktion. Der bliver desuden sunget flotte korstemmer fra alle pladser. Det er SÅ let at holde af Lake Street Dive.
Lake Street åbnede med ”Bad Self Portraits” fra deres 2014-album af samme navn. En sang publikum tydeligvis kendte. Selv kender jeg bedst deres to seneste album.
Virkelig gode, nye sange, lover godt for album.
I løbet af det veltilrettelagte 19 numre lange sæt (inkl. ekstranumre) fik vi også flere nye sange fra det album, der øjensynligt er på vej (releasedatoen er endnu ikke meldt ud). De to singler, der allerede er ude er virkelig dejlige. Den friske og festlige ”You’re Never Around” sender mine tanker i retning af tidlig Beatles, mens ”Laundry Day Overalls” er en feel good hyldest til hverdagen med en tydelig bas-signaturlinje.
En helt ny sang, ”Fences”, som de angiveligt spillede live for første gang, blev introduceret som en sang, bassisten Bridget Kearney havde skrevet på en ”prompt” fra guitaristen, der havde lydt noget i retning af Janet Jackson møder en navngiven digter.
Ligesom anekdoten om ”Vegas Mattress”, som trommeslageren Mike Calabrese havde skrevet til orkestret, gav det publikum et meningsfuldt og sjovt håndtag til at lytte til en ny sang. Igen noget, der vidner om et inspirerende bandliv og samarbejde.
Midt i sættet lå den for amerikanske bands obligatoriske akustiske vi-mødes-alle-om-én-mikrofon-midt-på-scenen-afdeling. De tre numre i den afdeling fungerede også rigtig godt med kontrabas, akustisk guitar, tamburin, melodika og masser af kor. De spillede bl.a. nogle af de covers, de også er kendt for at sende ud en gang imellem, bl.a. ”I Want You Back” (Jackson 5-cover) og en særlig fin version af The Cranberries’ ”Linger”.
For mig var aftenens gåsehudsfremkaldende højdepunkt klaver-vokal-duetten ”Twenty-five” fra deres 2024-album Good Together. Den indeholder linjerne:
'Cause I'll be an old woman with somebody else by my side /But I will always be in love with how you loved me / When we were twenty-five.
Den var svær at komme tilbage fra, og det blev sgu lidt akavet at genstarte festen lige dér, men det lykkedes selvfølgelig, fordi Lake Street Dive er professionelle helt ud til fingerspidserne.
Ingen nykker, men heller ingen kant
De er også, på godt og ondt, et band uden attitude (i den engelske betydning af ordet). Altså: De stiller sig ikke an. Man fornemmer ingen scenepersonaer eller underlige nykker, bare venlige og imødekommende, meget dygtige musikalske håndværkere. Det er dejligt befriende, men man kunne måske også godt sige, at de ikke har så meget kant. Man er i enormt trygge og rene hænder hele tiden. Jeg kan blive lidt rørt, men ikke rystet af deres musik. Det betyder ikke, at den er facil eller glat, bare virkelig dejlig – uden egentlig karisma.
Det er ikke noget, jeg selv har et problem med. Jeg nød koncerten i fulde drag, men det var noget, jeg bemærkede.
Det vil heller ikke afholde mig fra at glæde mig til at se bandet igen, og jeg vil da også varmt anbefale at gå til deres koncert på mandag i Aarhus, hvis der ikke er udsolgt.
Tak til VEGA (eller var det bandets egne lyd- og lysfolk?) – sjældent har jeg fået så meget dejlig, høj og klar vokal og lige præcis den passende mængde stortromme m.m. i mixet. Jeg bemærkede også, at lyset var særligt flot afstemt med både tøj og de enkelte sanges stemning.