Mine tre favoritalbum fra Juli 2026
Så er det juli ved at gå på held, og dermed er det tid til mit månedlige Lytteri, som jeg leverer til website/magasin All That … Her peger jer i retning af nogle af de bedste album, der er udkommet i den forløbne måned. Dog med det forbehold, at vi jo alle ved, at der udkommer meget dejlig dansk musik hver måned. Det skriver jeg sjældent om her på bloggen, da tanken om at fremhæve nogle kolleger frem for andre er mig inderligt imod. Den vigtige opgave stoler jeg på, at andre skribentkolleger løfter.
Juli er som regel ikke en måned, hvor det vælter ud med nye album, men de fleste amerikanere går først på ferie i august, så måske er det derfor, at mine anbefalinger i denne omgang er mere geografisk ensidige, end jeg normalt tilstræber.
Det var i øvrigt også i denne måned, at både Madonna og Rolling Stones langede nye album over disken. Det har andre store medier jo taget sig af, så ikke mere om det herfra.
***
Gotisk Folk lander smukt mellem de appalachiske bjerge og grønne, bølgende irske landskaber.
Kunstner: Cinder Well
Album: A Blooming Body (17.07.26)
Genre: Neo/gotisk folk, Singer-songwriter, Americana.
Territorie: USA
Hvis nogen spillede Cinder Well (alias for Amelia Baker) for mig for første gang og bad mig give et bud på, hvor hun kom fra, ville jeg ikke vide, om jeg skulle foreslå Irland eller USA. Hendes stil og stemme lander lige midt imellem de appalachiske bjerge og de grønne, bølgende irske landskaber.
Man hører straks, at Baker ikke lider af angsten for det tomme rum i musikken. Der er plads til, at man som lytter kan trække vejret, og ligesom eksistere sammen med musikken. Det er en kvalitet, jeg holder meget af, og som i sidste ende gør, at jeg rent faktisk vender tilbage til et album, fremfor blot at tjekke det ud for derefter at glemme det igen.
Jeg har set hendes stil kaldet både gotisk- eller doom folk, og begge giver faktisk god mening. Med de langsomme tempi, nøgterne alvor, akustiske instrumenter og fine orkestrering (på dette album også stemningsmættede blæsere) kan måske ikke rigtigt sige, det er minimalistisk musik. Men så igen: jo, den efterlader et minimalistisk indtryk.
Teksterne fanger mig ikke ind, men det gør hele stemningen omkring musikken og det dragende, let vemodige tonefald i hendes foredrag, der - som en anmelder fra sitet ”No Depression” så malende beskrev det - minder om ”den rolige alvor hos en, der bringer skæbnesvangre nyheder".
Jeg hørte Cinder Well live i november 24, hvor hun spillede en solokoncert på Beta/Amager Bio med repertoiret fra hendes lige så fremragende 2023 album Cadence. Well ville være et indlysende navn at invitere til Tønder Festival. Hermed er idéen givet videre.
***
Sprudlende garage-rock fra øverste guitarhylde.
Kunstner: Jack White
Album: Frozen Charlotte (10.07.26)
Genre: Blues - garage rock
Territorie: USA
Jack White støjer en hel del mere end Cinder Well, men det er på den fede måde - det kan I være helt sikre på. Dette er Whites syvende studiealbum, og han har selv produceret. Det er det andet album, han har indspillet med sit faste liveband: Dominic Davis (bas), Patrick Keeler (trommer) og Bobby Emmett (keys). Æstetisk befinder vi os i et blueset garage-rock-univers. Det kan måske godt lyde som lidt hård kost, men de her musikere kan virkelig spille, så det er en fornøjelse at lytte med, når de tager fat for alvor, hvilket de stort set gør hele tiden. Sprudlende er et ord, der falder mig ind.
White har været i Danmark i flere omgange: I 00’erne med White Stripes og siden flere gange som solist. Her i sommer spillede han på NorthSide. Det ville jeg gerne have oplevet.
Hvis man i øvrigt vil dykke ned i Whites guitarspil, kan jeg varmt anbefale dokumentaren It Might Get Loud (2009), hvor Jimmy Page (Led Zeppelins legendariske guitarist) er den generøse vært, der har inviteret sine to kolleger White og U2s the Edge til at spille sammen og fortælle deres historier. En skøn, nørdet og smuk film om kærligheden til musik - og i særdeleshed den elektriske guitar.
***
Et virkelig vellykket og friskt skud fra indierock-hoften.
Kunstner: Thomas Dollbaum
Album: Birds of paradise (22.05.26)
Genre: Indie Rock
Territorie: USA
Jeg snyder lige lidt her, for dette dejlige album udkom i maj, men det er først dukket op på min radar her i juli. Til gengæld er det endt med at blive det album, jeg har lyttet mest til de seneste uger. Jeg husker ikke, hvordan det kom op på min radar. Først tænkte jeg da også, at jeg bare ville lægge en enkelt sang på min playliste, men så viste det sig, at hele albummet er en ren fornøjelse.
Jeg har kunnet læse mig til, at Dollbaum satte tre nøje udvalgte musikalske venner stævne i studiet, hvor de over fire dage lærte og siden indspillede de sange, han havde med. Det er ikke et album fuldt af nørdede detaljer, men derimod et rigtig godt og medrivende skud fra indierock-hoften med en håndfuld virkelig gode sange indspillet med det klassiske rocktrioformat bas, trommer og masser af el-guitar.
Og nu vi er ved el-guitarerne; en af Dollbaums musikalske venner viser sig at være Jake Lenderman, som nogen vil kende som MJ Lenderman. P6 har nemlig fra hans eget album spillet singlen ”Wristwatch” en hel del. Jeg kender ham fra Waxahatchees album, som jeg er meget glad for, og jeg har da også set ham live sammen med hende i USA. Hans stil er ret genkendelig, og det er en gave til disse sange, fordi det virkelig klæder dem at blive pakket ind i indierock, fremfor fx folk. Dollbaum synger ganske ukunstlet og naturligt og det fungerer godt og er indimellem nærmest rørende. Et andet karakteristisk træk er, at han og Lenderman synger en del tostemmige passager. Lenderman holder sig ikke til kor i baggrunden - nej, de skråler nærmest om kap. En ret skøn detalje, der for mig er med til at gøre dette album nemt at elske.
Dollbaum har en Master of Fine Arts i ”Poetry”, og det skinner igennem i teksternes let poetiserede landskaber.
Kort sagt et fremragende indierockalbum fra en kunstner, der formentlig vil være et nyt bekendtskab for de fleste danskere.
***
EKSTRANUMMERET
I denne kategori, som i øvrigt har skiftet navn fra ”En særlig sang”, anbefaler jeg en sang og/eller video, som kan eller må stå alene, enten fordi nummeret er udgivet som single, eller fordi albummet som helhed ikke kvalificerede sig til min top 3, mens netop denne sang eller video gjorde et særligt indtryk.
Smittende, håndspillet soul-pop
Sang: You’re Never Around (31.07.26)
Kunstner: Lake Street Dive
Genre: pop/Soul/jazz
Territorie: USA
Lake Street Dive spiller i Vega 26. september. Desværre er der udsolgt, men I kan nyde dem her i denne uprætentiøse video, der på billedsiden ser ud til at være optaget i øvelokalet. Det lyder så bare tilfældigvis, VÆLDIG godt.
***
Følg min playliste med alt det, jeg selv går og lytter til og få dermed de nyt at lytte til serveret hver uge.
I kan altid regne med, at det, jeg skriver om her og meget andet i øvrigt, ligger på min åbne Spotify-playliste “Trinelise Vaering: What I listen To”. Jeg lægger nye sange op stort set hver uge. Min playliste indeholder til enhver tid minimum 500 sange fra de seneste par år. Min playliste fungerer perfekt på shuffle til en lang biltur.
Jeg lytter til mange genrer. Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post punk til country og alt derimellem. Jeg er desuden nysgerrig på rootsmusik fra mange steder i verden, så I kan aldrig helt føle jer sikre på, hvad jeg sender jeres vej, men det altid god musik
Link til: Playliste