Ben Howard - Live

Musikken lukkede sig om sig selv.

Ben Howard  - ★★★
DR-koncertsalen d.27.06.24  
Anmeldt for GAFFA.dk 
Support Claire My Flair

Ben Howard skriver ikke store omkvæd, men er dybt optaget af lyden omkring sine sange.

Britiske Ben Howard vandt mig for sin sag med sit 2014 album I Forgot Where We Were. Det pegede på mange måder tilbage på 70ernes britiske og amerikanske sangskrivere, og folk som genre var en tydelig reference bl.a. fordi Howard på det album leverer noget af det mest delikate akustiske guitarspil i band regi, jeg længe har hørt. Et superelegant, virkelig vel- spillet og sunget album. Det vandt da også en række Brit Awards og lå i toppen af diverse albumhitlister. Der er kommet flere album siden. På det seneste album Is It? er fortøjningerne til folk-genren kappet.  Det album lever mere af sine sfæriske elektroniske sound scapes, der bærer Howards stadig smukke og afspændte vokal.  Jeg må dog også blankt indrømme, at jeg slet ikke er lige så begejstret for det album, som for det ”gamle”. Alligevel besluttede jeg at troppe op til koncerten med et åbent sind, for hvor galt kan det gå med en så musikalsk begavet sangskriver.

Mere mørke og flere eksperimenter.

Største delen af koncerten dækkede tracks fra det seneste album, og de forekom mig i live versionerne mere mørke og også eksperimenterende, og det kan jeg jo sådan set godt lide, altså at man ikke bare afspiller album, men tør prøve nyt.
Howard er ikke en crowd pleaser. Han skriver ikke store omkvæd, men er tydeligvis dybt optaget af lyden omkring sine sange. Om teksterne er vigtige for ham, har jeg ingen anelse om, for man kunne stort set ikke høre, hvad han sang. Ikke fordi vokalen var for lav, men den blev ligesom opslugt af den musikalske ramme omkring sangene, og da han heller ikke følte trang til at fortælle os noget om sine sange imellem numrene, ja så er det jo svært at blive klogere på indholdet.

Tilsammen spillede de 5 mand lap steel, elektrisk guitar og akustisk guitar over et hav af pedaler, keys, bas og trommer. Beats’ne var forskelligartede og numrene fremstod ret varierede. De fleste var korte og oplevedes mere som en stemning, eller en ide om en lyd, end som en traditionel sang.
Uden helt at kende det ny album godt nok, mener jeg at have iagttaget, at arrangementerne ikke nødvendigvis lignede albumversionerne, hvilket jo altid er interessant. Live stod stod ”Couldn’t Make It Up” stærkt.

Når jeg alligevel ikke blev revet med, var en af grundene, at jeg decideret ikke kan lide, når back tracket er højere end trommerne. Jeg synes, det fysiske element i musikken, som den spilles på scenen, kommer til at stå svagt og det gør den, for mig, mindre medrivende.


Efter at have spillet det meste af det ny album og lidt fra det seneste bagkatalog, valgte Howard hen modslutningen af koncerten, at tale lidt til publikum og takkede for, at vi havde brugt en aften sammen med ham i stedet for at sidde ude i solen og drikken øl. Og ikke mindst blev der endelig slukket for back tracket. Trommeslageren sad helt ud i et par sange og den akustiske guitar fik mere plads, inden de sluttede koncerten med fuldt band igen. 

Formummet under kasketten

Min oplevelse var, at publikum generelt kun var mildt begejstrede. At Howard, selv formummet under kasket, og hans fire musikere, tilbragte aftenen belyst bagfra, så man aldrig fik mulighed for at se dem i ansigtet, var endnu en grund til at mit eget engagement styrtdykkede i løbet af koncerten. Hver gang et nummer sluttede blev lyset desuden helt slukket, mens der blev skiftet guitarer og flyttet om, og det er jo netop ofte i det rum, at minimum forsangeren er sammen med publikum på en mere uformel måde, dér hvor man kan mærke, hvem musikerne er, når de ikke lige performer sig selv. Man oplevede i øvrigt heller ingen kommunikation musikerne imellem.

Jeg må bare indrømme, at jeg har svært at lade mig rive med, når jeg ikke kan se og mærke, hvem det er, der spiller for mig. 

Der var visuals hele koncerten igennem, som man kunne kikke på i stedet, og det kan jeg da godt se pointen i, når nu der ikke er noget at se på scenen, men de visuals var bare ikke særligt spændende. 

Musikken lukkede sig om sig selv

På den måde lukkede musikken sig fuldstændig om sig selv. Vi behøvede slet ikke være der og det tog parret ved siden af mig da også konsekvensen af, i det de simpelthen gik hjem i den absurd lange tid bandet blev ude, mens det velopdragne publikum klappede på ekstra nummer. De lange minutter var helt ude af trit med almindelig god smag for hvor lang tid, man kan forlange et publikum skal stå og klappe efter en koncert, hvor man stort set ikke har interesseret sig for deres tilstedeværelse.
Havde jeg ikke være på arbejde, var jeg også gået inden ekstranumrene.

Support: Claire My Flair
Claire My Flair var anderledes imødekommende. Hun spillede sine enkle sange til eget akustisk guitarakkompagnement. Ind til videre, fortalte hun, har hun kun udgivet én single. Musikalsk var hun ikke et meningsfuldt match til hovednavnet, men i sig selv sympatisk og især sangen ”Fight Back” var virkelig god. Den sendte mine tanker i retning af svenske Stina Nordenstam, så den glæder jeg mig til at genhøre, når den udkommer en dag.  

Leave a comment