Ana Lua Caiano - Live

Ana Lua Caiano med supervelforberedt one-woman-show

Ana Lua Caiano  - ★★★★
Roskildefestival d.04.07.24  
Anmeldt for GAFFA.dk / Foto: Kasper Pasinski 

Portugisiske Ana Lua Caiano har skabt sit debutalbum under covid med de musikalske byggesten, hun selv har kunnet fremstille

De to koncerter, jeg har anmeldt i dag, har flere fællesnævnere. Marina Herlop og Ana Lua Caiano er begge kvindelige solister fra Sydeuropa og ingen af dem synger på engelsk. De bruger også begge den elektroniske maskinpark og vokaler i flere lag rundt om deres sange.

Portugisiske Ana Lua Caiano har skrevet sit debutalbum under covid. Det er skabt efter de forhåndenværende søms princip dvs. bygget op af de musikalske byggesten, hun selv har kunnet fremstille. Alt, hvad hun selv har kunnet spille, primært vokaler, simpel perkussion, håndklap, åndedrag har hun looped og dertil spillet enkelte synth lyde.

Det er den samme fremgangsmåde og de samme ”søm” hun har brugt til at bygge sit liveshow op.

Virkelig underholdende
Hun står med andre ord alene på scenen som en musikalsk one-woman army. På bordet forans ig Caiano sin loopstation og sin mikrofon, sin micro-Korg (minisynthesizer) og en enkel tromme på stativ. Det er hendes arbejdsplads og herfra lægger hun lag på lag. Indimellem slukker hun for noget, eller lægger nyt til. På det fundament synger hun sine følelsesfuldesange. 

Ana Lua er supervelforberedt. Det tager hende et splitsekund at sætte sine loops op, og der er aldrig noget, hun lige skal spille om eller justere på. Der er ingen back track, alt bliver spillet on site, kunne man sige. Det er virkelig underholdende at være vidne til, og det fungerer rigtig godt for hende.

I et par sange undervejs stiller Ana Lua Caiano sig frem på scenen og synger til eget tamburinakkompagnement, mens vi (publikum) bliver sat i sving med at klappe/stampe og synge et motiv i hendes loop konstruktion.

Den portugisiske fado-tradition kan spores i hendes foredrag
Caiano synger på portugisisk og hendes vokal er følelsesfuld, og - sandsynligvis fordi hun er Portugiser - falder tanken jo på den patos fyldte traditionelle fado-tradition, som jeg synes at spore i hendes foredrag. Hun danser glad bag sit bord, mens hendes venstre arm, som ikke lige er beskæftiget med at spille eller slå på noget, laver de smukkeste fagter.

Når alt det er sagt, så havde musikken også sine begrænsninger. 
Efter en halvtimes tid kom der i mine øre ikke nye boller på suppen. For mig at høre handlede det bl.a. om at hun ligesom ”bare” optog lyden og så loopede den, mens der ikke fandt nogen egentlig æstetisk elektronisk bearbejdning sted af lydene. Derfor kom numrene efterhånden til at lyde ret ens. Hun brugte også stort set samme opskrift til at konstruere dem efter, men det, kan man jo så sige, er hun ikke ene om i popmusikkens verden. 

Ydermere er det svært at arbejde dynamisk med musik, der er bygget op af loops, fordi man kun kan skabe udvikling ved at lægge lag på eller slukke for noget, og det, sammenholdt med at man af samme grund ikke så let kan flytte sig harmonisk, giver et ret statisk udtryk på godt og ondt.

Hold øje med Ana Lua Gaiano

Ane Lua Caianos show vandt imidlertid ved hendes egen mellemkomst. Simpelthen fordi hun var så mega velforberedt, sød, charmerende, skøn at se i sin musik og i det hele taget at være sammen med. Og selv om der ikke var så mange, der havde fundet vej til Gaia teltet denne sene eftermiddag, så havde de, der var kommet, en god oplevelse. Min datter og hendes veninde begyndte for eksempel ikke at kede sig lidt midtvejs, som jeg gjorde. Jeg har da helt sikkert også tænkt mig at holde øje med hvad Gaiano finder på, hvor hun skal hen herfra. Måske er hun der, hvor hun skal involvere andre i sit projekt for at få det til at vokse.

Nye tider: en hel dag i en stribe seje yngre kvinders musikalske selskab

Efter Caiano vågede jeg mig videre i den regnvåde Roskilde aften for at høre den unge kvindelige rapper No Name og siden de fire britiske kvinder i Last Dinne Party. Således har jeg haft en lang dag på Roskilde i en stribe seje yngre kvinders musikalske selskab. Da min datter og jeg var på Roskilde sammen for første gang for måske 6 år siden, kan jeg huske, at vi kom lidt slukørede hjem uden at have set en eneste kvinde på scenerne den dag, vi var der. Det signal var jeg ked af at have sendt videre til den næste generation. Godt at se, at der er sket noget alvorligt på det punkt siden. Den tid, hvor man som festival kunne tillade sig ikke at give plads til kvinder på scenerne, er øjensynlig heldigvis ved at være forbi.

Leave a comment