The Paper Kites - Live

The paper Kites’ sange kom i den flottest tænkelige indpakning.

The Paper Kites  - ★★★★
Store Vega d.12.05.24  
Anmeldt for GAFFA.dk / Foto: Erling Brodersen

Lyden er indbydende i en grad, så man gerne sænker skuldrene, og – havde man – ligsom bandet fået lov at sidde ned, ville man gerne have lænet sig tilbage i stolen og nydt.

Jeg har haft Australien i høretelefonerne hele weekenden. Mens jeg, bevæbnet med lugejern, har jeg forsøgt at stoppe skvalderkålen, inden den får alt for godt fat i min kolonihave, har jeg både lyttet på The Paper Kites- som forberedelse til koncerten i aften- og på det spritnye album fra ligeledes australske Angus & Julia Stone. 

Musik der ikke har travlt 

Selv om de to bands er meget forskellige, bilder jeg mig ind, at man kan høre, at de bor et sted, hvor der er behagelig temperatur hele året. Ikke noget med at gå og små fryse og skutte sig. Man går rundt i t-shirt hele året og har det rart. Der er sikkert vrede punkbands i Australien også, hvad ved jeg, men The Paper Kites spiller i alle fald ikke vred musik. Musikken har ikke travlt, den er blød uden at være konturløs.

Bandets tidligere album pendler mellem indie folk og indie rock, mens de på det seneste album At the Roadhouse (sept. 23) har udvidet besætningen bl.a. med Mat Dixon på pedal steel, og det giver masser af country vibes til netop det album. Det giver også numrene en langsommere, næste slow motion understrøm af vemod.

Sangene fik den flottest tænkelige indpakning.

Forsanger og sangskriver for bandet Sam Bentley, der generelt igennem hele koncerten var venligt kommunikerende, fortalte, os hvordan de fem oprindelige bandmedlemmer i forbindelse arbejdet med materialet til det seneste album, var taget ud til an lille flække uden for deres hjemby Melbourne og havde indrettet sig i et gammelt roadhouse (en blanding af butik og bar). Her spillede de hver aften i en måned uannoncerede live-koncerter. Først for det få gæster der alligevel hang ud i bare, men som ugerne gik rygtedes det, og til sidst var der proppet til randen hver aften. De udlevede på den måde deres drøm om det perfekte spillested. Intimt og nært. Mens ugerne gik, inviterede bandet gæstemusikkere med og projektet udviklede sig. “Vi har” som Bentley sagde “valgt at tage hele Roadhouse bandet med på tur”. 

Således stillede bandet med fuldt hold og var otte på scenen.

Det var dejligt at opleve, at det ikke, som så ofte, er en skrabet version, der kommer med på turné, og på den måde fik alle sangene den flottest tænkelige indpakning.

The paper Kites’ sange lever af vellyd

Koncerten faldt i to dele. Under de syv første sange var der intim klubstemning. Der var draperede gardiner som bagtæppe i Vega, og bandet sad ned og spillede. I den del af sættet havde de samlet de sange, der er mest indie-folk/country. Musik der lever af vellyd, og “rart” var faktisk også det ord, jeg havde skrevet flest gange på siderne i min lille notesbog.

Udover den fremragende pedal-steel-spiller, og Bentleys egen akustiske guitar, var der 2 fine el-guitarister, der også alternerede på banjo og mandolin, en bassist, der spillede Rickenbacker bas og 2 kvinder på orgel og keys, som begge sang godt kor.  

På den måde kom numrene til at lyde lige så godt som på albummet. Så igen det var ikke skrabede versioner, der blev budt på. 
Personligt ville jeg have elsket at få lov at sidde ned. Det havde passet bedre til musikkens energi. Bentley følte åbenbart også, at det var lidt skævt, at de sad ned og spillede tilbagelænet, mens vi stod og dinglede, for han “beroligede” os undervejs med at sige, at senere skulle de nok rejse sig op, og så skulle vi bare se løjer…

Fra denne del af koncerten stod “Till the Flame Turns Blue” stærkest med svømmende pedal steel, dejligt kor og et afspændt beat. “Green Valley” var også rigtig god.

Tilbagelænet og velgørende

Imellem sangene var der venlig snak til publikum. Fx, spurgte Bentley om vi havde det godt, og det er man jo vandt til, men som han sagde, var han nødt til at spørge, for “let’s face it, we have a lot of sad people coming to our concerts”. 

Jeg synes nu ikke, at musikken er sørgmodig. Den er snarere laid back og velgørende, og det kan man selvfølgelig godt have brug for, hvis man er trist.

Den “stille” afdeling af koncerten sluttede de af med et ældre nummer, hvor bandet mødtes midt på scenen og spillede akustisk ind i den - for indie bands, der godt vil vise, at de kommer ud af noget roots - mere eller mindre obligatoriske Ear Trumpet mikrofon. Det skaber altid en rigtig fin stemning, fordi musikken lyder fuld-akustisk og kommer helt tæt på publikum, der på den måde også må stimle mentalt sammen tæt på scenen for at høre den. Ydermere satte Bentley publikum til at synge trestemmigt. Et ganske fint moment.

Så kom stolene væk.

Herefter tog koncerten så en drejning. Der blev skifter lidt instrumenter, stolene kom væk, og en lille håndfuld af de mere indie rockede sange blev leveret. Her af stod “With Out Your Love”, som kommer fra duet-albummet Roses stærktDet er en herlig stenet, let kuldslået duet sunget med før nævnte Julia Stone, hvis rolle her live blev flot skuldret af Christina Lacy, der ellers havde holdt sig til orgel og kor stemmer. 

Den super swingende Black & Thunder kom til at lyde helt Dire Strait’sk, og fik en skøn rustik el-guitarsolo fra David Powys, der i det hele taget er en skøn guitarist og vigtig holdspiller, fordi han ofte står for at tilføre noget kant til al den bløde vellyd.

Lige lovlig afslappet diktion

Mod slutningen spillede de Adrianne Lenkers “Anything”. Bentleys introduktion af sangen handlede om, at Lenker er en særlig god tekstforfatter, og det er jeg med på, men det jeg synes ikke rigtig Bentley og Paper KItes fik lagt noget til den sang. Dertil kommer at Bentley i modsætning til Lenker, har en meget “afslappet” diktion. Så afslappet at det er stort set umuligt at forstå hans tekster, og så er det jo lige fedt med lyrikken.

Til sidste samledes bandet igen sammen midt på scenen foran kugle-mikrofonen og sang til Bentleys akustiske guitar “Paint” et ældre folk nummer. Her synes jeg, at koncerten skulle være sluttet, for her landede de ligesom hele sættet i Vega/the Roadhouse tæt på publikum.

Men publikum ville jo have mere. Første ekstra nummer var endnu en akustisk ballade, en duet med Christina Lacy, hvorefter bandet kom retur og sluttede koncerten i et højere indie-rock-gear. Det blev lige en tur for meget op og ned i dynamik-gyngen for min smag. Da var jeg mør. 

Alt i alt var det en fin oplevelse at være sammen med the Paper Kites og deres 3 nye venner, denne søndag aften i VEGA. Men Nøj hvor jeg savnede åbningsnummeret på det ny album deres nok mest country inficerede sang “Midnight Moon”.

Rosie Carney

Rosie Carney og hendes to medspillere leverede et virkelig godt og ikke for langt opvarmningssæt. Hun var også på scenen igen med Paper Kites og sang en fin duet. Hende vil jeg bestemt lige skrive mig bag øret.



 

Leave a comment