Min Mor Siger - Teater

Sofie Torp leverer i den grad varen i melodramatisk, patetisk og ikke mindst utrolig sjov dramatisering af elsket roman.

Min Mor Siger - ★★★★
Aveny-T, København. d.28.01.24  
Anmeldt for GAFFA.dk 

En ny og skæg måde at genhøre - og nu også se - Stine Pilgaards tekst.

Midt i en blød scenografi med metervis af draperet stof, der sender min tanker retning af flower power-generationens mange tie-die-batikprojekter i alle regnbuens farver, ligger et væltet klaver. Henslængt over klaveret med hjertet fuld af ligeledes kuldsejlet kærlighed, starter Sofie Torp forestillingen med en så laaang og melodramatisk break-up-sang, at jeg oprigtigt stadig er i tvivl om, det var for real eller ironisk ment? Jeg vælger at tro det sidste.

Det var i alle fald en overraskende start. Man kunne så også sige, at den er passende, fordi forestillingens “jeg”, der har rejst sig direkte fra siderne i Stine Pilgaards roman “Min mor siger”, netop også er både utroligt melodramatisk og patetisk. Hvad, der er lige så vigtigt, er imidlertid, at hun også er både genkendelig, elskelig og utroligt sjov. 

Sofie Torp bærer hele forestillingen på sine skuldre

Sofie Torp, det meste af tiden iført multifarvet pyjamaslignende outfit, bærer hele forestillingen på sine skuldre, og gør det rigtig, rigtig godt! Hun kommer helt ud over scenekanten og er både sjov og naturlig, i , hvad der mere eller mindre er, én halvanden times lang monolog med musikalske indstik. Undervejs får hun lidt mod- og medspil fra Nina Rask og Lauritz Emanuel, sidstnævnte er også komponist og musiker i forestillingen. 

Måske fordi Torp også var Stine Pilgaards jeg i filmen Meter i sekundet, er hun i alle fald for mig, blevet Stine Pilgaards fysiske de facto manifestation i verden. 

Jeg forstår godt, at Pilgaards romaner er oplagte at omsætte til både film og teater, fordi sproget er klart og kontant, skævt og fuldt af stærke citat værdige one-liners. “Min mor siger at det også er synd for de hjemløse, virkelig synd, men at man må tænke på at så har de heller ingen faste udgifter.

Så er der de absurde træk, som gør det særligt sjovt. En sætning udsiges og svaret bliver aldrig helt, som man havde forestillet sig. Det er som om, at den, der svarer, aldrig hører hele sætningen, men fæstner sin opmærksomhed på et enkelt ord og går med det. Som eksempelvis: “Har du nu skabt dig igen, siger min mor da døren åbner sig. Du har skabt mig, siger jeg, det er din skyld.” (taget fra romanen. Jeg er ikke sikker på denne eksakte sætning direkte optræder i forestillingen, men mange andre gør)

Én lang monolog

Så vidt jeg kunne høre, er al tale i manuskriptet hentet direkte fra især den første trediedel af romanens sider, hvor en ung kvinde ikke bare er blevet forladt, men også bedt om at flytte ud af den lejlighed, hvor hun og hendes 10 år ældre kæreste har boet sammen. Først flytter hun hjem til sin præstefar og dennes kone og siden i egen lejlighed. Undervejs forsøger hun at overtale kæresten til at tage hende tilbage. Det er kort sagt plottet. Altså basically ikke meget af et plot, kunne man jo sige. Både bog og forestilling er, som jeg skrev ovenfor, én lang monolog, men undervejs refereres der til samtaler med den pænt karikerede og dominerende mor, veninden (som jeget kalder “min spindoktor”), faderen og gentagende besøg hos familielægen. 

Referaterne af de samtaler gengives ordret i forestillingen på den måde, at primært Torps karakter siger: Min far, min mor eller lægen siger:….. hvorefter svaret ofte lægges i munden på en af de andre medvirkende sidekarakterer. Det er ikke sådan, at de har én karakter hver, men mere sådan at dialogen flytter sig rundt imellem karrakterne, ligesom det nogld gange er Sofie Torp selv, der, nu med lidt mere jysk intonation, så at sige svarer sig selv - som sin mor. Det greb fungerede rigtig godt.

Med queer-erotiske under- og overtoner

Til gengæld undrede jeg mig over alders-homogeniteten blandt skuespillerne. I romanen er det helt åbenlyst at alle sidekarakterer (ud over spindoktor-veninden) er meget ældre end jeget. Den elskelige præstefar og hans kone, den dominerende mor, no-nonsense-lægen og selv kæresten, som dér er beskrevet som 10 år ældre, har et større eller mindre aldersmæssigt forspring. På den måde fremstår jeget som det her forvoksede barn i deres midte. På den måde ville det have givet god mening, hvis minimum en af de andre roller netop havde været en velvoksen mod- og medspiller. 

Nina Rask var sjov især med sine varierede fysiske gestaltninger med queer-erotiske under- og overtoner. 

Nu er Gaffa jo et musikblad, og jeg er ikke teateranmelder, så ikke mere om den sag.

Der er mange, der knuselsker 80er-pop

På grund af lyd, produktion og harmonistrukturer var det mit klare indtryk, at Lauritz Emanuel har brugt dansk 80er pop som inspiration til de sange, han har skrevet til forestillingen. Hvorfor 80er pop? Ja, ligesom med scenografiens Woodsstock-batik forstod jeg det ikke i forhold til manuskriptet. Måske var det fordi Anne Linnet både direkte nævnes ved navn, og hendes tekster indgår som en intertekstualitet for de indviede i dialogen flere steder. 

Der er mange, der knuselsker 80er-pop. Det gør jeg, vil jeg med det samme indrømme, ikke. Men skal jeg sige noget godt om dansk popmusik fra den tid, så var det, at de i alle fald var virkelig dygtige til at skrive mindeværdige melodier og omkvæd. Det synes jeg, desværre ikke forestillingens sange havde mange af, og det hører ligesom med, hvis man vil parafrasere den tid og den genre. 

Teksterne til sangene kommer fra romanens såkaldte “søhestemonologer”, som er poetiserede erindringsbilleder af gamle kærester og forelskelser. Om Lauritz Emanuel har sat dem direkte i musik, eller der er flyttet rundt på tekst og/eller skrevet yderligere tekst til, kunne jeg ikke på stedet gennemskue.

Hvis ikke han har haft “lov” til at samle tekstlige elementer til regulære omkvæd, kan det godt være, det har været et benspænd for de melodiske og sproglige tilbagevende håndtag, som et omkvæd jo er.

Til gengæld rammer Emanuel genrens glæde ved mange harmoniskift ret præcist.

De musikalske indslag virkede bedst, der hvor back-tracket ikke bragede ud af højtalerne, for det kunne musikken ikke løfte melodisk og sangerne ikke for alvor løfte vokalt.

Det mest musikalsk vellykkede øjeblik, var den sang Laurits Emanuel selv leverede hen mod slutningen. Den var helt i forestillingens ånd melodramatisk og både rørende og flot sunget.

Sofie Torp sang generelt godt, dog især i et ret lille område midt i registret. Hun klarede lige akkurat skærene i de omliggende registre. Så - fint fint, men ikke decideret prangende, kunne man vel sige. 

Nina Rask havde en grundsjov scene, hvor hun synger en gospel-inficeret sang, og til salen store fryd, (med vilje) ikke rammer en eneste tone rent, mens hun ramte plet med al gestik, der hører til genren. Virkelig skægt.

Som helhed var forestillingen en ny og skæg måde at genhøre - og nu også se - Stine Pilgaards tekst og ikke mindst leverede Sofie Torp leverede i den grad varen i denne melodramatiske, patetiske og ikke mindst utrolig sjove musikalske heartbreak komedie.

Leave a comment