Brimheim - album

Oplevelsesrigt, frækt og nuanceret. Jeg er vild med det!.

RATKING - ★★★★★
Tambourhinoceros rel. d.22.03.24  
Anmeldt for GAFFA.dk 

 



Med musikken på RATKING slår Brimheim og Søren Buhl døren op på vid gab, fanger vores opmærksomhed, kaster sig ind i rummet, men vælger så at skride roligt og kontrolleret hen over gulvet.

RATKING åbner med ”Dancing in the Rubble” og hvad man først tror, nok bare er en højenergisk akkordrundgang, udvikler sig hurtigt til en reel trompetfanfare. Herefter følger 2 vers, hvor Brimheim, over en hårdt spillende rytmegruppe for fuld power, synger en del mere udadvendt og upbeat, end vi er vante til at høre hende. Da vi når omkvædet, bliver der kastet mere kul på fyret, og så med ét er det slut. Omkvædet lander i et flot trompet-breakdown (i øvrigt smukt turneret af Malte Nordtorp Pedersen). Vi tror jo, at det skal udløse et endnu vildere ridt, men nej. Anden halvdel af sangen antager en ny og tættere form, mindre armbevægelser og en tørrere lyd. Et modigt og atypisk valg, at ikke bygge op, men faktisk at bygge ned. Billedligt talt, som at slå døren op på vid gab, så alle vender sig om, kaste sig ind i rummet, men så vælge at skride roligt og kontrolleret hen over gulvet.

Selv om vi kun er nået til marts måned, vil jeg tro, at Brimheims ”Dancing in the Rubble”, også når året er omme, vil stå som den mest ekstravagante og frække åbning af et dansk album. Det er simpelthen et fejende flot track at lægge ud med.

Håndspillet energi og snerrende elektronik

Andet nummer ”Normies”, der også har været ude som single, er nok mit yndlingsnummer. Den starter ud i samme dynamiske område som ”Dancing in the Rubble” sluttede i, med tæt og rytmegruppenær produktion. ”Normies” viser sig hurtigt at have albummet bedste omkvæd, og efter et par ture igennem vers og omkvæd, kommer en vild og kaotisk guitarsolo ind fra højre. Pludselig stopper trommerne og trækker således tæppet væk under den voldsomme guitar, og da ”guitaren” opdager, at den er alene i rummet, stopper den lige så pludseligt, som den tog på vej. Det efterfølgende omkvæd fungerer som et breakdown med Brimheim syngende hen over et simpelt guitarostinat, der lige når at trække resten af bandet tilbage i sangen, inden den slutter overraskende abrupt.
Igen en række atypiske produktionsmæssige valg. 

Tredje track ”Fell through the Ice”. Starter med tør pumpende akustisk guitar og Brimheims stemme, nu utilsløret af vokale doblinger, der ellers - over store dele af albummet og også længere fremme i det her nummer - giver hendes stemme et drømmende skær. Fra andet kor, fyldes der op på de musikalske hylder i rummet omkring de pumpende 8-dele, der også får selskab af harpelignende synthkaskader. Og hvis vi lige sad og kedede os mod slutningen, rykker tonearten op, og det harmoniske underlag begynder at rutsje fra side til side, som en slags harmoniske vindstød.  

OK nu skal jeg nok stoppe, men jeg er bare så vild med produktionen og især på de førte 3 tracks her. Den er dybt kreativ og meget underholdende. Blandingen af håndspillet energi, og snerrende elektronik, er også med til at give lydbilledet masser af kant. Alt sammen noget jeg vildt godt kan lide.

Melodierne måtte godt have været lige så vilde som produktionen

Jeg kan se, at jeg i min anmeldelse af Brimheims debutalbum med den fantastiske titel ”can't hate myself into a different shape (2022)” skrev at: ”Det er tydeligt, at det er melodierne, der er omdrejningspunktet, og at produktionen er til for dem og ikke omvendt”. Jeg vil sige, at jeg efterhånden som RATKING skrider frem, faktisk savner at melodierne er lige så vilde som produktionen. For mig at høre, har de ikke helt samme styrke og drama. 

Jeg må også indrømme, at jeg ikke lige så begejstret for teksterne, som jeg er for musikken. Ja de er udkrængende og voldsomme, men for min smag - og det er jo en smagssag - så er der for mange upræcise sprogbilleder.
Der hvor jeg synes, billederne på følelserne fungerer bedst er i en sang som ”Grinding Boulders”, hvor teksten står stærkt, fordi sprogbillederne netop er stærke og taktile: ”I’ll be an ocean grinding boulders / Into pebbles then to sand / Then become a massive desert / Running through an hourglass”. 

Det visuelle udtryk, Wauw! 

I mine anmeldelser efterlyser jeg ofte ”kant” i musikken. Det savner man slet ikke her. 
Også det visuelle udtryk har i den grad kant. Coverbilledet er fuldstændig fantastisk. WAUW. 
En snavset Brimheim ligger direkte på den sorte muld, mens to absurd store snegle med følehornene helt ude, trækker deres slibrige spor hen over hendes nøgne hud. Det gælder også for alle de andre billeder og videoer Brimheim har lagt op på sociale medier som optakt til albummet. De billeder har i den grad vækket min interesse. Billedsiden er skudt af André Hansen.  
 
Albummet lukker og slukker lige så effektfuldt, som det startede.
”Hurricane” der på trods af titlen, er en helt stille klaverbåren ballade med Brimheims hviskende og intim, som det lyder en sen nat, hvor man sidder ved klaveret og ikke vil vække overboen. Stilheden forstår man, når hun siger: ”I will open all the windows / In the eye of the hurricane “ for I orkanens øje, er der jo netop helt stille. Hun fortsætter med: ”Let the wind take my journals / and a letter that I never sent / I will push the old piano / To the porch as an offering / Haven’t learned how to play it anyway / Never had the discipline

Det er i mine øjne albummets bedste tekst, fordi følelserne udspilles i et rum, blandt konkrete fysiske genstande, der findes i verden, som man både kan se og røre ved. Man får så at sige en ramme. Det kan jeg lide.

Dansk/færøske Helena Rebensdorff alias Brimheim og Søren Buhl har skrevet og produceret sammen, og det har de gjort helt fantastik. Dette album er oplevelsesrigt, frækt og nuanceret. 
Ja det er simpelthen rigtig godt!

 

 

Leave a comment