Charlotte Skadhauge - album

Charlotte Skadhauge sender en flaskepost fyldt med gode vibrationer ud på musikkens hav.

Ræk Ud - ★★★★
Aero Music rel. d.15.03.24  
Anmeldt for GAFFA.dk 

Skadhauge har levet et langt liv i musikkens tjeneste, men hun har ikke før stået forrest på scenen.  

I slut80erne var Charlotte Skadhauge korsanger for flere af datidens største popkunstnere, og siden har hun været sanglærer for de næste generationer. Nu springer Skadhauge ud som en sjældent sen debutant. 

Jeg bliver meget nysgerrig efter at vide lidt om, hvad der har holdt Skadhauge tilbage, men det afslører hverken tekster eller pressemateriale for alvor. 
Det, jeg forestiller mig, er, at ”lave et soloalbum” har stået på hendes to-do liste i rigtig mange år. Der er sikkert kommet både familie og andet arbejde ”i vejen”. På et tidspunkt er visse ting på to-do listen røget over på ”the bucket list”, I ved den der liste med alt det, man skal nå, inden man stiller træskoene. Mens man er i 40erne, føles det stadig som om, at der er masser af tid til at nå og indfri drømmene på listen, men når 60erne tårner sig op i horisonten, får man pludselig travlt og måske også endelig mod på at give Fa’en i, hvad andre tænker. Og så kan det jo ske, at man springer ud som solist. Men igen - jeg gætter bare.

Velkommen i de voksne sangere og sangskriveres klub
Til gengæld kan jeg med sikkerhed sige: velkommen i de voksne sangere og sangskriveres klub. Ikke at vi har sådan en, men det burde vi måske, for vi er faktisk mange, også selv om folk begynder at trække sig i mere eller mindre god ro og orden. Charlotte Skadhauge går heldigvis imod den strøm. 

Et usædvanligt velspillet popalbum
Hvad er der så kommet ud af det? Et godt og gedigent og ikke mindst usædvanligt velspillet popalbum.  Generøst produceret af Flemming Bloch og Charlotte Skadhauge selv. Når jeg kalder det generøst, er det, fordi man fornemmer, at der ikke er sparet på noget. De har fx ikke sparet på mandskabet. Der er levende mennesker bag af alle instrumenter, og er tanken fx strejfet dem, at her ville det lyde godt med blæsere, så er der kommet blæsere på. Det er a-holdet blandt danske studiemusikere og det giver en dejlig varm og håndspillet iscenesættelse, som jeg virkelig nyder.

Skadhauge selv har ikke en super markant stemme, men alt fungerer, som det skal. Det samme kan man sige om melodierne, der er friske og naturlige og løfter sig med iørefaldende omkvæd. Jeg håber at P5 tager fat, for det burde være noget for dem. 

Så meget feel-good stemning at det halve faktisk kunne være nok.

Den tanke, der fyldte mest, da jeg havde hørt albummet igennem de første par gange var, at det hele simpelthen lyder så rart og appetitligt – og det, sådan set på både godt og ondt. Jeg kommer til at mangle noget, der rusker i mig, så jeg bliver holdt til ilden.
Og så må jeg sige -og her er det teksterne jeg henviser til - at personligt kan jeg næsten ikke rumme så meget feel-good stemning samlet på et album, at det halve faktisk kunne være nok.
På mange måder er det jo en lettelse, ikke at skulle læse sig gennem 12 tekster om den samme nederen kæreste, der lige har forladt sangskriveren, og det gør man jo tit som anmelder, men jeg går på den anden side også kold i alt den opbyggelighed. Ikke mindst slår mit cliche-peakometer voldsomt ud, fx når Skadhauge synger ”Verden er et sted med mange skæbner, men der skal være plads til alle” og “det du gir får du tilbage” (fra ”Blot lidt Kærlighed”), ja så får jeg faktisk lyst til at rive mig i håret…
Men det er jo en smagssag, det er jeg med på. Der er sikkert mange, der vil føle sig opløftede af de mange fine budskaber. 
Min egen mor ville fx kun læse de gode nyheder i avisen, måske har Charlotte Skadhauge bare tænkt, at når hun nu har chancen for at sende en flaskepost ud i musikkens hav, så skal den være fyldt med gode vibrationer og opbyggelige budskaber. 

Jeg kan dog ikke selv slippe tanken om, at er man først nået dertil i livet, hvor Charlotte Skadhauge er nået, så ved man også, at nederlag, ulykke, vrede og sorg, tab, fremtidsangst m.m. er en del af livet, og det ville jeg da forvente at få lidt af. De mørke farver hører også til på paletten, og dem er jeg interesseret i, hvis jeg som jævnaldrende voksen kvinde skal føle, at der for alvor er noget at spejle sig i. Så jeg vil bare sige med Skadhauges egne ord ”Tag din plads her, fyld den helt ud”- ja altså helt ud næste gang, for selvfølgelig kommer der en næste gang, du er jo først lige begyndt.




 

Leave a comment