Waxahatchee - Album

Waxahatchee styrer uden om al unødig pynt.

Tigers Blood - ★★★★
Anti- Records rel. d.22.03.24  
Anmeldt for GAFFA.dk 

Med sin prunkløse alt-country søger Waxahatchee back to basics på sit ny album Tigers Blood.

På grund af navnet, kunne man jo godt tro, at Waxahatchee stammede fra et af Amerikas oprindelige folk. Waxahachee er imidlertid identisk med Katie Crutchfield, der er vokset op i Alabama i nærheden af Waxahatchee floden. Så fik vi det på plads.

Waxahatchee har været i gang i mere end et årti, og Tigers Blood, som jeg har haft i høretelefonerne de sidste par uger, er hendes 6. album som soloartist og det første album på ANTI- Records, der udgiver mange af de kvindelige artister, jeg følger. Ikke at ANTI- er en egentlig rugekasse, men når kunstnerne er godt i vej, får de helt klart et ekstra løft, når de kommer over på ANTI-, det gjaldt fx både Madi Diaz og Kate Kirby, begge kunstnere, jeg har anmeldt begejstret her i Gaffa. 

Waxahatchee fangede min interesse med sit Saint Cloud album fra 2022, som hun i pressemeddelelsen for Tigers Blood, da også beskriver som sit gennembruds album. Saint Cloud var lige så meget indie rock som americana.
Samme år udgav hun et fremragende alt. country album sammen med Jess Williams under navnet ”Plains”. 

Back to basics

Tigers Blood ligger i smuk forlængelse af begge album. Mindre country end Plains-projektet, men også mindre indie-rocket end Saint Cloud. Back to basics tænker jeg, må være hendes overordnede filosofi. I centrum har vi stadig Crutchfields karakteristiske jeg-gider-slet-ikke-forsøge-at-indsmigre-mig stemme. Den er bemærkelsesværdig usminket og meget genkendelig. Jeg kan rigtig godt lide den, men tænker også, at den kan være anledning til, at andre netop ikke kan. Karakteristisk er også, at vokalerne er tørre i den forstand at de leveres stort set uden rumklang. I stedet - kunne man måske sige - bliver stort set alle leadvokaler fulgt af en parallel harmonistemme. Ligger den under, er det som regel guitaristen MJ Lenderman, der har tjansen. Ligger den over, er det Waxahatchee selv. 

Der er også et no-nonsense element i hele hendes bandlyd, og det at hun simpelthen ikke efterlader plads til pynt i arrangementerne. Det betyder ikke, at musikken er grov eller forsimplet, blot at den ikke er overlæsset og lo-fi ville heller ikke være et forkert mærkat, at give det. Når jeg læser det jeg har skrevet, ligger en Lucinda Williams reference jo lige for, og det ville heller ikke være helt skævt at anføre.

En bemærkelsesværdig usentimental kærlighedssang

Min yndlingssang er nok ”Right Back to It” en bemærkelsesværdig usentimental kærlighedssang, om det lange seje og indimellem også uromantiske træk. Man kommer jo ikke igennem det uden fra tid til anden at tabe hinanden lidt af syne, men: ”we come right back to it/i let my mind run wild/don’t know why i do it/but you just settle in/

like a song with no end”. Der er ingen store bogstaver i Waxahatchees tekster, for som jeg skrev om hendes stemme, er hun ikke pyntesyg, og det gælder således også helt ned i, hvordan hun videregiver sine tekster.

”Bored” er ligeledes på listen over mine fav tracks. Waxahatchees vokal ligger dybt i versene. Her hører man tydeligt hendes ”southern drawl”, altså den sådan drævende langsomme måde vokalerne turneres på, når man kommer fra de sydlige stater og ikke forsøger at tale gennemsnitsamerikansk. For mig som dansker, lyder det derfor extra supercharmerende, når hun vrænger:”armed with a safety pin/overly confident/my skin is airy thin/but my game is rigged to win”.
I det medrivende omkvæd lægger hun vokalen op, bandet sætter af, mens nummeret viser sig at blive til southern rock for fuld skrue. Og jeg, ja jeg er ikke en skid ”bored”.

“365” er også en virkelig smuk nærmest akustisk ballade, om at være det, vi på dansk kalder, medmisbruger eller medafhængig: ”i catch your poison arrow/ i catch your same disease/bow like a weeping willow/ buckling at the knees/ begging you please”.

Et meget homogent album

Alle sange står med Crutchfield på leadvokal og akustisk guitar, masser af kantet el. guitar fra MJ LendermanPhil Cook alternerende på banjo, dobro og orgel/klaver, Spencer Tweedy på trommer og albummets producer Brad Cook på bas. Altså igen back to basics. På den måde, på godt og ondt, et meget homogent album. 


 

Leave a comment