Back to Black - film

"Back to Black" byder på en skøn skuespillerinde og et virkelig dårligt manuskript.

Back to Black - ★★
Premiere d.11.04.24  
Anmeldt for GAFFA.dk 

Spring biopic'en over og se dokumentaren i stedet

Jeg kan sagtens huske dengang jeg hørte Amy Winehouse for første gang. Midt i 00erne var jeg egentlig for længst holdt op med at høre flowradio, men nu kørte jeg bil og havde glemt min CDsamling, så jeg åbnede for P3 og der kom så “Rehab”. 
Jeg blev vildt overrasket. For det første hørte man ALDRIG blæsere på P3, og hele æstetikken stak bare så meget af fra resten af fladen.

Amy Winehouse var en game changer. Ikke bare for blæsernes retur i popmusikken, men hele tingen med at hente inspiration i de ikoniske udgivelser fra de to amerikanske 60er labels Stax og Motown, og give det en moderne vinkling, gjorde hun til en kæmpe trend. 
Efter Winehouse kom først Duffy og Adele. Trenden er ikke ovre. Fra de seneste år kan jeg, uden at tænke mig særligt meget om, nævne skønne Celeste, der i sine up tempo sange står på skuldrene af Winehouse. Seneste bud er Olivia Dean og som min svigerdatter pegede på Raye, som hun fremtræder live. Også navne som Amber Mark og Jorja Smith har helt sikker lyttet til Winehouse, selv om deres genre ligger længere væk. Det er dog stadig primært en britisk trend. 

Winehouse døde i 2011. Hun blev 27 år og havde udgivet 2 album. Det andet Back to Black (2006) blev et kæmpe gennembrud med bl.a. 5 amerikanske Grammies. 

Både hendes sange og hende vokal var hjerteskærende, udkrængende og supercool. 

Historien er bare fortalt så meget bedre i dokumentaren AMY.

I filmen Back to Black følger vi Winehouse fra sine sidste teenageår, hvor vi forstår, at hele den store familie bakker hende op og synes, at hun er fantastisk. Hun udgiver det første album “Frank”, og vi får indtryk af at samarbejdet med pladeselskab og Spice Girls management ikke altid kørte gnidningsløst. Vi følger op og nedture i forholdet til hendes store kærlighed Blake. Da han forlader hende for at genoptage forholdet til sin ex, giver det anledning til sangene på Back to Black. Amy vinder sine Grammies som et af hendes store idoler Tony Bennet uddeler. Blake og Amy finder sammen igen, men misbruget af både det ene og det andet tager fart. Da Blake til sidst ryger i fængsel, indser han at de trækker hinanden ned i misbruget og bryder forholdet. Efter en periode som clean, hører Amy at Blake er blevet far, og samme aften dør Amy Winehouse 27gammel af alkoholforgiftning. En trist skæbne.

Det er jo en voldsom historie, der er bare det ved det, at den historie er fortalt så meget bedre i dokumentaren AMY.

Marisa Abela gjordet det rigtig gør som Amy Winehouse

Jeg så filmen sammen med min skuespiller-svigerdatter, og vi var helt enige om, at den - for os ukendte - Marisa Abela gør det rigtig godt som Amy. Til gengæld var manuskriptet (af Matt Greenhalgh) virkelig, virkelig dårligt. Så dårligt faktisk, at jeg ikke forstår, hvorfor denne biopic over hovedet skulle laves.

Den eneste nye vinkel i forhold til dokumentaren, jeg kan få øje på, fortællingen, vægten på hendes forhold til sin farmor (spillet af den altid dejlige Lesley Manville). Scenerne med Amy og farmoren, som dør af lungekræft undervejs, fungerede rigtig godt.

Man kan også sige, der er en ny vinkel på faderen (spillet af Eddie Marsan) og faktisk også Blake (Jack O'Connell), de bliver ikke så tydeligt udpeget som skurke, som de blev i dokumentaren. Men, når man nu netop har set den, er det svært at slippe følelsen af at Blake simpelthen var en rigtig skidt fyr, og at faderen skulle have handlet og ikke bare ladet sin datter falde fra hinanden for øjnene af ham. Også selvom der kom en god sang (Rehab) ud af hans manglende handling: “I ain't got the time/ And if my daddy thinks I'm fine / They tried to make me go to Rehab/ But I won't go, go, go”. 

Pressematerialet angiver, at filmen vil fortælle historien fra Amys perspektiv, og det gør filmen bl.a. ved at bruge en håndfuld sange som “stillads” for fortællingen. Man ser så at sige det stykke af Amy’s liv, der har afstedkommet en bestemt sang.  Som eksemplet med “Rehab”, hvor man ser hendes unge velmenende manager, sige at nu kører han hende til afvending, for så at blive talt imod af hendes far, der synes det vel ikke er nødvendigt.

Et virkelig dårligt manuskript.

Vi har jo lært, at gode manuskripter som hovedregel går efter princippet “show don’t tell”, men hvis man bruger klichéer til at “vise”, er det bare ikke spændende. 

Eksempel 1: Amy kommer ind på sit lyserøde teenageværelse. Griber guitaren, går lidt frem tilbage mellem to akkorder og vupti opstår en fuldt formet sang.

Og hvem tror på 1. at Amy Winehouse som 17-årig har haft lyserødt tapet OG lyserødt sengetæppe! Jeg gør i alle fald ikke. Havde hun været 12 så måske ja. 

Eksempel 2: Amy løber rund i Camden med sine veninder. Vi skal forstå, at de er nogen vilde piger. Det viser manuskriptet bl.a. ved at stille dem ind under en højbane og skrige, når toget kører hen over. Den kliche har man ligesom set før.

Eksempel 3: Amy optræder på den hæderkronede gamle London Jazz Club Ronnie Scott’s og publikum skriger af begejstring fra første strofe. Altså jeg har været på Ronnie Scotts, der skriger man ikke, og der er jo ingen i publikum, der på det tidspunkt viste, at hun flere år frem i tiden skulle vise sig at blive en verdensstjerne. 

Det værste eksempel: Vi skal forstå at Amy og Blake i en periode har nogenlunde harmonisk og romantisk liv sammen. Det viser manuskriptet ved i flere alt for lange scener at sende dem en tur i Zoologisk have. Endnu en kliche om romantisk kærlighed. Man tænker, er vi nu midt i en Woody Allen film?

Sidst men ikke mindst, da Blake forlader Amy den første gang, er scenen sat i en billardsalon, og lige som Blake har sagt, at han går tilbage til sin ex, står der to fyldte cocktails foran Amy, som hun begynder at hælde i sig. Hvis vi ikke vidste det på forhånd, så ved vi nu, at herfra går det galt.

Der er talrige lignende eksempler og for mig at se, går der staveplade i den igen og igen.

Marisa Abela er til gengæld skøn

Flere har efter at have set traileren sagt til mig, at de synes Marisa Abela er en alt for poleret udgave af Winehouse, men da svigerdatteren og jeg tænker efter, tror vi, det er fordi de fleste scener i traileren er taget fra Amy’s tidlige karriere, hvor Abela så vel som Winehouse selv jo så sundere og rundere ud. Mens vi andre, når vi lige tænker Amy Winehose, ser hende for os, som hun så ud til sidst, fuldstændig afpillet og tydeligt på kollisionskurs med livet. Marisa Abela må have tabt sig gevaldigt undervejs i optagelserne, for hun følger rollen til dørs og med sin fysik.
Man tror også på hendes forgabelse i Blake. Hun så vitterligt smask forelsket ud, og lige så fortabt, når Blake trækker sig.

Abela synger også virkelig dejligt, men det er jo ikke Amy Winehouse. Det er sådan set bare en, der forsøger at lyde som Amy Winehouse, men ikke har den samme karisma og den uforsonlighed, der også var en karakteristisk del af Amy Winehouse’ lyd og helt særlige tiltrækningskraft. 
For mig at se og høre, gav det i denne sammenhæng ikke meget mening at lave en film, der netop kalder sig selv en “hyldest til Amy Winehouse”, at vi så stort set ikke lade os høre Winehouse selv synge. 

Det er dog ikke sådan, at jeg aldrig synes, det fungerer i biopics, når skuespillerne synger, jeg synes fx både filmene om Ray Charles, Cash og Elton John fungerede godt på det plan. Og ja Abela sang godt men faktisk især dér, hvor hun ikke prøvede så hårdt på at lyde som Winehouse, men fik lov at levere en frasering eller to, der stod for egen regning.

“I’m an old school girl, but living now”

Et enkelt vellykket greb var, at manuskriptet fik placeret nogen Winehouse citater, der, tænker jeg, sandsynligvis kommer fra interviews, hun har lavet. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, det er faktiske citater, men måden de blev placeret på, får mig til at tro, at de er “ægte”. (hvis ikke, er jeg endnu mere skuffet)

“I’m an old school girl, but living now” er fx en totalt skarp beskrivelse af den lyd Winehouse stræbte efter.

I den, for mig at høre, mest interessant scene i filmen tropper Amy en time for sent op til et møde med sit management og pladeselskab. Vi forstår, at de ikke synes at hendes første album “Frank” ikke har klaret sig godt nok på hjemmemarkedet til at man ville bruge den som rambuk til at introducere hende på det amerikanske marked. 

Det bliver Amy vældig fortørnet over. Men set i bagklogskabens klare lys, var det jo en klog strategisk beslutning, for da de først havde fået sat hende sammen med produceren Mark Ronson og Sharon Jones' band The Dap-Kings blev Back to Black netop det album, der væltede verden for alvor.

For mig at høre er Frank da også et mere uegalt album, lidt jazz, lidt soul, ja mere famlende og reelt mest interessant som forstudie til et mesterværk. Det er der så sikkert mange, der vil være uenige med mig i.

“I need to live my songs”

Det er også her at filmens mest interessante Amy Winehouse statement kommer. Som sagt ville hun gerne have at selskabet havde ”pushed” Frank noget mere i udlandet, men de foreslår i stedet, at hun begynder på et nyt album, hvortil hun svarer: “I need to live my songs. I need to take some time off so something can happen to me”. 

Nu ved vi jo desværre så lidt om, hvad der skete for hende, men ikke desto mindre er det en meget livsklog bemærkning fra en 20-årig sangskriver. For mange sangskrivere har jo tabt gnisten, hvis de er startet med at skrive fx motiveret af social indignation og så pludselig er blevet meget rige. Eller de har skrevet om deres vilde singleliv, og står så med en dejlig kone/mand, villa og vovhund. 

Amy levede i sine følelsers og sit misbrugs vold. Det kom der en håndfuld fantastiske sange og album til eftertiden ud af, men også en frygtelig ulykkelig skæbne. 

Vil I dykke ned i Winehouse’ skæbne og musik, foreslår jeg, at I springer filmen Back to Black over og i stedet finder den fremragende dokumentar Amy frem på Filmstriben.

Leave a comment