Dave Mattews Band - Live

Kaotisk lyd skæmmede koncert med virkeligt velspillende band.

Dave Matthews Band - ★★★
Royal Arena d.10.04.24  
Anmeldt for GAFFA.dk / Foto: Morten Rygaard

Havde man blot oplevet Dave Matthews på en klubscene

Dave Matthews band har eksisteret siden 91. De har solgt mere end 25 millioner billetter og 38 millioner album. Alligevel var jeg overrasket over, at de skulle spille Royal Arena. Måske fordi jeg aldrig mødt nogen andre Matthews fans her i Danmark.

Bandets er på vejen med deres 10ende studie album Walk Around the Moon, der udkom i 23. Det er et ret godt album, håndspillet rockmusik med et let anstrøg af fusion og sporadiske jazzelementer. Der er rytmegruppe inkl. orgel og fuldfed blæsergruppe. Dave Matthews selv spiller primært akustiske guitar og har en dejlige stemme, der både rummer lyrisk falset og macho bund. En stemme, der har den helt rigtige blanding af skønhed og grus i maskineriet. Matthews er ikke verdens største melodismed, men indimellem rammer han plet, andre gange er det bare fint.

 Mit favorit Matthews album er et “solo” album, Some Devil fra 2003. Det har jeg hørt mange gange i 00’erne. Imellem tiden har jeg så glemt Matthews lidt igen, indtil Walk Around the the Moon tikkede ind på min lystavle sidste år. 

Jeg havde derfor glædet mig til at opleve ham og bandet live, og var ret overbevist om, at det måtte blive en god oplevelse, for hvad kan gå galt, når man nu netop har et supergodt og sammenspillet band og tager udgangspunkt i et rigtig gedigent håndspillet rockalbum? 

En blandet oplevelse 

Matthews og bandet kom på scenen i afslappet tøj, og tog sig tid til at finde sig til rette på scenen, stemme lidt og kaste en henkastet bemærkning til hinanden. Fuldstændig som når man går på scenen i en lille klub og godt ved, at publikum lige skal have snakket af. En ret usædvanlig entre for en arenakoncert, men også helt fint på den måde at markere, at vi er her for at spille med hinanden og ikke bare for at reproducere et show for jer.

 Det blev da også spillet forrygende fra alle pladser, men alligevel blev det, desværre en blandet oplevelse i aften i Royal Arena, først og fremmest på grund af kaotisk lyd. Trommerne, og især stortrommen, var så ulidelig høje, at det ødelagde balancen i musikken for mig, og jeg blev meget hurtigt træt af det inferno af lyd jeg oplevede.

Nuancerne gik tabt

Matthews selv er en af de bedste og mest dynamiske akustiske guitarister, jeg kender, men det var fx kun på visse introer, man kunne høre hans akustiske guitar. Resten af tiden var den helt uhørlig. 
Nuancerne i hans stemme gik ligeledes tabt i lytteoplevelse, der også blev yderligere strabadserende af, at der blev spillet med speederen helt i bund meget af tiden. Når de løftede foden fra speederen, føltes det som en oase. Dem ville man gerne have haft flere af.

Sange der stod stærkt

De sange, der stod stærkest, var titelsangen fra det ny album “Walk Around the Moon” med sit superswingende og dejligt trioliserede/jazzede beat. 
Fra samme album ”Madman’s Eyes”, der med sine let arabiske/frygiske instrumentalstykker også stod stærkt.

”Gravedigger” fra det gamle 2003 album var et særligt højdepunkt for mig. Det er en af Matthews bedste (og Grammy vindende) sange.

Matthews spillede desuden et lille stykke af “Kill the Preacher” helt solo, og det ville man gerne have haft mere af. Jeg kunne godt have ønsket mig, at han havde givet plads til et par reelle solonumre, simpelthen for at man kunne nyde ham i ro og mag og få en pause fra infernoet af lyd. 

Koncerten sluttede med “So Damn Lucky”, endnu et nummer fra mit gamle yndlingsalbum, som jeg slet ikke havde turdet håbe på at få nogen numre fra.

Jeg oplevede Matthews som en lidt kantet stage persona. Han sagde igen og igen, at han håbede, at vi havde haft en dejlig aften. Det er da fint at sige en enkelt gang, men ret kedeligt at høre gentaget som et omkvæd. 
På et tidspunkt fik han også lige flettet ind, at han håbede på snarlig fred i Gaza og skammede sig over USA’s rolle i konflikten. Det tænkte jeg, var nogen meget lette point at score, og sandsynligvis ikke noget, han tør sige, når han optræder derhjemme. 

Efter sidste ekstranummer, en mere end 10 minutter lang version af “Two Step”, hvor der i den grad blev jammet igennem, var der gået tæt på 3 timer og blevet spillet mere end 20 sange. 

Havde man blot oplevet Dave Matthews band på en klubscene

 Flere gang under koncerten sad jeg og tænkte på, hvor fantastisk en oplevelse det ville have været at opleve bandet på en klubscene. Når jeg fik den kætterske tanke, var det måske fordi bandet netop holdt fast i at spille, som om de stod på en klub, med åbne slutninger og mange soli til både organist, guitarist og de to fremragende blæsere. Som jeg skrev i starten, oplevede man på den måde, at de var kommet for at spille sammen og ikke bare for at underholde os. Og hatten af for den strategi! 

Leave a comment