VÆRINGS MUSIKLYTTERI på SPOT FESTIVAL Aarhus 1 & 2 maj
For/Læs på: All That… ( del 1 ) ( del 2 )
Så er SPOT-festival lige om hjørnet. Spot er primært en festival for up-coming artister inden for flere genrer, også både jazz og folk/roots musik. Jeg har hørt hele playlisten med årets kunstnere igennem, og for mig at høre er det de unge kvinder, der har fat i den lange ende. Der er en hel håndfuld med dansksprogede tekster, der virkelig går til bidet. Det er decideret opløftende at høre.
Jeg skal selv være vært på scenen ”Filuren” i Musikhuset, der er dedikeret til dansk roots/folkemusik. Derfor kan jeg i praksis ikke nå at se alle de koncerter, jeg anbefaler her under, men det kan I måske. Hvis jeg kunne nå det hele, ville mit program se sådan ud:
INTERNATIONALE GÆSTER
Når jeg er på festival, gør jeg mig altid umage for at høre noget af det, jeg ikke kan komme til at høre andre steder, og derfor holder jeg særligt øje med de bands, der kommer udefra.
Pumpegris (NO)
Allerøverst på min liste over must-hears står norske Pumpegris. Det er et forfærdeligt navn, men det skal man ikke lade sig skræmme af. For dem, der kender mig, vil det ikke overraske, at jeg er totalt charmeret af deres friske bud på en hybridgenre, hvor norsk folkemusik flyder sammen med indiepop og en masse andre inspirationer, som de med løs hånd hælder i deres musikalske smeltedigel. Der er humor i deres tekster og smæk på deres grooves. Det er decideret medrivende og lige noget for mig.
Pumpegris spiller fredag d.1 maj kl. 23:30 på Aarhus Congress Center, Green Stage.
Yarákä (IT)
Endnu et must-hear blandt de udenlandske bidrag på SPOT Festival er italienske Yarákä. Trioen leverer italiensk rootsmusik med flot, ekspressiv kvindevokal i en meget perkussiv iscenesættelse. Der er en stærk vokaltradition i Italien og Sydfrankrig, som jeg kender til fra andre grupper, men det er ikke noget, jeg har oplevet live, så her vil jeg bestemt holde mig til.
Yarákä spiller lørdag d. 2. maj kl. 18.45 på Turkis
Ea Othilde (NO)
Er man ikke så meget til roots musikken er der også udenlandsk besøg fra norske Ea Othilde, som jeg også har et godt øje til. Her er vi ovre i noget indie-pop, som jeg synes har noget ganske overbevisende over sig og det i en genre, hvor der ellers er mange om buddet, også rigtig mange distanceblændere.
Ea Othilde spiller lørdag d. 2. maj kl. 15.30 i Århus Bowlinghal
DET DANSKE SPROG FOR FULD UDBLÆSNING
Når jeg er på festival, opsøger jeg også gerne genrer, jeg ikke normalt følger så tæt. En festival er jo en god lejlighed til at tage nogen chancer, og få nye genrer lidt ind under huden. I forlængelse af det vil jeg gerne høre nogle af de unge kvinder, der virkelig har noget på hjerte inden for rap/spoken word.
Slamlum (DK)
Slalum er den mest eksperimenterende af mit udvalg. Der er arbejdet rigtig meget med musikken rundt om teksterne, og det lyder som én stor musikalsk legeplads. Det vokale ligger, for mig at høre, tættere på spoken word end det, jeg ellers forbinder med rap, men det er måske, fordi jeg ikke kender genren godt nok. Teksterne er decideret forfriskende, både i tematikker og i måden, de er skruet sammen på.
Slamlum fredag d.1 maj kl. 23.30 på Åbne Scene/BlackBox, Godsbanen
hun R (DK)
Duoen hun R, er mere inspireret af old school hiphop og giver et mere håndspillet indtryk et end fx Slalum. Igen er det teksterne, der tager stikkene hjem. ”Så flyt dig fra mit ansigt, du spærrer for mit udsyn”. Humor er med andre ord, en velgørende del af pakken.
Hun R spiller lørdag d. 2. maj kl. 21.30 på Katapult, Godsbanen
FLERE GODE, UNDERFUNDIGE DANSKE TEKSTER NU I MERE POPMUSIKALKSE RAMMER
Schæfer (DK)
Mens vi er ved de gode, underfundige dansksprogede tekster, har jeg bestemt også lyst til at høre både Schæfer og iomfro. Her er vi ovre i indiepop båret af sødmefyldte, “lette” kvindestemmer. Schæfers “Din yndlingssang” og et par sange mere kender jeg på forhånd, og når jeg så i programmet kan læse, at de spiller med stort liveband, tænker jeg, at det kan blive en rigtig god koncertoplevelse.
Schæfer spiller fredag d.1 maj kl. 17.45 på Parkscenen, Musikhusparken
iomfro (DK)
Iomfros “Familiesangen” har jeg haft på min playliste i meget lang tid. Egentlig ikke fordi den musikalske iscenesættelse for alvor er noget for mig, men fordi det er en fantastisk god tekst. Iomfros tekster gør mig simpelthen klogere på, hvad det vil sige at være ung dansk kvinde lige her og nu. Jeg har lyst til at mærke, hvordan hendes sange virker live.
iomfro spiller fredag d.1 maj kl. 20.00 Aarhus Congress Center, Green Stage
FLOTTE STEMMER
Dupont (DK)
Jeg kender ikke Dupont på forhånd, men ved gennemlytning af Spot-26-playlisten står hans vokal virkelig stærkt og helt ude i pappet. Sikken en flot herrevokal! Det gør bestemt heller ikke noget, at der er nordicana-vibes, molakkorder og westernguitar omkring ham.
Dupont spiller lørdag d. 2. maj kl. 20.40 på VoxHall
Det sidste parameter, jeg også gerne går efter, er flotte stemmer
Selina Gin (DK)
Jeg kan jo opleve Selina Gin på andre festivaler her i sommer, men er der tid, er hendes smukke sopran bestemt også en stemme, jeg altid gerne vil høre live. Gin har en ny plade ude, men for mig at høre har hun aldrig sunget smukkere end på netop den sang jeg har lagt her neden for.
Selina Gin spiller fredag d.1 maj kl. 18.30 i Store Sal, Musikhuset
SPOT PÅ JAZZ
Purpur (DK)
Der er skam også jazz på Spot. Ikke meget, men det er der. Af de bands der popper op hvis man klikker på ”Jazz” på festivalens site, får jeg straks lyst til at se Purpur. Otte unge kvinder, dansksprogede tekster, blæsere og grooves. De har ikke udgivet noget, jeg kan finde på Spotify, men i beskrivelsen i programmet står der bl.a., at vi får ”det improvisatoriske fra jazzens verden, dynamik og festlighed, som vi kender fra verdens- og folkemusikken”. Hvis det er fakta, kan det kun blive godt.
Purpur er i finalen i konkurrencen ”UNG JAZZ”, som løber af staben 27. maj i Jazzhus Montmartre.
Purpur spiller fredag d.1 maj kl. 19.00 på Rampen, Godsbanen
Victoria Søndergaard trio (DK)
Stadig ung, men mere etableret, er vibrafonisten Victoria Søndergaard, der optræder med sin trio med sangerinden Elvira Skovsang og pianist/vokalist Frederik Blæsild Vuust.
Deres sang ”Mor, Mor” får mig til smile, fordi den både er skæv og god.
Viktoria Søndergaard spiller lørdag d. 2. maj kl. 16.00 i Palmehaven, Institut for (X)
Veronika Rud (DK)
Mere mainstream, med en virkelig dejlig afspændt vokal, er Veronika Rud, der har et nyt anmelderrost album ude i eget navn. Hun er i øvrigt også er featured på Liss Westbergs nye album.
Veronika Rud spiller fredag d.1 maj kl. 19.15 i Rytmisk Sal, Musikhuset
EN HEL SCENE DEDIKERET TIL DANSK FOLKEMUSIK
Bl.a. Mirja Kippel (FI), SOM OS (DK) og Stemmer i Voks (DK)
Sidst men slet ikke mindst kan jeg varmt anbefale at slå en tur forbi Filuren, den scene i Musikhuset, hvor jeg er vært for et flot program med nogen af de bedste navne fra den danske folkemusikscene. Her er fokus ikke decideret på up-and-coming artister, måske ud fra iagttagelsen, at hele folkemusikscenen som sådan i den grad er på vej op. At kortene ikke er blevet blandet så roots musik fra alle de deltagende lande, spiller på samme scene, er lidt ærgerligt, synes jeg, men så må man jo bare snøre vandrestøvlerne og bevæge sig lidt omkring, hvis man vil have det hele med.
Af de bands, der spiller på Filuren, har jeg selv oplevet koncerter med både Mirja Kippel, Som Os og Stemmer i Voks, som jeg derfor med sikkerhed i stemmen kan anbefale. Da jeg også kender flere af musikerne i mange af de andre bands, er jeg ret sikker på at programmet, som helhed er virkelig værd at opleve.
Mirja Kippel spiller fredag d.1 maj kl.18.10
Stemmer i Voks spiller lørdag d. 2. maj kl. 19.55 Filuren, Musikhuset
SOM OS spiller lørdag d. 2. maj kl.21.20 Filuren, Musikhuset
Se hele Spotfestivals Program her:
https://spotfestival.dk/