Danmarks radios nye realitykoncept og ramte et fint sted mellem lethed og alvor.
TV-Anmeldelse
DR: ”Andreas Odbjergs Popmanifest” m. premiere 01.03.2026
Anmeldt for GAFFA.dk
Der fleste DR-lyttere kender nok Andreas Odbjerg og hans sange ”I morgen er der også en dag” og ”Hjem fra fabrikken”. Min egen favorit, ”Hvad skal verden med sådan en som mig”, hvori ”nogen bygger rumraketter”, mens Odbjerg har brugt dagen på at ”lære at gå på hænder”, var Odbjergs bud på ”Min Sang til Danmark” fra et lignende TV-koncept, der løb over skærmen i 2022. Det har jeg ikke selv set, så selv om det ville have været smart at kunne sammenligne lidt, bliver der ikke noget af det hér.
I pressematerialet beskriver DR det nye program som et utraditionelt tv-program, et eksperiment, hvor de har givet Andreas Odbjerg frie hænder til at lave sit eget musikprogram og sætte rammerne.
Programtitlen henviser til det manifest, Odbjerg har lavet ud fra egne erfaringer ud i hit-skrivning.
Altså hans bud på en ”opskrift” på, hvordan man får skrevet et bredt appellerende folkeligt hit.
Odbjerg har så inviteret fire gæstekunstnere, der selv er sangere og sangskrivere, men ikke har ramt den der folkelighed, som Odbjerg selv har formået at tappe ind i. Artister, som man vel godt, uden at forklejne dem, kan sige, ikke haft et stort hit. Her i første program var gæsten den for mig helt ukendte Mathias Ranch. I de næste programmer er det Brimheim, Luna Ersahin og Michael Rexen, som jeg til gengæld alle kender. Jeg kan rigtig godt lide, at Odbjerg har valgt at invitere kunstnere, der er både skæve og særlige.
Programmets præmis er, at der over to dage skal skrives og siden live-spilles et nyt hit. Når jeg går i passiv form her, er det, fordi der går lidt sangskriver-fabrik i den, i og med, at tre andre professionelle sangskrivere møder ind og skal hjælpe med at skrive et hit til og med gæstekunstneren. Det viser sig altså, at det ikke er en egentlig co-writing session mellem Odbjerg og gæsten, men en hel sangskriver-camp. Det gør det for mig at se og høre lidt mindre interessant at følge. Nu kendte jeg som sagt ikke Mathias Ranch og derfor er det ikke muligt for mig at vurdere, hvor meget farve, han selv gav til projektet. Man hører ham på et tidspunkt sige, at han først oplevede Odbjergs manifest som en begrænsning, men siden som et redskab, der fik processen til at flyde. Det er jo et godt tegn.
Som sangskriver, er jeg da også super nysgerrig efter at høre mere om selve manifestet eller hit-skabelonen, og jeg oplevede det som en svaghed ved det første program, at kun tre af ti punkter, blev afsløret. Man måske har taget et valg om at trække dem frem lidt ad gangen i løbet af de næste programmer? Jeg havde gerne brugt et helt program på at høre om Odbjergs egen proces med at lave manifestet, om de andre punkter, og hvorfor han landede på lige dette udvalg.
Jeg ved heller ikke, om jeg synes, at man for alvor fik indtryk af, hvordan man skriver en sang. Men hvordan skulle man egentlig også vise det? Interessante var det imidlertid, at høre Odbjergs tanker om, hvordan man bevarer en vis lethed, selvom temaet (i dette tilfælde Ranchs familierelationer) i udgangspunktet er mørkt. Hvordan man kan brede det ud, så det ikke bliver en unødigt privat historie, men stadig opleves oprigtigt og personligt, mens det kan resonere med mange, og igen ramme den folkelighed, som er Odbjergs gave til de inviterede kunstnere.
Til gengæld kunne jeg virkelig godt undvære de der evindelige solo-one-on-one interviews, der er fast inventar i alle tidstypiske realityformater, inkl. Sporløs – hvor personen i centrum skal være ”hudløs ærlig” og skabe cliffhanger-spænding, ved at lade os forstå, at det er knald eller fald det her. Fx har de fået Odbjerg til at sige, ”Det her kan jo potentielt ødelægge hele min karriere”. En helt unødig spidsvinkling!
Når det er sagt, er jeg, som alt ædende ud i musikdokumentarer og bag-om-sangen-musik-podcasts, umiddelbart totalt på. Om Hr. og fru Danmark, som Odbjerg har i kikkertsigtet, vil være det, har jeg svært ved at vurdere.
Jeg vil også gerne fremhæve den generelt ret appetitlige kolonihave-møder-teatergarderobe-æstetisk på billedsiden og location-scenografi. Startende med Odbjerg, der står i pink Adidas trøje foran sin petroleumsfarvede campingvogn. Tak for det
Afslutningsvis vil jeg tage hatten af for Odbjergs TV-eksperiment, som jeg synes lykkes langt hen ad vejen. Ikke mindst fordi programmet, ligesom sangen, de fik skrevet med den både lette og mildt ildevarslende titel ”En stor lykkelig familie”, landede et fint sted mellem lethed og alvor.