Fra Royal Arena til Rust
Tom Odell - ★★★★★
RUST 30.04.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Tom Odell var tilsyneladende lige dér, hvor han allerhelst ville være - sammen med os på det lille spillested Rust.
Da beskeden “Vil nogen anmelde Tom Odell på Rust i aften” sidst på formiddagen tiggede ind fra redaktøren, blev jeg overrasket af flere grunde. Som regel kommer den slags ikke samme dag og så undrede det mig også, at jeg ikke selv havde spottet at Odell kom og spillede. Jeg havde godt noteret mig, at han skulle spille support for Billie Eilish i Royal Arena, men RUST!
Det viste sig så også, at koncerten var sat op i går efter, at Odell havde spurgt ud på Tik Tok efter et Club venue, nu han alligevel havde et par dage i byen.
En særlig aften.
Det forlød at Odell ville gå på 20.30, men da jeg ankom 8 minutter før, var han midt i første regulære nummer, den fine “Can’t Pretend”. Han havde måske glædet sig så meget, at han ikke kunne vente
Rummet var tæt pakket, så jeg kom aldrig op i nærheden af scenen, ja jeg kunne faktisk slet ikke se ham, fordi Odell, det meste af aftenen sad ned og spillede klaver og sang. Men det gjorde ikke noget, fordi man var tæt på lyden, og jeg følte mig teleporteret tilbage til min ungdoms koncerter i Musikcafeen i Huset i Magstræde, altid i et meget varmt, tæt pakket rum med begrænset udsyn, mens levende, håndspillet musik flød fra scenen i rigelige mængder. Og ligeså denne aften. Det var lykkedes Odell at pakke hele sit band, der ud over rytmegruppen og ham selv, inkluderede to blæsere og en violinist, sammen på den lille scene.
Intet var hugget i sten
Odells seneste album Black Friday (2024) er et ret fint album, der fremstår som en blanding af demoer, og fuldt udfoldede sange, og faktisk med mere akustisk guitar end klaver. Men i aften var han tilbage ved sin plads ved klaveret, hvorfra han styrede slagets gang - og det var bestemt ikke med hård hånd. Der blev fx konfereret om tonearter, ”er det mon Am eller Em, den starter på?” og lign.
Efter en klaverversion af “Answer Phone”, der ellers åbner, Black Friday albummet med guitar, delte han præmissen med os: “this is an unrehearsed concert”. Og vi kunne da godt mærke, at sætlisten opstod lidt efter lidt, at der ikke var en plan hugget i sten, altså andet end at hygge sig med publikum og spille lige det, han havde lyst til. Og så det var bestemt ikke mere unrehearsed, end at det lød fremragende.
Helt og holdent a-live.
Publikum på de første rækker forstod præmissen og greb ind imellem chancen og ønskede titler, og det var mit indtryk at de fik nogen af dem. Da Odell annoncerede ”Magnetised” fra hans 2016 album Wrong Crowd, var der sågar en ung pige, der forslog, at hun fik lov at synge første vers. Det besvarede han med et “Why-not” og lod hende komme op på scenen, spillede introen og talte hende venligt ind. Hun overlevede det lige akkurat og overlod i god stil sangen til ham igen fra andet vers. En ret sød lille historie, der siger noget om, det trygge rum og den vi-er-sammen-om-det-her- stemning, Odell og bandet fik skabt.
Måske tænker I, at det lyder som noget rod, men det var det langt fra. Det var bare musik skabt mellem mennesker, spillet for mennesker, helt og holdent a-live.
Kærlighed en masse.
Odells sange handler om kærlighed. Der er sikkert nogen undtagelser, men dem fik jeg ikke øje på denne aften. Hans stemme er følelsesfuld og indimellem decideret rørende især, når han synger sig op i sin lyse falset, sådan lidt i Jeff Bucleys ånd. Han kan sørme også tage fra og synge til, og med klaveret ved hånden, falder ens tanker jo også på tidlig Elton John. For mig var det ikke i de, i dynamisk henseende, store steder, at jeg blev mest forført, men derimod i de mere stille og følsomme første vers, der som regel satte numrene op med enkel vokal og klaver, inden sangene blev sendt afsted mod klimaks med fuldt band. Det er i øvrigt det eneste lille ”men”, jeg har, at lidt for mange sange kørte efter samme opskrift, hvor vokal med klaver tager et eller to vers alene, her efter støder rytmegruppen og siden blæserne til, hvorefter det hele skal op og ringe. Det var også medrivende, men noget af det fineste viste sig netop at være, de par sange, der fik lov at blive “nede”.
Indimellem fik jeg også lov at se Odell, fordi rejste han sig fra sin plads ved klaveret og sang en sang stående og han var også nede blandt publikum i en enkelt sang.
Vi fik et par helt nye numre fra et album, han åbenbart ikke endnu har meldt ud kommer, fx den helt nedtonede ”Why Do I always Want the Things I Can’t Have?”
Hvor der handles, der SPILLES
Og så fik vi den flotte titelsang fra seneste album Black Friday, dybt vemodig og samtidig dragende “I wanna go party, I wanna have fun, I wanna be happy, could you show me how it's done?”, der voksede fra et stille landskab med klaver og flageoletter fra violinen til det fuldt medrivende band. Efterfulgt af den smukke ”Flying:))”, hvor vi endelig fik lov at høre lidt til violinisten, der eller mere var et visuelt statement. Det samme gjaldt sådan set også blæserne, som vi kun hørte, når de fik lov at spille en solo, for det var ikke for alvor lykkedes lydfolkene at skabe plads til alle instrumenter i lyden.
Men hva? hvor der handles der SPILLES, og der blev spillet herligt fra alle pladser, af et godt og lydhørt band.
Maybe we should try ”Getaway”?
At publikum kendte alt Odells materiale, blev tydeligt flere gange i løbet af koncerten. ”Getaway” ligger fx udelukkende som en voice note, der klippes af midt i sangen på han seneste album. Virkelig overlegent statement på et album. Publikum sang alligevel med, og det viste sig jo også, at den i virkeligheden var en fuldt udfoldet sang, der for fuld skrue steg i både tempo og dynamik. Ikke meget voice note over den.
Aftenen sluttede bl.a. med en meget smuk ”Heal”, lys let vokal fra Odell og publikum, der sang nænsomt med. En flot solo version af ” Don’t Let Me me Go”, der lige udkom i fredags, og så sluttede det hele i hans vel ”største” sang ”Another Love”.
Den eneste sang, jeg savnede i repertoiret denne aften, var den herlige EltonJohns’ske ”Jubilee Road”. Men man kan jo ikke få alt, selvom det faktisk næste var det, vi fik denne aften, hvor Tom Odell og band hyggede sig sammen med os.
Odell dirigerede bandet mod en ”fanfare” og så blev han ellers stående længe på scenen, og sludrede med de første rækker. Han havde vist ikke lyst til at slippe os, og vi heller ikke ham.
En dejlig aften!
Sætliste:
Can’t Pretend
Fighting with Fire
Parties
Answer Phone
I Know
Magnetised
Spinning
Why Do I always Want the things I can’t have? (New song)
OneFor Life? (New song)
Black Friday
Flying:))
Tears that never dry
Grow Old with Me
Getaway
extra:
Heal
Don’t Let Me me Go
”Another Love”