Tom Jones har altid været god. Nu er han bare bedre.
Plænen, Tivoli 19.07.25
Anmeldt for GAFFA.DK
At ældes med (musikalsk) anstand, er en svær kunst. I aften i Tivoli viste 85-årige Tom Jones os hvordan.
Det var min første Tom Jones-koncert, og jeg både glædede mig og havde bange anelser.
Jeg glædede mig, fordi jeg er ret vild med hans album Surrounded by Time fra 2021 – på grund af stemmen, det gode band omkring ham og ikke mindst det virkeligt velvalgte repertoire, der klæder både stemmen og alderen.
Jeg har læst mig til, at det var hans første album efter en længere pause foranlediget af hans kones død i 2016. Og det var da også en anden Tom Jones end den storskrydende crooner i stramme bukser, som kvinder på kastede deres trusser efter, der trådte i karakter på det album. Ham ville jeg gerne høre.
Min bekymring gik på, om det ville blive som med så mange andre kunstnere med en lang karriere bag sig – at de mest synger de tidlige og mest populære hits. Og jeg må nemlig indrømme, at jeg fx ikke sådan har gået og savnet “What’s New Pussycat”.
Det viste sig imidlertid hurtigt, at der slet ikke var nogen grund til bekymring. Jeg vidste bare ikke bedre. Det gør jeg nu.
Enormt respektindyndede og modigt repertoirevalg
Jones lagde nemlig ud med “I’m Growing Old”, der netop en af mine store favoritter fra Surrounded by Time. Han sang siddende på en høj stol, kun akkompagneret af pianisten og med stemningsmættet sort-hvidt headshot på storskærmen bag sig. Det var en af den slags åbninger, der skærer helt ind til benet, samtidig med at den var en klar melding til publikum om, at alder var et tema og noget, som Jones agtede at bruge som kunstnerisk ballast.
Andet nummer var Leonard Cohens “Tower of Songs”, også en ret mørk sang i en nøgen iscenesættelse. Den handler om kunstnerisk stræben i relation til tidens ubønhørlige gang.
Fra tredje nummer, Dylans “Not Dark Yet”, var hele bandet på, men som titlen antyder, er det også en ret dyster sag om den slitage og de knubs, livet giver. Jeg synes, det er utroligt smukt, modigt og passende for en mand på 85 at insistere på, at de sange, han synger, skal handle om det, han har på sit livs tallerken lige nu.
De tre sange fremstod et indledende læggen-kortene-på-bordet-kapitel i koncerten.
Herefter skiftede scenen, og det var nok meget godt lige at give publikum lidt af det, mange sandsynligvis var kommet for. I hvert fald “inviterede” Jones os nu “med tilbage i tiden” og gav et par af de vel nok obligatoriske sange fra hans første album fra midt-60’erne. De havde dog fået nye arrangementer, og fx blev “It’s Not Unusual” iklædt harmonika, akustisk guitar og congas, så den blev mere charmerende end kitsch.
Som sidste sang i dette “sexede” kapitel leverede han Sexbomb som fuldfed blues shuffle.
Herefter vendte han tilbage til repertoiret fra Surrounded by Time, hvorfra han spillede de allerfleste sange, suppleret med enkelte numre fra andre ældre album.
Bandet spillede virkelig godt og efterhånden, som koncerten skred frem, kom de mere og mere på banen. Det er ikke nogen nem opgave at akkompagnere en kunstner med en karriere, der strækker sig over seks årtier og mange genrer, og få det til at hænge så godt sammen, som de gjorde.
Stemmepragten har han stadig.
Og nu vi er ved de seks årtier og livet som crooner.
Der var ikke ét øjeblik i den næsten to timer lange koncert, hvor jeg tænkte, at nu går det ikke længere. Tværtimod blev Jones mere og mere storsyngende, efterhånden som koncerten skred frem. Meget imponerende – og igen er det ordet respektindgydende, der falder mig ind.
De brugsspor, som tiden har sat på stemmen, klæder klangen, og det virker ikke, som om det hæmmer ham i forhold til funktionaliteten. Livet, de mange koncerter og årene har slidt lidt af fernissen, men det betyder bare, at man bedre kan mærke ham.
Mange flotte fortolkninger
Tom Jones skriver ikke sange selv. Han er en fortolker af andres, og netop derfor er det så vigtigt at vælge de rigtige sange. Til denne sætliste, ligesom til det seneste album, er der truffet nogle virkelig gode valg, der trygt navigerer uden om det farvand, hvor en gammel koryfæ og hans publikum sammen lader som om, tiden ikke er gået. Det var slet ikke det ærinde, Tom Jones er ude i.
Ud over åbningsnummeret “I’m Growing Old” faldt de fleste højdepunkter i koncertens sidste halvdel.
“Across the Borderline”, skrevet af Ry Cooder men gjort kendt af Willie Nelson, blev smukt fortolket. Teksten, der vel oprindeligt handler om mexicanske indvandrere og “the borderline” mellem Mexico og Texas, kom i Jones’ mund til at lyde som en slags længsel efter det hinsides. Linjen “you paid the price to come so far just to wind up where you are” resonerede også på en særlig måde. Sangen er grundlæggende et country-nummer, og jeg synes ikke, det ville være en dårlig idé, hvis Jones lavede en mørk countryplade. Ideen er hermed givet videre. :-)
Jones var også både cool og elegant fraserende i de sange, hvor han kørte noget ret rytmisk spoken word, fx i “Talking Reality Television Blues”.
Overraskende nok var “Delilah”, et af hans gamle hits, også på min favoritliste. Det var nok primært bandets fortjeneste, fordi de gav den nye vinger med en fin spansk-inspireret guitarintro, der siden slog over i et tex-mex/surf guitar-drevet landskab, som endte med at swinge så meget, at det var svært at stå stille.
Flest smileys har jeg sat ud for “Lazarus Man”, et langt forløb over et simpelt ostinat, hvor Jones startede i spoken word og lidt efter lidt lod intensiteten i hans foredrag stige mod at synge-prædike à la de amerikanske baptistpræster, mens bandet tog mere og mere fra, spillede korte soloer mellem versene og lod musikken udvikle sig. Man følte sig teleporteret tilbage til Woodstock-festivalen og den tid, hvor musik gerne måtte tage sig god tid, og et nummer godt kunne vare 9 minutter, fordi man var på rejse sammen.
Tillykke til Tivoli og lydfolkene
At jeg kan tale om teksterne og nyde hans stemme så meget, skyldes to ting. For det første: Tom Jones er af den gamle skole, når det kommer til diktion. Man kan forstå alt, hvad han synger. Det er desværre ikke en færdighed, mange moderne sangere har dyrket.
For det andet: På trods af at jeg stod ret langt tilbage, vil jeg sige, at lyden var fremragende, og vokalen stod altid flot.
Tillykke til Tivoli og lydfolkene – I har knækket koden. Det er der mange arrangører af større koncerter, der kunne lære noget af.
That was the river / This is the sea!
Citatet stammer fra sangen “This Is the Sea”, endnu et cover – denne gang fra 80’erne. Det stod også på min liste over aftenens favoritter, bl.a. fordi det fremstod særligt dybsindigt med sin metafor for forholdet mellem fortid og nutid: “That was the river / This is the sea!” For mig kom det til at stå som et symbol på Tom Jones og den festlige entertainer fuld af bravado og sexappeal, han var, stillet over for den mere livskloge og alvorlige mand, han var i aften:
Fra den brusende lavbundede flod til det dybe, store hav.
Han har altid været god – nu er han bare bedre.
Sætliste
I'm Growing Old (Bobby Cole cover)
Tower of Song (Leonard Cohen cover)
Not Dark Yet (Bob Dylan cover)
It's Not Unusual (Les Reed cover)
What's New Pussycat? (Burt Bacharach cover)
Sexbomb (Mousse T. cover)
You Can Leave Your Hat On (Randy Newman cover)
Pop Star (Cat Stevens cover)
One More Cup of Coffee (Bob Dylan cover)
Across the Borderline (Ry Cooder/ Willie Nelson cover)
The Windmills of Your Mind
(Michel Legrand/ Dusty Springfield cover)
I Won't Crumble with You If You Fall (Bernice Johnson Reagon cover)
Talking Reality Television Blues (Todd Snider cover)
This Is the Sea (The Waterboys cover)
Delilah (Les Reed cover)
Lazarus Man (Terry Callier cover)
If I Only Knew (Rise Robots Rise cover)
Kiss (Prince cover)
Extra
Green, Green Grass of Home (Claude “Curly” Putman, Jr. cover)
One Hell of a Life (Katell Keineg cover)
Strange Things (Sister Rosetta Tharpe cover)