Virkelig flot show! Men ikke alle nuancer overlevede stor”tromlen”
The Lumineers - ★★★★
Royal Arena 09.05.25
Anmeldt for GAFFA.DK
The Lumineers havde ikke mindre end 29 folk-rock-bangere med til os, og det endte som en regulær hit-på-hit-galla.
Lyden af bandet Lumineers med Wesley Schultz’ skønne upolerede stemme i front sender mig straks på tidsrejse tilbage til en bilferie i 2016, hvor ”Ophelia” fra Lumineers’ andet album Cleopatra kørte på repeat, mens de østrigske alper for forbi. Og måske det ikke er helt galt at se bjerge på den indre biograf, når man hører Lumineers, for der er jo også flotte bjerge i Colorado, hvor bandet kommer fra.
Stilistisk er vi ude i noget stadion-folk, hvis det ellers er en gangbar genrebetegnelse. Ikke bare fordi de nu i aften optrådte i Royal Arena, men fordi deres sange er iørefaldende og medrivende i en grad så det i udgangspunktet akustiske lydbillede faktisk kan fungere på store scener.
De fortrinsvis akustiske instrumenter kæmpede for en plads i lydbilledet
Når det er sagt, havde jeg i aften samme oplevelse som da jeg så dem på Roskilde i 2017 en eftermiddag på Orange scene, som de også sagtens kunne spille op, hvor jeg stod og drømte om, hvordan det ville tjene musikken, hvis man kunne få lov at opleve den på en mindre scene.
Deres glæde ved meget simple beats, gerne med stortromme på alle tilgængelige slag, går lige an på album, og er vel sådan set med til at skabe det der medrivende element, men live kan de slet ikke styre deres begejstring og den får al den stortromme, den kan trække, ind imellem suppleret med to granvoksne mænd, der stående spiller på de samme slag i en percussionsektion bestående af to dybe gulv-tammer. De har også ligefrem en jumbo-size stortromme (gran casa), som godt nok mest er til at kikke på, men det siger jo også noget. I starten af showet, i alle fald fra min plads oppe til højre for scenen, var det kun vokal med ret voldsom bas og trommer, man kunne høre. Det blev bedre, men det er stadig ærgerligt, at fx violin skal forstærkes til ukendelighed, og det for bandets albumlyd så karakteristiske opretstående klaver, og alle andre instrumenter i øvrigt, måtte kæmpe for livet i det samlede lydbilledet. At høre et band som Lumineers på fx. Tønderfestival, det ville helt sikkert være en endnu bedre oplevelse. Den har vi så stadig til gode.
Mange fine album!
Når jeg nu er kommet af med den brokstrøm, så skal der ikke herske tvivl om, at det var en fremragende koncert. Med et bagkatalog fuldt af bangers og et virkelig godt nyt album at spille fra, så var det et flot udvalg af sange. Vi fik numre fra alle deres 5 studiealbum. Hvis spotify popularitet er noget at gå efter, så er det stadig de to første album, der er de største. Jeg holder til gengæld utrolig meget af deres tredje 2019 album, der bare hedder III, som jeg gerne vil slå et slag for her. Det er et mere nedtonet konceptalbum, hvor alle sange handler om misbrug i en eller anden form. Det er et album fuldt af dybt rørende sæde- og personskildringer med stærk story-telling. Flere af de sange forekommer mig stadig uafrystelige.
Siden kom “BRIGHTSIDE”, der på mange måder var en tilbagevenden til kernekompetencerne fra de første 2 album, men som helhed mindre vellykket. Derimod synes jeg, at deres helt ny album “Automatic” er virkelig godt. Her løfter de lige foden fra speederen igen, så der er plads til at musikken kan ånde, uden at de begynder at fedte med de medrivende melodier, for fedte med det, det gør Lumineers ikke.
Ligefremme enkle ørehængere
Lumineers kerneydelse er nemlig at skrive de der helt ligefremme enkle ørehængere og sætte dem i scene med klaver, guitar (ofte akustisk), masser af stortromme og bas, violin, gruppe-kor der svarer leaden, og så ellers se til, at sangene kommer ud over scenekanten. På deres album rammer de rent med denne håndholdte musik uden at tilføre unødig musikalsk sminke.
Live var det visuelle lagt til pakken, og det var en de smukkeste koncert-scenografier jeg længe har set. Nogen meter foran bagtæppet var der placeret nogen hængene “søjler”, der skabte dybde i scenografien, fordi der både på bagtæppe og søjler med mellemrum blev projiceret smukke visuals med varme farve og for det meste stiliserede naturreferencer. Det var yderst æstetisk, gav flere sange deres eget visuelle rum og virkede meget imødekommende i sin ro.
Smukke visuals og flot koreograferet show
Selv om de fleste sange er ultrakorte, så kunne 29 jo nemt have været en alt for lang koncert, men der var gjort rigtig meget for at skabe variation, ikke bare i det visuelle. Scenen var bygget ud med en bred “pil”, der skabte mulighed for at hele bandet, eller dele af det, kunne stå 10 meter længere fremme ude blandt publikum og spille og synge derfra. Et virkelig effektivt crew sørgede for, at de rette instrumenter og mikrofoner kom frem på rette tid og sted. Både trommesæt og flygel og el-klaver kunne således på ingen tid eleveres op fra underscenen, og
Den fremskudte scene blev altså ikke bare brugt til at Wesley Schultz kunne spankulere derud et par gange. Stort set for hvert nummer var der omrokeringer, nye grupperinger af bandet placeret både fremme på “pilen” og bag på scenen, instrumentskift og nedskalering til numre uden trommesæt, en mandolin her, en harmonica dér. Igen kun muliggjort af et virkelig effektivt crew.
Selv en kæmpe konfettikanon med hvide papirstykker, der dalede og duvede sært langsomt ned over den fremskudte scene og publikum, var smukt.
Klædeligt grus i maskineriet
Jeg var vild med Wesley Schultz i rødt løst jakkesæt med gummisko og håret i to fletninger ned ad siden. At han senere, da jakken røg, viste sig at have en Tom Petty T-shirt på under, var jo skønt. Lad baseballkasketten blive hjemme en anden gang, er mit stylingtip til Wesley.
Og så det vigtigste, hans stemme. Den er ikke decideret skønhedsøgende, og han er ikke superoptaget af at ramme de højeste toner rent, men det er ikke noget, der skæmmer musikken. Tværtimod kaster det lidt klædeligt grus i maskineriet og tilfører et lille drys desperado-element, som jeg godt kan lide.
Dejligt band fuldt af personligheder
Til sidst skal det siges, at Lumineers egentlig er en duo, Wesley Schultz og Jeremiah Fraites, der skriver sangene sammen. Fraites spiller de for lyden så markante klaver og trommer. På scenen fremstår de som et større, voksent og meget sammen- og velspillet band.
Jeg har læst et sted at Jeremiah Fraites, siger at alle der kan spille et instrument kan spille Lumineers sange. Det kan der være noget om, fordi de er så simple og medrivende, men det var nu et dejligt velspillende voksent band, hvor alle kan spille på flere forskellige instrumenter og gerne skiftedes og byttede plads. Man mærkede også tydeligt at det var et band fuld af personligheder.
Hit-på-hit-galla
Det er svært at udpege favoritmomenter, for i sådan en hit-på-hit-galla fmed så mange gode sange, var der jo virkelig mange. “So Long” i en næsten grunge-agtig version, var et. Flere af de sange, hvor Fraites forlod trommerne og spillede klaver, som “Salt and the Sea”. Mod slutningen var det “My Eyes”, som de specifikt sagde de ikke havde spillet i mange år.
Support fra Michael Marcagi fungerede fint. Men igen, det var en lang aften, så det var ikke strengt nødvendigt med mere musik. Det kan han jo så ikke gøre for.
Sætliste :
Same old song
Flowers in your hair
Angela
You’re All I Got
WHERE WE ARE
Asshole
A.M RADIO
Plasticine
Donna
Ho Hey
Dead Sea
BRIGHTSIDE
Sleep on the Floor
Gloria
So Long
April
Salt and the Sea
Keys on the Table
Charlie Boy (med Michael Marcagi)
Slow it Down
Automatic
Ophelia
Leader of the Landslide (med lille reference til Stone’s “You Can’t Always Get What You Want”)
Ativan
Big Parade
REPRISE
My Eyes
Cleopatra
Stubborn Love