Hver sang er sin egen lille filmiske hard-luck-story-novelle.
The Delines - ★★★★
Hotel Cecil 11.05.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Erling Brodersen
Sangskriver og forfatter Willy Vlautin og The Delines ved, hvordan man spiller en historie.
Var man er til højenergisk, tidstypisk moderne hårdtpumpet mainstream musik med tekster, der handler kunstner-JEGet selv, var man gået forkert denne søndag på Hotel Cecil.
Kan man derimod se det charmerende i tilbagelænet old school southern country-soul som afsæt for et ret særligt tekstunivers befolket af slidte arbejderklasse amerikanere, unge så vel som gamle, underdogs og fallerede skæbner, der er nemme at elske, fordi de kæmper så hårdt for ikke gå til bunds i det amerikanske samfund, var man det helt rigtige sted.
“Little Earl is driving down the Gulf Coast /Sitting on a pillow so he can see the road”. Når man så også får at vide, at hans bror ligger blødende på bagsædet, jamen så bliver man da nysgerrig. Det var sådan deres 2022 album The Sea Drift åbnede, og det var lige dér, jeg blev fanget ind første gang.
Willy Vlautin, der er bandets guitarist og sangskriver, er også forfatter af talrige bøger, og det mærker man tydeligt. Hver sang er sin egen lille filmiske hard-luck-story-novelle. En historie løftet af en til to karakterer, der ofte flytter sig både i tid og sted.
Sangerinden Amy Boone synger med støvet alt stemme, der sjældent våger sig ud over det komfortable leje, men det er jo også lige præcis i talestemmens leje, at historier skal fortælles. Det passer heldigvis godt til stilen, at hverken hun eller melodierne tager på vej.
På The Delines album er der blæsere med, hvilket jeg synes er et meget attraktivt element i lyden omkring sangene, så jeg blev straks ærgerlig over at se, at der ikke var stillet mikrofoner op til en blæsergruppe. Det viste sig så, at Cory Gray ikke bare er en fremragende pianist, men også en virkelig delikat trompetist. Det er åbenbart også ham, der laver blæser arrangementer til pladerne. Her i aften stod han for mange smukke trompetindsatser, korte og præcise med flot tone. Ofte spillede har i øvrigt trompet med højre hånd, mens han spillede el-klaver med venstre, uden at det lød dårligere af den grund.
De fleste sange i aften kom fra The Delines helt nye og rigtig gode femte album Mr. Luck and Ms. Doom. Deres album har i øvrigt en bemærkelsesværdig retro-æstetik i selve produktionen, en detalje der var mindre tydeligt her i live situationen.
Jeg læste et interview med Vlautin, der fortalte, at han på, opfordring af Amy Boone, havde forsøgt at skrive nogen mere regulære en kærlighedssang til det ny album, fordi Boone havde efterspurgt sådan et mere almindeligt scenarie. Man bemærker da også, at der på det ny album er færre ensomme eksistenser og flere karakterer, der har en relations til hinanden. Men der er nu alligevel ikke meget happy end over de fortællinger med mindre altså, at man finder, at det er happy end nok, at Nancys får hævn over sin lede speedsnakkende Pensacola Pimp, der har tyranniseret hende siden hun var 16, i og med at han får skåret haslen over til sidst.
Jeg må indrømme, at jeg under vejs undrede mig lidt over, at der ikke fulgte lidt introduktioner med sangene. Men måske er det noget andet, når det ikke er en jeg-fortæller-sangskriver. Måske tænker Willy Vlautin som så, at teksterne fortæller alt det, der skal fortælles. Alligevel kunne man jo godt tænke lidt i sætte fortællingerne op med lidt introduktioner, når man optræder i lande, hvor engelsk ikke er hovedsprog, netop fordi historierne er vigtige at få med.
Jeg kunne særligt godt lide “Maureen’s Gone Missing”, et af bandets ret få up tempo numre. Maureen har stjålet noget fra nogen, man ikke skal stjæle fra, og derfor har hun forladt byen. Vi møder faktisk aldrig Maureen selv, men kun alle de lyssky voldsparate typer med manglende fingre og halstatoveringer, der møder op og sparker hendes dør ind.
Et andet virkelig flot foredrag med et helt let og gennemsigtigt arrangement var ”Surfers in Twilight” fra et tidligere album. En sang om en kvinde, der ser sin elskede blive arresteret, kastet ned på jorden og trukket ind i en politibil. Hun tvivler sådan set ikke på, at han er skyldig, men hun ved ikke i hvad. Den voldsomme oplevelse står i skarp kontrast til stemningen på den havnepromenade fuld af turister og surfere i horisonten, hvor hændelsen sker.
Skæg var “My Blood Bleeds”, som Vlautin selv leadede i fin Johny Cash stil med “ho ho” straffefangekor fra de de andre mænd i bandet.
Som sagt var der mange fine Trompet indsatser fra Cory Gray bl.a. i “Sitting on the Curb”. En sang om en kvinde, der ser sit ægteskab implodere for øjnene af sig.
The Delines er fem granvoksne mennesker, og det var det dedikerede publikum også denne aften på Hotel Cecil. Alle lod til at nyde sangene i fulde drag.
Sætliste
Mr. Luck and Ms. Doom
Maureen’s Gone Missing
Little Earl
Old Haunted Place
Nancy & the Pensacola Pimp
Surfers in Twilight
Haunted Thoughts
JP & Me
My Blood Bleeds
Don’t Miss Your Bus Lorraine
Sitting on the Curb
Left hook Like Frazier
Don’t Think Less of Me
Ekstra
Lynett’s Lament
Calling in
Imperial
Dilaudid Diane