Lucinda Williams - ★★★★★
Album: The World’s Gone Wrong rel. 23 Jan. 2026
Anmeldt for GAFFA.dk
Lucinda Williams tager bladet fra munden. ”We have swallowed the liquid of his lies / Tolerated the one we despise”
Jeg er jo selv kunstner og Lucinda Williams er en af mine store inspirationer. Desuden bliver hun bare bedre og bedre. Live er hun måske lidt uegal, men hendes koncert i Vega i Maj ’25 var den bedste af den håndfuld Williams-koncerter, jeg har set.
Williams, der startede som mere traditionel country-artist, har været i gang siden slut 70erne. Car Wheels on a Gravel Road (1998) blev hendes kommercielle gennembrud. Hendes decideret snavset-rockede 2007 album West er til gengæld det, jeg bliver ved at vende tilbage til, mens jeg, fra de senere år, også er meget glad for The Ghost of Highway 20, (2016). Det er et vidunderligt album, hvor nye musikalske legekammerater gav os en mere laid back version af Lucinda. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at det ny album, lander på min favoritliste.
Williams er tilbage i det beskidte alt-country-blues-rock-land. Williams har skrevet de fleste sange sammen med sin mand, manager og co-producer gennem 15 år Tom Overby, mens samarbejde med co-producer og teknikker Ray Kennedy er af endnu ældre dato. Alligevel føles albummet nyt og friskt.
Noget af det nye er, at der er kor på omkvædene. Brittney Spencer, som nogen måske husker fra Beyoncés country album, leverer soul-inficeret country-vokal rundt om Lucindas klædeligt ramponerede stemme. For mig at høre, et match made in Heaven. Spencer er ”featuring” både på titelsangen og det andet track ”Something’s Gotta Give”, som begge er blandt mine favoritter, men jeg hører hende også i baggrunden andre steder. Det gør sangene godt at få det løft i omkvædene, og det er med til at gøre det til et dejligt medrivende album. Sydende hammondorgel, guitarer, der snerrer om kap med Williams stemme, og et band, der bluesrocker igennem, mens de swinger som død og helvede, er bestemt også med til at løfte min begejstring.
Teksterne er i protest-sangs-kategorien, og adressen er tydelig. Når Williams på albummets sidste skæring sammen Norah Jones (for fuld udblæsning, sådan som man sjældent hører Jones på hendes egne blødere album) synger: We have swallowed the liquid of his lies / Tolerated the one we despise / Been led astray by his disguise / And fooled by his beliefs” er man ikke i tvivl om adressen. Men, som de også synger i denne herlige americana-hymne ”We have come too far to turn around”. Her er det jo at musikken og sangene kommer os til undsætning: ”Looking for comfort in a song / Everybody knows the world's gone wrong” (citat fra titelsangen)