Parker Millsap leverede et gennemmusikalsk sæt
Perker Millsap - ★★★★
Lille Vega d.5.02.25
Anmeldt for GAFFA.dk
Denne anmelder lod sig ikke for alvor rive med af Millsaps sange, men derimod af hans musikerskab, hans flotte stemme og perfekte timing.
Jeg kendte ikke Millsap særlig godt inden, jeg troppede op til koncert. Jeg havde til gengæld hørt godt om hans optræden på Tønder Festival, og tanken om, at jeg kunne opleve ham solo, tiltalte mig. Jo mere intimt jo bedre, når man skal møde en ny kunstner, er min holdning. Det er ligesom nemmere at mærke dem og få en følelse af, hvad de har at komme med, og hvem de er.
Millsap kom således på scenen alene med sin akustiske guitar. Han havde hverken pedaler eller back track med. Og tak for det!
Fra de par album jeg havde hørt som forberedelse, for at vide, hvad jeg gik indtil, genkendte jeg straks hans fine ”Your Water”, som han lagde ud med til stramt guitarakkompagnement, supertæt og præcist med markante ”stabs” og top swingende i øvrigt. Han viste sig således med det samme at være en mere end bare fremragende guitarist. Han forstod virkelig at iscenesætte og udføre sine sange med varieret og overlegent dynamisk overskud. Det forstod vi allerede i det andet nummer ”So Far Apart”, hvor han tog det dynamiske spil helt ud. Her vekslede han mellem at pumpe 8-dele på dæmpede strenge for så at lade alle 6 strenge ringe ud i den åbne tuning han brugte. Selv vokalmelodien blev pludselig lagt en oktav op, og til sidst lod han også hele nummeret accelerere vildt. En helt igennem overlegen præsentation, der viste, hvor fed en musiker, han er.
Når det er sagt, så var han for mig at høre ikke en super interessant sangskriver. Der manglede et eller andet mørke eller dybde i hans sangskrivning, for at jeg for alvor kan holde af sangene. Som eksempel en sang som ”Disappear”, der plot-wise er en ultralight version af Tracy Chapmans ”Fast Car”. Det var generelt som om, at det han havde på hjerte, sådan set ”bare” var, at det skulle lyde fedt. Det gjorde det så også, det indrømmer jeg gerne. Men for mig var det som om, at der var et eller andet, der ikke stak så dybt, som jeg ellers godt kan lide, at det gør.
Men der masser af godt at sige om Parker Millsap, og det meste handler om hans musikalitet, som var virkelig overbevisende. Især i de mange langsomme bluesfarvede sange og i særlig grad i den gamle deltablues-sang ”You Gotta Move”, afviklet i et laaaangsomt tempo, sparsomt orkestret med et helt basalt guitarostinat, der alternerede med hans mundharpe og dertil overraskende lys vokal med masser af grus på stemme. Her viste han igen, hvor overlegen hans timing og vokal er. Det var helt klart et af aftenens højdepunkter - nøgent og meget ekspressivt.
Undervejs fortalte han lidt om sine sange, uden for alvor at være dybsindig. En sjov detalje vedr. hans ”murder ballade” ”Old Time Religion”, var at han havde opgivet at spille den for en tid, fordi han ikke orkede at synge en sang om en mand, der slog sin kone ihjel. Han syntes ligesom ikke tiden var til det. Ved et lille tekstligt kunstgreb, havde han så fået byttet om på fortegnene, så det nu var konen, der slog manden ihjel, hvorefter den kunne komme på sætlisten igen.
Han fortalte også om at være vokset op i pinsebevægelsen i small town Oklahoma, et meget hvidt, kærligt og trygt- men også homofobisk - samfund. Noget der havde inspireret ham til at skrive en af hans vel nok bedste sange hymnen ”Heaven Sent”. Den faldt som aftenens sidste nummer, hvor jeg lige nåede at tænke, endelig en fed melodi.
Jeg lod mig således ikke for alvor rive med af Millsaps sange, men derimod af hans musikerskab, hans fede stemme og perfekte timing og fremkommelige væsen. Med andre ord lod jeg mig gerne rive med af hans performance, kan man sige.
Der var ikke fyldt i Lille Vega i aftes, men dem, der var der, var vilde med ham, og det lod til at mange var kommet, fordi de havde oplevet ham på Tønder Festival.
Som ekstra nummer fik vi en ny sang ”Before the Curtain Closes”, en fin vals. Da var der gået to timer. Personligt synes jeg ikke, at ét-sættere behøver vare et minut længere end halvanden time.
Skal man høre ét album med Millsap, så er mit forslag at starte med hans 2016 album ”The Very Last Day”. Det er rigtig godt og klart det bedste!!
Sætliste:
Your Water
So Far Apart
The real Thing
Front Porchin’
You Gotta Move (Mississippi Fred McDowell)
Hades Pleads
The Villain
What You’ve Show Me
Running on Time
Old Time Religion
It Was you
Finding Out
Disappear
Wilderness Within You
Crazy Love (Van Morrison cover)
Tell Me
Palisade
Heaven Sent
Dammit
ektra
Before the Curtain Closes