Ocie Elliott kan noget med delikat samklang
Ocie Elliott - ★★★
Store Vega KBH 19.11.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Trinelise Væring
Alligevel kunne de, med deres tilknappede facon og deres sange ikke fylde scenen i Store Vega ud.
Support Benjamin George Cramer alias Old Sea Brigade, stod, som de fleste kunstnere vælger at gøre, fremme på forscenen. Da hovednavnet, den Canadiske indie-folk duo Ocie Elliot, gik på, havde de valgt at stå på et lille podie et par meter fra scenekanten. Og det var sådan set også sådan, jeg oplevede koncerten, altså at hverken de eller deres sange vågede sig ud i nærheden af scenekanten og publikum.
Det undrede mig nu også, at duoen (til lejligheden suppleret med en trommeslager og bassist, begge totalt anonyme) var sat på i Store Vega. Ikke bare fordi Ocie Elliot er ret ukendte på disse kanter, men især fordi deres udtryk er intimt. Folk-pop bygget over Jon Middletons akustiske guitar, Sierra Lundys rudimentære keyboards og så deres stemmer i ret delikat samklang. Delikat, fordi Middletons stemme, som mange amerikanske folk- og countrysangere, har det, man kalder twang (måske kan man oversætte med ”kant”), mens Lundys stemme er mere luftig og sprød, hvilket tilsammen giver en virkelig dejlig lyd. Især når de synger i oktaver får man øjeblikkeligt lyst til at sænke skuldrene. Det er sandsynligvis også derfor, at flere af deres sange er blevet featured i forskellige TV-serier, hvilket har givet dem en - for genren - ufattelig masse streams.
At jeg - deres dejlige to-stemmighed til trods - ikke synes, at sangene live fik vinger, der kunne bære dem, er der flere grunde til. Udførslen var noget stiv og for Sierra Lundys vedkommende på keys og vokal kun lige akkurat tilstrækkelig. Jon Middleton spiller da bestemt godt akustisk guitar, men heller ikke mere end det. For at liveoplevelse skal give mening for mig, kræver det noget mere reelt samspil, noget tagen fat i musikken, noget energi i udtrykket og dynamisk variation sangene imellem. OG ikke mindst så kræver, hvis man har et intimt udtryk, at man tør blotte sig bare en lille smule i formidlingen af sine sange. Duoen var så tilknappede, at ja, jeg vil næsten sige, at de var kedeligt selskab. De havde ikke noget interessant, at sige om deres sange, ikke nogen humor eller kemi med hinanden (det fremgik ellers af programmet, at de var et par, så der må jo være noget). De fremstod ret anonyme måske ligefrem generte. Hvis det havde været i Ideal Bar eller bare Lille Vega, er det meget muligt, det havde været en bedre oplevelse, men Store Vega kunne hverken de eller deres sange i mine øjne fylde.
Ocie Elliot har nogle gode sange, det skal de have. Fra deres nye plade, er det sange som ”Feeling Fine”, og ”Younger Days”. De lyder virkelig godt på deres album, og de klarede også live-skærene, fordi det er dejlige melodier og stemmerne klinger så flot. ”Forrest Flor” fra deres 2020 album In that Room skilte sig også positivt ud, fordi harmonierne flytter sig en lille smule i omkvædet i modsætning til mange af deres andre sange, der harmonisk ikke kommer ud af stedet. Lægger man til gengæld et par af de bedste Ocie Elliot sange i en playliste blandt anden musik, så virker de, som en dejlig rolig oase. Det kan jeg godt anbefale.
Efter en god times tid, sagde Middleton så, at hvis vi ikke havde noget imod det, ville de bare blive på scenen og spille ekstranumrene med det samme. Her blev deres ”omgangsform” pludselig mere afslappet og personlig, måske fordi de, da de nu stod på forscenen for at spille ekstranumrene rundt om én enkelt mikrofon, og derfor kom til at stå tæt og se på hinanden. Det løsnede op for det stive i seancen, og man fornemmede at Sierra Lundy, hvis hun får lov, godt kan være mere personlig i sin dialog med publikum. Her faldt også et andet af aftenens højdepunkter nemlig en fin version af Big Thief sangen ”Certainty”
Support kom fra ”Old Sea Brigade”, som jeg - da koncerten oprindelig blev slået op - faktisk kendte bedre end hovednavnet. Alene med en guitar, fremstod hans sange dog ret blege. De er ellers på plade ret fint og lidt drømmende produceret med band omkring ham. Hans vokal sad heller ikke i skabet, bl.a. fordi han sang ”forbi” mikrofonen, hver gang melodierne flyttede sig fra mellemregistret. Om han var hæs eller bare sjusket, kunne jeg ikke greje. Men igen, hans plader er bedre, end han var live.
Med andre ord, en lidt skuffende aften fra først til sidst. Damn.