En storspillende Neil Young var fuld af saft og kraft.
Neil Young and the Chrome Hearts - ★★★★★
Tiøren 23.06.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Morten Rygaard
Sammen med The Chrome Hearts, blev der taget fra, trykket til og sparket røv.
Jeg så Neil Young på Roskilde i 2008, altså for snart 25 år siden. Jeg var primært kommet for at høre Radio Head og havde stort set ikke noget forhold til Youngs musik af nyere dato. Roskilde koncerten var en meget skramlet men også en ret fin koncert, ”men” jeg kan huske, at jeg tænkte, at både han og bandet var meget gamle. Her 25 år senere på tiøren, var det slet ikke en tanke, der strejfede mig. For mig at høre lod alderen virkelig ikke til at tynge Young. Han var han decideret tændt og musikken var fuld af saft og kraft. Måske det er hans nye helt igennem fremragende band The Chrome Hearts, der har fyret op under kedlerne. Under alle omstændigheder må man sige, at for en mand, der sidste år aflyste sin Nordamerikanske turne på grund af svigtende helbred, var han vitterlig sprællevende og bemærkelsesværdig fuld af spilleglæde. Der blev i den grad taget fra, trykket til, sparket røv fra både Young og bandet, der i tillæg igennem koncerten sang masser af fudlfedt kor, der var med til at løfte Youngs mindeværdige hooklines.
Det startede ellers ret tvivlsomt med en akustisk solo udgave af ”Comes a Time”, hvor man overhovedet ikke kunne høre vokalen. Jeg nåede at tænke, at hvis de ikke kan lave lyd på en enkel akustisk guitar og vokal, så kan det da kun gå galt. Fra andet nummer ”Be the Rain”, hvor elguitaren og bandet også var kommet frem, rettede lyden sig stille og roligt.
Fra ”Cinnamon Girl”, der var et tidligt højdepunkt, med masser af dejlig Youngsk elguitar og kor fra bandet var de spillet varme.
Det var tydeligt kommet for at spille rock, og det gjorde de så sandelig også. Flere sange, der i album versionerne er mere akustiske som fx ”My My, Hey Hey” fik en skovlfuld rock og det kunne de sagtens bære. Publikum stemte naturligvis i ”Hey hey, my my rocken roll will never die”.
Midt i sættet kom den akustiske guitar frem igen og Young satte sig på kanten af trommepodiet og spillede den smukke ballade ”The Needle and the Damage Done”.
Selvfølgelig er Youngs stemme, ikke så lyrisk og smidig som i hans unge år, en lille smule mere ”bævende” er den jo efter et langt liv on the road, men jeg synes, den overlever, og selv om den måske nok overlever bedst, hvor der er smæk på musikken, så kunne den også godt bære ham igennem sådan en fin ballade. Fortsat på akustisk guitar, men nu med band, fik vi i en dejligt swingende feel-good version af ”Harvest Moon” med et flot melodi-præsentation på mundharmonika.
På den lange fortælling om ”Sun Green” vekslede han mellem at synge i mikrofonen og råbesynge ind i en megafon, hvilket også fungerede virkelig godt og gav foredraget ekstra kant.
En meget lang ”Love and Only Love” var endnu et højdepunkt, med lange guitarstykker.
Det eneste nummer, der i mine øjne, ikke var vellykket, var ”In the Name of Love”, hvor Youngs vokal helt tabte pusten.
Selvom det for mange, inkl. mig selv, vel nok er Youngs lyse lyriske tenor, man først og fremmest associerer med ham, så fik man ikke lov at glemme, hvad der er lige så væsentligt nemlig, at han er en voldsom fed elguitarist. Havde man lige gået og glemt dét, stod det i alle fald lysende klart efter i aften. For der var så meget guitar, så meget fri leg, ikke bare i, hvad der lød som, åbne introer og outroer, men også imellem versene, hvis det lige passede ham. Om det alt sammen var en aftale, eller musikken bare fik lov at åbne sig, kunne jeg ikke regne ud.
Hans iørefaldende riff-baserede melodier, i øvrigt ofte med flot kor arbejde fra bandet, oven på hans meget enkle akkordrundgange gav masser af spillerum til bandet og det perfekte afsæt for Youngs elspade.
Og sætlisten? En god blanding af de indlysende not-to-miss sange, og andre, der ikke lige stod først på ønskelisten, men som også virkede velvalgte i sammenhængen. Jeg havde jo, som en hver pligtopfyldende anmelder, i flere omgange gennemlyttet Youngs spritnye og ret politiske, men også lidt dovne (i alle fald på tekstsiden) album Talking to the Trees, men det repertoire rørte han overraskende nok ikke ved. Som jeg oplevede det, var publikum, som de er flest, de vil høre noget de kender, og med en mand som Young med så lang en karriere og så mange sange folk elsker, så var det nok som det skulle være.
Peter Sommer med fuldt band, som spillede flot support for Young, åbnede sin koncert med sangen ”Hvad sker der i dit hoved” med linjerne ”Åh, lad mig blive ramt af en bil / jeg aldrig får råd til at købe / Lad mig få kærligheden at føle”
Det var også ca. sådan, jeg havde det, mens jeg stod og ventede forventningsfuldt på Neil Young, helt parat til at blive ramt af musikken, så jeg kunne få kærligheden at føle, og taknemmelig for, at Jeg i sidste øjeblik havde fået anmeldertjansen på afbud. Jeg ville nemlig ikke have haft råd til den stive pris af 1090 + gebyr for en ”inner circle” billet. Dem, der ikke stod i inner circle, stod godt nok laaaangt væk selvom de også havde betalt en god pris, så jeg følte mig meget privilegeret over at få denne oplevelse med.
Særliste:
Comes a Time
Be the Rain
When You Dance I can Really Love
Cinnamon Girl
Heart of Steel (Fuckin’ Up)
My My , Hey Hey
The Needle and the Damage Done
Harvest Moon
looking forward
Sun Green
Love and Only Love
Like a Hurricane
In the Name of Love
Old
Extra
Down by the River
Rocking in the Free World