Lucky Lo lagde Vega for sine fødder.
Lucky Lo - ★★★★★
Vega, København d.13.01.24
Anmeldt for GAFFA.dk / Foto: Peter Troest
Publikum eeeeeelskede Lo Ersare, og Lucky det var hun med sådan en crowd, som hun da også looooved right back.
At svenske, men flot dansktalende Lo Ersare lige valgte at tale engelsk til publikum, var faktisk lidt mærkelig, og jeg håber, at hun lige genovervejer det valg, når hun rejser videre ud i landet. I sammenhængen virkede det lidt fjollet. På en sommerfestival, jo, dér ku’ det gi’ mening, men her midt i januar, hvor byen ikke ligefrem vrimler med turister, så var det sgu underligt. Når det er sagt, så var det en rigtig dejlig aften.
Excentrisk og dragende vokal.
Jeg er meget betaget af Lucky Los smukke alt stemme. Det forekommer mig altid lidt excentrisk og dragende med kvinder med dybe stemmer. Det overraskende ved Lucky Los stemme er så, at hendes top tilmed er lys og smidig. Denne store klangforskel på bund og top er hendes vokale superkraft. Man hører det aller tydeligt på hendes til dato største sang ”Supercarry”, som hun også både startede og sluttede koncerten med. Først kom den i en nøgen og ultrakort version, hvor Lo akkompagnerede sig selv på sin elektriske banjo. Til sidst i koncerten (altså før ekstranumrene) spillede hun så en længere version med hele bandet.
Herimellem fik vi både numre fra hendes første album og fra hendes andet og seneste album Big Feel, der udkom for et par måneder siden. Ved første gennemlytning må jeg indrømme, at jeg ikke syntes, det indeholdt en musikalsk icebreaker helt i samme klasse som “Supercarry”, det synes jeg nok stadig ikke, men siden er jeg så blevet tvangsfodret med “Through the Eyes of a Woman”, fordi min stadigt hjemmeboende datter spiller den hver dag på guitar, og nu har jeg forlængst overgivet mig til den sang. Den er både stor, flot og ret elegant. Som den blev leveret live, lige denne aften var den overraskende nok ikke et af højdepunkterne. Det var til gengæld “Peak Valley” og ikke mindst “Bound in Blue”, der startede som på albummet helt stille med to akkorder på banjoen, frem og tilbage mellem dem, med stemmen svævende henover, mens nummeret langsomt arbejdede igennem et flot langt creciendo og tilsidst endte helt stille igen. Den svenske “Alla tankar på en gång” føltes også frisk.
Det tre mand og én kvinde høje band spillede godt. Særligt Mads Nørgaard på el-guitar, tog godt fra og leverede flere gode guitarsoli. Selv om de kun var 4 så lykkedes det flot at gengive albummets store lyd og følelsen af åben vinterhimmel og store vidder.
Lucky Lo både maler om maner sangene frem
Publikum var helt på. De både sang, klappede og mimede Lucky Los karakteristiske bevægelser, som lader til at høre til visse af sangene. Hun har i det hele taget en smuk fysisk måde at udleve sine sange på, når hun med sine flotte lange arme, både maler om maner sangene frem med enkle store bevægelser.
Efter 4 ekstranumre inklusive den helt fremragende ”Sunrice/Sunset” og en værdig og rolig gang stagediving, hvor Lo lå på ryggen og vinkede op til alle publikummerne oppe på balkonerne i det proppede Vega, var det slut, selv om, som hun sagde, det virkede lidt som om, publikum godt kunne være blevet ved.
Svenske Kristofer Greczula spillede support. Hans sange var alle skrevet efter ca. samme opskrift med startende med et lidt karakterforladt vers, der kun lader til at være til for at sætte omkvædet op, som så til gengæld får fuld skrue. Hver gang.
En undtagelse var et cover af Max Martin. Som Greczula forklarede, var han blevet inviteret til at spille til en prisoverrækkelse for Martin, og det havde været svært for ham, at finde en god sang i Martins bagkatalog. Hvor er det en skidt måde at introducere en kollegas nummer på, det må jeg sige. Der var så også bare det ved det, at det blev tydeligt, at Max Martins sang var ret meget bedre og mindre forudsigelig end Greczulas egne. Så mig vandt han i alle fald ikke med den manøvre.