Larkin Poe - Live

Southern rock for fuld udblæsning.

Larkin Poe  - ★★★★
Flakoner Salen KBH 31.10.25  
Anmeldt for GAFFA.DK 
Foto: Per Lange

Larkin Poe ER et virkelig godt live band. Men de er faktisk allerbedst, når de løfter foden lidt fra speederen og spiller akustiske versioner af deres sange.

Rebecca og Megan Lovell, de to søstre som udgør Larkin Poe, spiller southern rock - eller blues rock om I vil – og de gør det helst for fuld udblæsning. Rebecca spiller en mean elguitar, mens hun synger som en ung Bonnie Rait. Megan spiller virkelig godt lap steel (slide) guitar, som hun spiller stående. Hun synger desuden andenstemmer, der blander utrolig smukt med søsteren. Med sig på tur har de tre musikere (bas, trommer og tangenter), der var placeret på et lille podie bag søstrene, der selv indtog forscenen. Og scenen, den var i øvrigt utrolig smukt og meget feminint pyntet. Som den fremstod i varme røde nuancer med et storblomstret bagtæppe og stiliserede bregner med lys i placeret rundt omkring, var den en kontrast til musikkens ellers ret muskuløse udtryk.

Det er ikke første gang, jeg ser Larkin Poe live. Jeg har set dem her i Danmark i 2019, hvor jeg var virkelig imponeret over især Megans overlegne lap steel. Sidste år, så jeg dem så igen, nu på deres hjemmebane i Nashville, hvor jeg oplevede dem spille et kort fuld-akustisk sæt på en lille bar i East Nashville. Det var en forrygende oplevelse, og her forstod jeg så også, hvor dejlig en sangerinde Rebecca er. Hun har den sejeste tilbagelænede timing og synger blues uden at drive rovdrift på de virkemidler, der hører genren til. 

I koncertens første halvdel blev der spillet southern rock for fuld udblæsning. Det var decideret medrivende at se, de to spinkle hvide kvinder tage fra på deres guitarer og oven i hatten synge som en rå drøm. De lagde ud med en håndfuld sange fra deres seneste album Bloom, hvor af ”Mocking Bird” med vokaler, der ligger særlig flot og tæt, og ”If God Is a Woman” stod stærkt. Højdepunktet for mig var nu ”Bluephoria”, der i versene giver særlig god plads til Rebeccas Lovells vokal, fordi kun trommerne spiller igennem, mens hendes egen elguitar nøjes med afmålte markeringer, hvorefter sangen glider over i et stort fejende flot omkvæd  - en virkningsfuld og medrivende kontrast til versets mere afmålte udtryk.

Jeg anmeldte faktisk Bloom her i Gaffa tidligere i år, og var ikke udelt begejstret for det. Men jeg syntes faktisk, at sangene fungerede bedre i aften live. Måske fordi der kun er de to guitarer, og ikke en hel væg af dem, som på pladen, hvor det fremstår noget massivt.

Lige som man var begyndt at blive mæt af lydtrykket, skiftede Larkin Poe gear, og hele bandet samledes oppe på forscenen rundt om én mikrofon. Her spillede de fire akustiske numre. Og hold da op, hvor lød det godt! ”Southern Comfort” var hele aftenens højdepunkt for mig. Den kommer fra deres Grammy vindende 2022 album Blood Harmony. De har da også udgivet den i den akustiske form i 2023 på EPen ”An Acoustic Companion vol. 1” , ligesom de for få uger siden har udgivet deres seneste album med en ”An Acoustic Companion vol. 2”.  Resten af publikum lod også til at være vilde med den akustiske afdeling, der sluttede med en nærmest gospel klingende ”Devil Music”, propfuld af vintage sødme. 

Her efter kom de elektriske guitarer frem igen, og jeg må indrømme, da var det, som om det greb om musikken havde mistet sin magi, også selvom jeg forstod at værdsætter deres take på AC/DCs ”Wanted Woman”.

Tænk hvis Larkin Poe en dag tog på akustisk-tur og simpelthen spillede på nogen mindre scener.  Det ville være en drøm, for de ER et virkelig godt live band.

SON LITTLE var en virkelig god support. Det hjalp nok også, at jeg faktisk kendte ham på forhånd, men jeg vil stadig sige, at han leverede langt over normal support standard, og selvom han virkede noget stenet, når han henvendte sig til publikum, var det en god oplevelse. De var en trio, med hans guitar, trommer og tangenter, der også spillede bas roller. Musikken var mere ”soul” influeret end Larkin Poe, og meget mere løs i fugerne, men det fungerede rigtig godt. ”Lay Down” var et højdepunkt!

 

* Electric set 
Nowhere Fast 
Mockingbird 
Easy Love Pt. 1 
Summertime Sunset 
Bluephoria 
If God is a Woman 
Deep stays downs

*Acoustic set 
Southern Comfort 
Little Bit 
God moves On the Water
Devil Music 

*Electric set 
?
Bad Spell 
Pearls 
Wanted Woman - AC/DC 
Bolt Cutters & The Family Name 

Extra
Bloom Again

Leave a comment