En perfekt koncert, hvad enten man kan lide musikken eller ej.
Lainey Wilson - ★★★
★★
Store Vega 12.03.25
Anmeldt for GAFFA
Foto:Kasper Pasinski
Lainey Wilson kom med en hel trillebør fuld af effektive country hits og gav en virkelig god koncert sammen med sit overlegent velspillende band.
Jeg har før skrevet, at jeg har lidt svært ved at give mig hen til country, når den bliver mere pop end country, mere mainstream end roots. Når musikken bliver for effektiv, og opskriften på at skrive et godt Nashville-hit skinner for meget igennem. MEN når netop denne genre kommer fra allerøverste hylde, så bliver det pludselig en fornøjelse, fordi musikken simpelthen “virker”. Der er, kunne man sige, kommet noget godt ud af at følge opskriften. Jeg kan faktisk også godt lide, at man ikke skal bruge sit krudt på at afkode, hvad der lige er, der gælder her. Man kan sænke skuldrene og bare lade sig rive med, fordi man kender opskriften. Og det er der jo mange countrystjerner, der gør, men der er ikke mange, der kan levere så god en koncert inden for den genre, som Lainey Wilson kan.
Photo op. med Lainey
Inden koncerten var vi nogle, der var inviteret til såkaldt ”meet and greet”. “Nogle” viste sig at være undertegnede, de to værter fra programmet Ladies of Folk på Radio Mars og så cirka 15 mænd og kvinder, der var medlemmer af Wilsons amerikanske fanklub. De 15 danskere havde så vundet dette møde med Wilson ved lodtrækning. Jeg havde nok håbet, at jeg kunne have stillet et par gode spørgsmål, men ”meet and greet” viste sig at dække over en mulighed for at få taget sit billede sammen med aftenens stjerne.
Sådan en seance ville jeg nok ikke normalt være mødt op til, men nu var jeg jo kommet, og selv om jeg selv ser mega akavet ud på billederne, så var det jo alligevel lidt sjovt. Wilson selv var superprofessionel, krammede og sagde "how are you?" Jeg derimod blev helt mundlam og fik faktisk nærmest ikke sagt noget, hvilket jeg skammede mig over bagefter, jeg har bare sjældent prøvet noget så akavet. Men hatten af for, at Wilson tager sig tid til at møde sine fans lige før, hun går på scenen.
Det generøse og den der jeg-er-kommet-for-at-give-JER-en-god-oplevelse-udstråling var i det hele taget karakteristisk for indtrykket af den storsyngende Wilson, der emmede af overskud og professionalisme. Hun indtog scenen foran et udsolgt Store Vega, og ”indtog” er virkelig det rette ord, for hun gjorde hele scenen til sit territorium ved at spankulere hjemmevant rundt, helt ud på kanten, ud i siderne, og så bagud til trommepodiet. Afslappet og selvsikker i sin måde at bevæge sig og være i sin egen krop på. Skønt at se.
Den perfekte balance
Igennem aftenen holdt Wilson den perfekte balance mellem at være sammen med sit band på scenen og opmærksom og generøs over for publikum. Undervejs satte hun os blandt andet i gang forskellige bevægelser, for eksempel at svinge hænderne fra stede til side over hovedet, noget der ser flot ud, når hele salen er med. Der var et par steder, vi kunne, men ikke skulle – og det er vigtigt – synge med. “Copenhagen, take out your phones” opfordrede hun, da det blev tid til en ballade.
På et tidspunkt godt henne i koncerten sendte hun for eksempel bandet ud og satte sig på trommepodiet med en guitar og spillede et potpourri af tre sange, et vers og et omkvæd af hver, med en lille introduktion af hver sang, uden at stoppe med at spille.
Et forrygende band
Wilsons fem M/K store band var som sagt forrygende. De spillede numrene fra hendes seneste plader med masser af overskud, så musikken blev levende. Den akustiske guitarist viste sig også at spille mandolin, banjo og violin og var desuden en virkelig skarp korsangerinde. Særligt den ene af guitaristerne (som i øvrigt også spillede orgel) fik god plads og leverede et par virkelig medrivende guitarsoloer.
Og så er der sangene. Wilson fortalte fra scenen, at hun er vokset op i en lille by i Louisiana og havde tænkt, at det nok kun var de 180 indbyggere dér, der ville kunne se sig selv i de sange, hun skrev, men nu stod hun jo så her i København og var taknemmelig og forundret over musikkens magt.
Wilsons sange oplever jeg ikke som dybfølte personlige sange, men kan så til gengæld rumme os alle, blandt andet fordi sangskriverhåndværket, og det gælder også teksterne, i den grad sidder i skabet.
Blandt mine personlige favoritmomenter fra aftenen var en ret akustisk version af hendes gennembrudshit “Things a Man Oughta Know”, en lang medrivende guitarsolo på “Whirl Wind”, den skønne mindre upbeat, mere mellow “Heart Like a Truck” med den uforglemmelige linje: "I got a heart like a truck / It's been drug through the mud".
“Ring Finger” var også ret dejlig live og skiller sig i øvrigt noget ud fra resten af repertoiret, både fordi den næsten starter som disco, og fordi Wilson “rapper” verset. ”Keep up with Jones” var ligefrem bedre live end på album, mere honky tonk og med et dybere groove. Og så selvfølgelig “Country’s Cool Again”, som ikke engang ligger blandt hendes top 10 sange på Spotify, og det siger jo lidt om hvor mange hits, hun har. Det er en sang, man slet ikke kan stå stille til.
Lainey Wilson og bandet leverede altså i mine øjne en perfekt koncertoplevelse, hvad enten man kunne lide musikken eller ej
22.33 gik de af scenen, og lyset blev tændt med det samme, uden at de havde annonceret, at det var sidste nummer. Lige der bliv det lidt trist. Hvorfor ikke enten spille et ekstranummer eller i alle fald sige, at nu er det sidste nummer. Man brændte ligesom inde med sine klap. Det er faktisk min eneste reelle anke.
Sætliste
Hang tight Honey energisk pop roc
Smell of Smoke
Dirty looks
Good Horses. M. Warm up
Things a man Oughta Know
Middle of It
Whirlwind
Heart Like a Truck
Bar in Baton Rouge - proud Mary
Atta Girl
Watermelon Moonshine
Keep up with Jones
Country’s Cool again…
Never say Never / Wait in the Truck / Save me
4X4xU
Wildflower and Wild Horses