Katy Kirby leverer en bragende god toer.
Blue Rasberry - ★★★★★
Anti- rel. d.26.01.24
Anmeldt for GAFFA.dk
De mange fine melodiske sløjfer giver lyst til at sætte sangene på repeat.
Albummet åbner med en simpel melodistump, hvor klaveret med sustain-pedalen i bund spiller melodien sammen med vokalen, der er sunget let, intimt og helt tæt på mikrofonen. Bag den anden strofe aner man en lys violin og mod slutningen af frasen varmer celloen i bunden. Herfra glider resten af kammerensemblet med fløjte og strygere ind bag vokalen. Siden støder fint nænsomt afstemte trommer til, og så er vi i gang… midt i sangen falder alle igen til ro på en lang fermat, dér vender de bøtten og tager fat igen, hvor de startede med vokalen og klaveret. ”Redemption Arc” er en rigtig god åbner af et fremragende album, hvor vi genremæssigt er vi ovre i noget americana-inficeret chamber-(indie)folk/pop.
De gode sange står i kø
I musikmiljøet mytologiseres det første album. Fx hører man ofte en kunstners andet album omtalt som ”den svære toer”.
Jeg anerkender, at der er kunstnere, der har brugt så mange år på at spare sange op til debuten, at det er svært at følge den op med kun et par års opløb. Men når man har klicheer som ”øvelse gør mester”, så er det jo også nok, fordi der er noget om det.
I alle fald har amerikanske Katy Kirby nu ”øvet” sig så meget, at hun kan levere en bragende god toer. Hendes første album fra 2021 Cool Dry Place var skam også godt, men lever i mit musikloop udelukkende videre på grund af sangen ”Portals”. På Blue Raspberry derimod, står de gode sange i kø.
Melodierne lever og ånder i den kammermusikalske iscenesættelse
Det er første og fremmest det melodiske og hele lyden med den fine orkestrering omkring sangene, der tænder mig.
Kirbys melodier lever og ånder, mens de flytter sig på nye attraktive måder, så man hele tiden begejstres over en ny sløjfe og får lyst til at sætte sangen på repeat.
Og så er der lyden. Damn! Det lyder godt med den perfekte blanding af instrumenter. Der er akustisk guitar, klaver og Würlitzer, lidt snerrende el-guitar, der lige tilføjer lidt ”kant” her og der, og der er smagfulde trommer omkring hvilke, man kan høre rummet, de står i.
Kirby har bedt veninde og arrangør Rowen Merrill om at skrive den kammermusikalske iscenesættelse af sangene, og den opgave er virkelig indfølt og smagfuldt løst med en lille stryger gruppe, lidt fløjte her og lidt nænsom blæs dér.
Alberto Sewald har produceret og produktionen giver indtryk af, at rakte man ud kunne man røre ved det hele. Hør fx sange som ”Wait Listen” eller ”Hand in Hand” og mærk lyden.
Intime fnuglette og fint turnerede vokaler
På hele albummet suger de intime, fnuglette og fint turnerede vokaler min opmærksomhed til sig.
Teksterne kredser om kærlighedens mange stadier set med en queer kvindes blik.
Jeg oplever ikke, at teksterne i sig selv for alvor inviterer til, at man ser sig selv i dem. Jeg er ligesom mere med på en ”kikker”, måske fordi teksterne ikke blot er personlige, men ret private, og dermed for mig lidt lukker om sig selv. Samtidig er det også den privathed, der giver albummet sin fine intimitet, så vi er nok der, hvor det bare en smagssag.
Ved læsning af teksterne opdager man, at flere sprogbilleder og ord går igen. Man mærker, at Kirby er optaget af visse ord og vendinger, som hun måske ikke er blevet ”færdig med” i den første sang, og så bare arbejder videre med i den næste. Fx Cubic Zirconia (synthetisk fremstillet diamant) der både er en titel på én sang og indgår i to andre sange.
Jeg har læst mig til, at næsten alle sange er skrevet ud fra en enkel sides brainstorm m. poetiske fragmenter. Et sjovt greb, der på nogen måder giver albummet en rød tråd eller poetisk sammenhængskraft.
Why wouldn’t that be enough?
En sætning, der vender tilbage i flere sange er ”why wouldn’t that be enough?”. I forlængelse af det jeg skrev længere oppe om balancen mellem det personlige og det private, så er den sætning faktisk også noget af det eneste sproglige gods, der ruskede i mig, fordi det er et stort og eksistentielt spørgsmål, som alle mennesker nok har måttet stille sig selv nogle gange i et langt livs løb og ikke bare, når det handlede om kærlighedens mange kvaler. Sådan en sætning, selv om den udspiller sig i et privat rum, rækker længere ud.
Jeg kan også godt gå hen og kede mig lidt med kærlighed som eneste tema, og jeg kan godt føle mig uforløst, når et vers præsenterer et rim (eller næsten rim) på et indlysende sted i ét vers, for så i næste vers ikke at rime.
Men igen, gentagen rimstruktur eller ej, og om kærlighed som altoverskyggende tema er nok, er en smagssag.
Sådan et album vil jeg oooos’ lave.
Overordnet set er jeg dog med på det hele, fordi det bare lyder så brandgodt, og melodierne og intimiteten i udtrykket i den grad tiltrækker mig. Bandet spiller overdrevent smagfuldt og både produktionen og det orkestrale rum om sangene er så vellykkede at Blue Raspberry er et af de sjældne album, hvor jeg tænker, sådan et album vil jeg oooos’ lave.
Ud over de titler, jeg allerede har nævnt, er yderligere favoritter, ”Alexandria” og ”Blue Raspberry” og ”Salt Crystal” og så er vi snart dér, hvor jeg bare kunne sige hele pladen.