Trinelise Væring

Jessie Murph skuffede fælt 

Jessie Murph  - ★★★
Store Vega 14.10.25  
Anmeldt for GAFFA.DK 
Foto: Martin Kleisberg

Hvordan kan se så gå galt, når man kommer med et fedt album, gode sange og en virkelig speciel stemme?

Jamen det kan det, hvis man ikke leverer et eneste autentisk øjeblik, hvor man rent faktisk skaber musik sammen på scenen og generelt optræder akavet og unaturligt.
Da jeg kom hjem, mindede min noget forbløffede mand mig om, at jeg havde gået jeg glædet mig hele eftermiddagen. Glædet mig, fordi jeg synes, at Murph har en helt særlig stemme, som jeg bedst kan beskrive som Rihanna meets Amy Winehouse meets Janis Joplin. Kan I høre det for jer? Sej på lidt af den samme måde, som Rihanna er sej på hendes hovedværk Anti fra 2016. Noget af den samme kompakthed i vokalen, og dertil det samme super fede hiphop flow. Amy Winehouse tænker jeg på, fordi Murph har noget af den samme retro R&B fornemmelse, og som Winehouse ingen synderlig trang til unødig stemmepynt og sødladen vibrato. Janis Joplin nævner jeg, fordi Murph på sine flotte omkvæd presser stemmen på samme skånselsløse måde som Joblin. Så ja, jeg synes, hun er en sej sanger, der har så meget cool attitude, at jeg var overrasket over i min forberedelse at læse, at hun med gode 3 album ude, kun er 21 år gammel. Jeg var imponeret! Så langt så godt.

Murph åbnede med to af de stærkeste kort fra hendes seneste album. ”Gucci Mane”, er en slags signatursang opkaldt efter rapperen af samme navn, hvis ”Lemonade” også quotes både i tekst og i musikken via et sample. Når jeg kalder den en signatur sang, er det fordi den både musikalsk og tekstligt er en ærlig fremlæggelse af hvem Murph er, og hvad hun er rundet af.  Startende med: ”I'm from Alabama, I'm 'bout 4'11, I got a shitty father and I’d like to go to heaven”. Mens sidste vers lyder ”So now that I'm 20, and I'm trying to figure out / What the hell to do with love and what the hell to do without / I walk in with my head high, I feel like a tall child/ I sampled Lemonade and make Gucci Mane proud”

Derefter kom endnu en stærk sang fra samme album ”1965”. Den starter med en kort lydkollage fra datiden, efterfulgt af et Winehouse på hip-hopsk inspireret vers. De to sange er med andre ord et godt sted at starte, hvis I har lyst til at høre, hvor cool Murph er på album.

Det seje indtryk fortog sig desværre hurtigt, bl.a. fordi hun koncerten igennem valsede rundt og poserede i et væk som en anden Disney prinsesse. Intet forekom naturligt. Introduktioner var der få af, og når man spørger et dansk publikum, om nogen vil lære hende at sige ”I love you” på ”dutch” - altså hollandsk - ja, hvad skal man så tænke?

Vega var ikke fyldt, men der var folk og de kunne vitterlig de fleste af Murphs sange. På en time og 20 minutter afviklede Murph ultra korte versioner af mere end tyve sange fra hende 3 album. ”Afvikle” er det rigtige ord. Murph stillede nemlig kun med 2 mand (den ene spillede trommer og den anden guitar alternerende med klaver) mens ALT andet kom fra et back-track, der lød eksakt som pladerne, inkl. en masse extra vokaler. Man kunne stadig godt høre hendes lead-vokaler, men hvis det bare handler om at spille ”med” på sine egene plader, jamen så kan vi jo bare sætte dem på. Så er der INGEN grund til at gå til koncert. 

Midt i sættet var der ellers en lille håndfuld sange uden trommer, men også det moment missede hun, at gøre til et autentisk øjeblik. I særdeleshed havde sangen ”The Man Who Came Back”, været en indlysende sang at levere i naturtro intim iscenesættelse. Hvorfor ikke bare synge den sammen med klaveret, i stedet for igen at trække back tracket ud af stalden med hele album produktionen på slæb? Det er ellers en virkelig godsang, om ikke bare at kunne tilgive en alkoholiseret far, der har tyranniseret sin familie i årevis, men nu er blevet tørlagt og mener, at han skal tilgives:

”I was six years old / Running from the sound in my nightgown screaming through the walls /
He was angry, she was trying, I could hear it all / TV up loud as it could go (….) You don't understand why I still hate the man that came back / But you can talk to God about that”

Nu vil jeg lave mig en playliste med Murphs bedste sange, nyde dem, og så ellers glemme alt om denne ligegyldige koncertoplevelse.

Sætliste:
Gucci Mane
1965
Touch Me Like a Gangster
While You're at It
A Little Too Drunk
I Like How I Look
Sex Hysteria
I Stay I Leave I Love I Lose ( ny sang)
Bad as the Rest
Sip
Heroin
It Ain’t Right
Pray
If I Died Last Night
Dirty
How Could You
Always Been You
Son of a Bitch
The man that Came Back
Cowboys and Angels
Ur Bills isBig a Fuck
Blue Strips