Jeffrey Martin: sangskriver af Guds nåde.
Jeffrey Martin - ★★★★
★
Tønder Festival, Visemøllen d.23.08.24
Anmeldt for GAFFA.dk
Èn mand, én guitar og en håndfuld rørende gode sange.
Jeg var fuldstændig gennemblødt af regn, men who cares, når man er i selskab med en sang skrive af Guds nåde.
Jeffrey Martin er i mine øjne en perfekt sangskriver. En der både kan skrive sange om, hvordan mennesker har det inden i og uden på. Hans speciale er inderlige sædeskildringer om stille eksistenser og deres kamp med ensomhed og den amerikanske hverdag. Nogle gange, som i første sang ”Garden” fra hans fremragende helt nedbarberede 2023 album Thank God We Left the Garden, tænker man, at det jo nok handler om ham selv, når han synger: ”Nobody knows me / Where I go when I’m angry / Or how often I’m lonely /I guess they’re the same thing / Nobody knows me”.
Andre gange er protagonisten tydelig sat verden / placeret i sangen for at bære en større fortælling, der rummer os alle.
Martin åbnede koncerten med at sige, at han ikke havde nogen plan, så vi var velkommen til at bede om sange undervejs. Det gjorde folk og derfor fik vi også flere af mine favoritter
En hel stime af mine favoritter
En af de smukke fra det nye album ”Walking”, introducerede han med ordene ”sometimes you gotta lean into the craziness instead of fighting it”, er en sang, der indeholder en sætning som ”people living at all costs”, og det er netop det, de fleste mennesker gør i Martins sange.
Fra samme album fik vi også ”Red Station Wagon” hvor jeg’et mindes en ven fra ungdommen, der, helt ung og sårbar, forsøgte at springe ud (som homoseksuel) over for jeg’et, der ikke magtede at rumme sin ven. Noget han skammer sig over nu.
”That night on the roof of the school when we were talking at stars
And you said that you might be afraid of who you really are
And your hand touched my hand and retreated in that desperate dark
And I called you a faggot and laughed and punched you in the arm”
Den perfekte formidler af vemod og karakterernes ensomhed
Martins stemme er udtryksfuld, dyb og varm. Den har den perfekte mængde rust, der til gengæld sagtens kan slås af, når han skal lidt længere op i registret. Med andre ord en stemme, der er den perfekte formidler af vemod og karakterernes uendelige ensomhed. Som i sangen ”Poor Man” fra albummet One Go Around (2017) som vi fik flere sange fra. Den handler om en arbejdsmand, der ikke kan få livet til at lykkes. ”They’ve got a baby on the way but his wife still feels empty / Says it’s hard to feel pretty when their always counting dimes” men, som han siger i sangens sidste linjer: ”I’m not a bad man, I’m a poor man / I’m not a bad man, I’m a poor man sinking”. Man ved jo godt, at det her er en fortælling, men lige i det der øjeblik er det Jeffrey Martin.
Man savner intet
Selv om han står der alene på scenen, savner man intet. Han spiller aldrig med plekter og det giver jo en særlig blød var lyd på guitaren. Han spiller desuden med varieret dynamik, og kan vride og bende (bøje) strengene, så de løfter sig med emotionerne i sangen. Kort sagt, han mestrer i en sjælden grad den akustiske guitar.
Undervejs er der tilråb med titler, og Martin gør sit bedste, som han beskedent kalder det, med flere af forslagene. Her i blandt endnu en vigtig sang ”What We are Walking Towards” med ordene: ”I saw a man on the news tonight / Crying for his child in the war / He looked at the camera and asked with his eyes / Do we know what we’re marching toward”
Jeffrey Martin er Dylan uden masken
For mig er Jeffrey Martin Dylan uden masken. Det er mindre poetiseret, men poetisk nok. Det kræver ikke at man sidder og nærstuderer teksterne, de er ikke hemmelige og er ikke kun for de indviede. (Orv her får jeg nok stryg)
Martin er ikke ligefrem outrovert, men man fornemmer, at alt, hvad han siger fra scenen, kommer fra hjertet. Det er ikke noget han har forberedt, han fortæller os bare, hvad det drejer sig om, det han har skrevet. Måske fortæller han om, hvordan han havde det, da han skrev, eller måske hvad der direkte inspirerede ham. Det han siger peger altid ind i sangene og man forstår fuldstændig, hvad har vil sige os.
Indimellem er han lun og morsom, som når han siger, ”the jeetlag hasn’t hit me yet. Be glad you came today, tomorow I’m gonna be an asshole”. Alligevel overvejer jeg at fange ham i morgen igen, ikke mindst fordi, jeg vil være sikker på gemalen og datteren, som er med på festival, også får lov at opleve ham.
Koncerten sluttede med hymnen ”There Is a Treasure”, der runder af med ordene: ”The sun will rise like it always does / On the day that I die / The world will spin, the sun will go on burning / Never even knowing I was alive”.
Hvis nogen husker det, kan I godt spille den til min begravelse.
Så Ok, Jeffrey, nu taler jeg til dig; måske føler du dig ind imellem som en Poor Man, men dine sange beriger verden.