Kærlige, ærlige, persondrevne sædeskildringer.
Jason Isbell and the 400 Unit - ★★★★
Dalkonersalen d.09.11.24
Anmeldt for GAFFA.dk
Den sårbarhed, tvivl og famlen, der ligger i de fremragende tekster, blev ikke helt forløst i musikken.
Jeg har lyst til at starte med at skrive, at amerikanske Jason Isbell er en ærlig sangskriver. Om en kunstner er ærlig i sine tekster, ved man selvfølgelig ikke, og det er vel ret beset heller ikke en forudsætning eller kvalifikation i sig selv. Men “ærlig” er ikke desto mindre det første ord, der falder mig ind, og det er et meget positivt ladet ord i denne sammenhæng.
Isbell har noget på hjerte. Hvis man hører efter hans tekster, fornemmer man, i stort set alle hans sange, at der er et eller andet presserende, han vil sige. Jeg tror for eksempel aldrig, han skriver en sang i et poetisk flow, hvor det ene ord bare tager det andet. Jeg tror, han sætter sig ned og skriver en sang, når der er noget ret specifikt, der ligger ham på sinde. Og dette “noget” kan sagtens være et politisk ladet tema som våbenkontrol, krigsveteraner eller afhængighed af både det ene og det andet. Han har blandt andet skrevet en del sange om sin egen rejse mod ædruelighed. Mange af hans sange er det, jeg vil kalde persondrevne sædeskildringer. Sange, hvor han sætter en karakter (i øvrigt ofte en kvinde) i centrum, som så agerer vejviser rundt i small town USA.
Karakterer, der har noget at kæmpe med
Karaktererne har altid noget at kæmpe med, måske noget de fortryder, noget de bærer med sig fra fortiden og betaler for i nutiden. Og det er i øvrigt en ting, der adskiller Isbell fra mange af de andre sangskrivere i Nashville, det, at han ikke ser på fortiden igennem de lyserøde briller, som Nashvilles countryscene ellers har for vane at kigge gennem.
I Isbells sange møder vi mennesker, mens de slikker sårene og forsøger at navigere konsekvenserne af det tvivlsomme valg, de har taget i fortiden og de slag, livet har givet dem. Hvad enten man har været der selv – og det fornemmer man, tit, at Isbell har – eller man bare hører fortællingen, hepper man altid på karaktererne.
For lige at få formalia på plads, inden jeg går til selve koncerten, så har Isbell både som soloartist og sammen med sit band 400 Unit vundet adskillige Grammys og Americana Awards. I USA spiller han store venues og også stadionkoncerter, men jeg var alligevel lidt overrasket over, at koncerten blev afholdt så stort sted som i Falkonersalen. Der er øjensynligt flere, end jeg lige gik og troede, der kender ham her til lands.
Jeg har en følelse af at kende ham “personligt”, for han og hans daværende kone sanger og violinist Amanda Shires streamede live fra deres lade under Covid-nedlukningerne. På den måde har jeg jo næsten været hjemme hos dem. I øvrigt en ting, jeg tror, vi kommer til at huske Covid for, den der mulighed for at møde de kunstnere, vi var optaget af, i deres hjem. Isbell er vokset op i Alabama, men bor nu om dage i Nashville.
Jason Isbells musik falder inden for den genre, man kalder Southern Rock, eller som vi her i Danmark gerne kalder countryrock eller rootsrock.
De fleste sange denne aften i København kom fra Jason Isbell and the 400 Units seneste album Weathervanes (2023), men vi fik også en håndfuld sange fra Isbells repertoire som soloartist, de fleste fra det fremragende Southeastern fra 2013.
Den største oplevelse for mig var sangen “Elephant” netop fra Southeastern. Det er en helt fantastisk sang om en mand, der sidder i en bar sammen med en kvinde, der, viser det sig, er syg af cancer og egentlig for træt til at flirte, men gerne vil have lov være sit gamle jeg lidt endnu. Derfor sidder de to nu der og forsøger at ignorere elefanten i rummet.
"Live Oak", fra samme album, er også en klog sang: “There's a man who walks beside me / It is who I used to be / And I wonder if she sees him / And confuses him with me”
Endnu sang, der stod stærkt, var “White Baretta” hvor en ung Isbell? kører en kæreste til en anden stat for at få en abort. Sangen er skrevet fra nutiden, så her har vi netop en karakter, der her og nu prøver at finde fred med et valg taget i fortiden.
Endnu sang, der stod stærkt, var “White Baretta” hvor en ung fortæller (en ung Isbell?) kører en kæreste til en anden stat for at få en abort. Sangen er skrevet fra nutiden, så her har vi netop en karakter, der her og nu prøver at finde fred med et valg taget i fortiden.
Ikke en fornyer
Musikalsk er Jason Isbell er ikke en fornyer. Han forsøger ikke at udfordre os, og det behøver man sådan set heller ikke for min skyld. Men jeg havde alligevel brug for bare en lille smule overraskelser, harmoniske eller melodiske, for virkelig at lade mig rive med.
Bandet var i god form. Varen blev skam leveret. Blandt andet var noget af det, jeg bemærkede, at de allerede i andet nummer, “King of Oklahoma”, sluttede i et langt guitar-chase mellem Isbell og guitaristen Sadler Vaden, med en opbygning, som var det aftenens sidste nummer. Men hey, så var vi da i gang.
Koncertens slutning med “Miles”, der midtvejs har et overraskende stykke 80'er-powerrock, var også magtfuldt leveret, inden det gled over i kærlighedssangen “Cover Me Up”, der på den måde rundede koncerten flot af.
Så ja – det var helt sikkert en velspillet koncert, hvor der bliver taget fra alle pladser. Og alligevel, og på trods af, at Isbell flere gange i løbet af koncerten skiftede mellem elektrisk og akustisk guitar, mens bassisten samtidig skiftede til kontrabas og keyboardspilleren indimellem også spillede harmonika, oplevede jeg det også som en lidt udynamisk koncert. Hvis jeg skal forsøge at komme det nærmere, handler det om, at musikken var så effektiv – hele tiden effektiv på den samme måde, selv når det i princippet var en ballade, der blev spillet. Den sårbarhed, tvivl og famlen, der ligger i teksterne satte sig ingen spor i musikken, der på den måde blev mere kontant, end jeg holder af.
Support: S.G Goodman
Sårbarhed, tvivl og famlen får til gengæld lov at sætte sig dybe spor i supportnavnet S.G. Goodmans vokalforedrag. Jeg må indrømme, at jeg spurtede af sted uden aftensmad for at nå hendes solosæt, fordi jeg kender hende rigtig godt og synes, at hun er en virkelig dejlig kunstner. Jeg tillader mig her i de sene nattetimer at henvise til den anmeldelse, jeg skrev for dette medie i sommer, nemlig en meget begejstret anmeldelse af hendes koncert på Tønder Festival, hvor jeg gav hende fem stjerner og skrev, at hun spillede på alle anmelderens indre resonansstrenge.
Hun var et modigt valg som support, og det tog hende da også lidt tid at tø op, men hun er altid virkelig værd at høre på med sin skønne følelserne-uden-på-tøjet-stemme over dyster el-guitar.
****
Sætliste Isbell:
Hope Is the Highroad
King of Oklahoma
Strawberry Woman
Traveling Alone
Death Wish
Live Oak
Alabama Pines
Elephant
Something More Than Free
Super 8
White Baretta
Overseas
Stockholm
If We Were Vampires
Miles
Cover Me Up
extra:
24 Frames
Cast Iron Skillet
This Ain't It