En stille og ganske magisk aften i DR koncertsalen med Iron & Wine
Iron & Wine - ★★★★
★
DR Koncertsalen d.04.11.24
Anmeldt for GAFFA.dk
Fortættet akustisk musik med et fremragende band og dybt poetiske visuals sørgede for, at vi fik skærpet sanserne og trænet vores lytte-muskel.
Sam Beam, der optræder under navnet Iron & Wine, gik på scenen med én klaver- og orgelspillende mand og fire kvinder, der spillede henholdsvis violin, bratsch, kontrabas og trommer. Derudover havde han sine to “venner” fra “Manual Cinema”, der bidrog til at gøre koncerten til en helt magisk oplevelse med deres dybt poetiske dukke-/skyggeteater/live visuals.
Det første, jeg skrev i mine noter, var: “skønt lydbillede.” Med næsten udelukkende akustiske instrumenter, masser af dæmpede strenge, varm kontrabas, to strygere og trommer, der det meste af tiden blev spillet med køller på mørke tammer, var lydbilledet virkelig delikat. Som vanligt må man konstatere, at den store DR Koncertsals akustik ikke gør noget godt for musik med trommer spillet med stikker. Men da de få numre med stikker primært faldt i starten af koncerten, og der i øvrigt ikke var så mange af dem, faldt lyden hurtigt på plads.
Jeg kan næsten forestille mig, at den opgave lydmanden har fået udstukket, må have været at lave lyd sådan, at publikum næsten troede, de hørte de uforstærkede instrumenter direkte fra scenen. Det gjorde vi jo naturligvis ikke, men det føltes faktisk næsten sådan, og det skyldtes nok, at der ikke blev spillet særligt højt eller brugt store armbevægelse i det hele taget. Jeg drømte måske lidt om at der var blevet skruet lidt op for både varmen og volumen i Iron & Wines karakteristiske akustiske guitar, men jeg forstod også ideen om at holde dynamikken nede.
Det dynamiske råderum
Vi kende alle sammen udtrykket “det økonomiske råderum.” Hvis man nu forstiller sige, at der også findes et dynamisk råderum og at det går fra 0%-100%. Så ville jeg påstå, at de fleste koncerter, man går til arbejder i det dynamiske leje på 70-95% under hele koncerten. Det betyder, at man går hjem med - ikke bare med ringen for ørene - men også en følelse af, på godt og ondt, at være blevet blæst igennem.
Til sammenligning vil jeg mene, at Iron & Wine sigtede efter usædvanlige 15-55 %. DA man først havde accepteret den præmis, endte man med at spidse ører og simpelthen gøre sig umage med at lytte, for at få at alle detaljerne med. Man fik så at sige skærpet sanserne og trænet sin lytte-muskel.
Efter den første håndfuld sange heribland flere der involverede de koncertsalsproblematiske trommestikker, kom support-act Lizzio No på scenen for at synge med på den flotte hymne “All in Good Time” fra det seneste album Light Verse (2024), hvor Sam Beam synger sammen med Fiona Apple. Sangen lå sandsynligvis for dybt til No, som ikke kunne løfte melodien og måtte “jamme”. Dermed udeblev det, der i mine øjne er pointen med en hymne – nemlig at synge den samme korte melodiske sekvens igen og igen. Musikalsk var det også en noget ledeløs version af netop den sang.
Fortættede, tilbageholdte sange
Herefter fulgte til gengæld en række af de fortættede, tilbageholdte, men ofte også decideret groovende numre, som fuldstændigt vandt mit hjerte. Sange som “Fever Dream” fra Iron & Wines 2004-album Our Endless Numbered Days, hvor unisone kvindestemmer svævede over Beams lead, blev efterfulgt af “Tears that Don’t Matter” fra seneste album. Denne sang beskrev en flot dynamisk rejse fra helt stille til storladen, uden nogensinde at arbejde med store armbevægelser og dynamikken over 50 %. Derefter fulgte en tørt groovende “Stranger Lay Beside Me” og en smukt afmålt “Yellow Jacket”, der usædvanligt elegant gled over i “Valentine”.
Et karakteristisk greb om iscenesættelsen af sangene var, at alle fire kvinder sang kor. Oftest sang de unisont, altså på den samme stemme, der så fungerede som en drømmende overstemme til den Beams spinkle, lyriske lead. At flere kvindestemmer sang den samme stemme og ikke tre- eller firstemmigt, gav musikken et drømmende vokalspor og en smuk enkelhed.
Med andre ord: et rigtig godt band, der excellerede i stille, delikat samspil i elegante arrangementer, spillet på fint afstemte håndholdte instrumenter.
Midt i sættet spillede Beam tre solonumre, og da bandet kom retur spillede de endnu en håndfuld nye og gamle numre, hvor jeg igen satte mine smileys ved næsten allesammen i min notes bog.
“Manual Cinema” spillede poetiske skyggespil på deres eget visuelle instrument.
Jeg vil også vende tilbage til vennerne fra Chicago, den Emmy-vindende performancegruppe “Manual Cinema”. Det var et forbilledligt smukt samspil, de havde med musikken. Det visuelle blev performet fra scenen, altså spillet i nuet, og det var i sig selv en oplevelse. Med, hvad der lignede, tre gamle overheadprojektorer – som dem fra folkeskolens klasselokaler før smartboards – kunne man se dukkeførerne/minerne stikke papirfugle, grene, stykker af stof, gennemsigtigt farvet papir og også egne kroppe og hænder ind foran lyskeglerne. Dette skabte lyriske, poetiske skyggespil, der understøttede stemningen i de enkelte sange. Resultatet af det, de lavede, kunne man løbende se på et større lærred over bandet.
Normalt synes jeg, at visuals “støjer” og fjerner opmærksomheden fra musikken på en uhensigtsmæssig måde, men “Manual Cinema” spillede så fint med på deres eget visuelle instrument, at de ikke overdøvede, men tværtimod var en virkelig gevinst i samspillet.
Aftenens sidste extra nummer var en fortættet udgave af “Flightless Bird”, der indeholdt et vers sunget helt uden akkompagnement, med så spinkel en stemme, at man ville have kunnet høre en knappenål falde til jorden. Da bande i samlet trop lagde sig ind under vokalen igen, fik jeg kuldegysninger.
Hvis I, der læser med, ikke synes, jeg er lykkedes med sprogligt at male billede af, hvordan koncerten lød, så kast et lyt på “You Never Know” fra albummet Light Verse. Den giver et godt indtryk af det samlede lydbillede denne aften.
Support: Lizzie No.
Supporten kom fra Lizzie No, en sympatisk ung sangskriver, der spiller guitar og harpe. Om hun bare er så nervøs, at hendes mellemgulv nægter at samarbejde, eller om hun endnu ikke har lært at støtte sine egne toner, er ikke til at sige. Det skæmmede dog hendes levering af hendes egne sange, hvoraf der i hvert fald var to rigtig gode: “Sleeping in The Next Room” og “Deadbeat”.
Jeg har faktisk også lige hørt Lizzie No i Nashville for en måneds tid siden, og min oplevelse var den samme: en sød og sympatisk ung sangskriver, der ikke helt er nået i mål med sit projekt endnu. Men mon ikke hun gør det i løbet af de næste par år?
Sætliste:
Carousel
Cutting It Close
Anyone’s Game
Sundown
All in Good Time m. Lizzie No
Fever Dream
Tears that Don’t Matter
Stranger Lay Beside Me
Yellow Jacket
Valentine
Lion’s Mane (Solo)
Bitter Truth (Solo)
Angels Go Home (Solo)
Resurrection Fern
One our Wings
You never Know
Singers and the Endless Song
Sweet Talk
Call it Dreaming
Extra
Autumn Town Leaves
Flightless Bird