Saloondøren knirker på sine hængsler, mens den svinger i den tørre ørkenvind.
Hermanos Gutiérrez - ★★★
Store Vega d. 01.11.23
Anmeldt for GAFFA.dk / Foto: Morten Rygaard
Den lille westernby ligger forladt hen i det sandede ørkenlandskab. Saloondøren knirker på sine hængsler, mens den svinger i den tørre vind. To mexicanske Rancheros med hatte, ponchoer, flot sort overskæg og seksløbere i læderbælterne kommer ridende ind i byen.
Dette er sådan cirka billedsiden. Lydsiden leverede Hermanos Gutiérrez denne onsdag i Store Vega. Brødrerne Gutierrez står i musikalsk gæld til filmkomponisten Ennio Morricone som bl.a skrev musikken til en række såkaldte spaghettiwesterns, inklusiv den ikoniske titelsang til Den gode, den onde og den grusomme fra 1966. At det er referencen, understreger Hermanos Gutiérrez med titlen på deres seneste (deres fjerde) Dan Auerbach producerede album El Bueno Y El Malo (Den gode og den onde).
Alejandro og Estevan Gutiérrez er opvokset i Schweiz med en ecuadoriansk far og en schweizisk mor. Både på album og her live i Store Vega optræder de som instrumental guitarduo.
Jeg så dem for et par måneder siden spille til American Music Associations awardshow og tænkte wauw, det lyder godt. Men alligevel, at en schweizisk guitarduo, der arbejder med et så specielt udtryk, der refererer til en absolut niche inden for filmmusikken, kan sælge Store Vega ud, det var jeg pænt overrasket over.
På slaget 21 kom brødrene ind på scenen, satte sig på hver sin stol og spillede over en god times tid en håndfuld sange fra alle deres fire album. Mellem numrene viste brødrene sig at være både venlige og klædeligt beskedne. De fortalte bl.a., at de, dengang de startede med at spille sammen, bare ville finde noget at bonde over, og da slet ikke havde forestillet sig, at de sådan skulle rejse verden rundt og indspille album i Nashville.
Karakteristisk stemningmættet lyd
Hermanos Gutiérrez spiller hollowbody guitarer og lapsteel.
Karakteristisk for lyden er desuden deres ekstensive brug af tremolopedaler tilsat delay og rumklang i rigelige mængder. Melodisk-harmonisk blander de lyden af latinamerikansk patos med amerikansk western æstetik. Igen, tænk lyden af spaghettiwesterns.
Live leverede de superswingede, organisk og velspillet musik. De skiftedes til at spille melodistemmerne. På mere eller mindre hvert andet nummer spillede Alejandros Gutiérrez lapsteel og gav dermed melodierne det karakteristiske slide. Den, der ikke spillede melodi, spillede så rytme, hvilket bl.a. indebar et markant perkussivt tommelfingeranslag på basstrengene, der på grund af delay m.m., lød lidt som et kantslag på en lilletromme. På den måde genererede de nærmest eget perkussionspor til deres tracks, der sådan set lød mere eller mindre ligesom på deres album.
Var det så en god koncertoplevelse?
Havde jeg ligget på græsset i solen en søndag formiddag på Roskilde festival foran Orange Scene med lidt tømmermænd, og Hermanos Gutiérrez var gået på, havde det været tiptop perfekt. Men onsdag aften, efter en cykeltur i regnen og stående med smådårligt udsyn til scenen, så er svaret: ”egentlig ikke”. Min oplevelse var, at alle numre er skrevet over samme læst og spilles med mere eller mindre samme lyd, i mere eller mindre det samme middeltempo. Den slags ensartethed kan fungere rigtig godt på et album, man jo ikke sådan står og stirrer på, og som man i øvrigt kan tage af igen.
Her i aften, følte jeg ikke, jeg fik noget, jeg ikke også kunne have fået siddende behageligt i min sofa hjemme i stuen foran mit gode stereoanlæg. Herfra vil jeg til gengæld også fremover nyde Hermanos Gutiérrez, og den opfordring vil jeg hermed give videre.
Lyt til albummet, det er rigtig godt og meget stemningsmættet.