Britisk Indiefolk fra øverste skuffe.
FLYTE - ★★★
★★
Hotel Cecil 01.04.25
Anmeldt for GAFFA.dk / Foto: Viktor Willemoes Larsen
FLYTE brillerede med flotte vokal harmonier og ekstravagante akkordforløb i intimt stripped down format
Den britiske indiefolk duo FLYTE åbnede deres koncert på Hotel Cecil med det, jeg troede, var mit yndlingsnummer “Even on Bad Days”. Det er jo egentlig lidt ærgerligt, tænkte jeg, for så har man ikke noget at stå og glæde sig til. Det viste sig dog hurtig, at jeg ikke havde behøvet at bekymre mig, for jeg fik mange nye yndlingsnumre efterhånden, som koncerten skred frem.
FLYTE har indspillet tre studie album. Jeg kender bedst det seneste selvbetitlede FLYTE, som er fra 2023. Et nyt er lige om hjørnet, hvorfra der er allerede kommet et par singler.
Det fine ved at få lov at opleve Will Taylor og Nicolas Hill netop denne aften var, at de stillede op alene med hver sin guitar. ”Stripped down” er i mine øjne den bedste måde at opleve ny musik på. At sagens kerne, altså sangene og stemmerne får lov at folde sig helt uforstyrret ud lige foran én på en lille klubscene, gør det nemmere at få musikken ind under huden.
Karakteristisk for FLYTE er Taylors blide lead vokal, som han gerne lader knække over i falset, når melodierne bevæger sig opad. Hills flotte harmonistemmer følger melodierne tæt henover over lange ekstravagante akkordforløb. “ekstravagante” henviser både til antallet af akkorder i hver sang og til den måde, de hænger sammen på. Mine tanker gled flere gange i retning af Paul Simon, fordi jeg synes, at FLYTE har noget af det samme eminente flair for at sætte akkorder sammen og skifte toneart på et utal af overraskede måder. Særlig elegant i en sang som “Chelsea Smiles”, som vitterlig er “Simoneque” i sit udtryk.
Det er i øvrigt også en sang, der har undret mig, fordi den også rent tekstligt skifter “toneart” fra linje til linje. Og nu fik jeg så forklaringen. Taylor beskrev nemlig, hvordan den var startet med et harmoniforløb, de havde rodet med i årevis. Da de endelig landede melodien, manglede de stadig en tekst. De skrev flere forskellige tekster, der handlede om helt forskellige ting. Til sidste satte de sig og lavede en David-Bowie. (Bowie er kendt for at klippe ord og sætninger ud af aviser og romaner og pusle dem samme til sine mærkværdige tekster). Det greb er der så også kommet en ret mærkværdig tekst ud af til ”Chelsea Smiles”. Men, når man nu, på grund af Taylors introduktion, ved, hvad de fire tekster, der er klippet sammen, handlede om hver især, giver det de totalt mening.
Generelt er teksterne ellers ikke kryptiske, men mere dagbogsnære og følelsesfulde. Melodierne er varierede og også her, kom jeg et par gange Paul Simon i hu, fx i “Mistress America”, hvor jeg sad med ”Misses Robinson” på tungen, ligesom man jo også godt kan sige, at de fine vokalharmonier er en Simon-og-Garfunkel-reference værdig. Alt sammen sagt i den allerbedste mening.
Og i øvrigt, var man et kort øjeblik blevet træt af falset-sang, kunne man med en sang som ”Losing You” forvisse sig om, at Will Taylor også kan synge for fuld skrue, hvis det skal til.
Således var koncerten en gennemmusikalsk og dynamisk oplevelse. At FLYTE desuden var godt selskab, gjorde sørme heller ikke noget.
Før Flyte spillede M Field en lille håndfuld egne sange, der sporadisk i guitarakkompagnementet afslørede, at han er sydafrikaner. Den lille nuance, kunne jeg godt lide, fordi det gav noget særligt til sangene.